Årets Børneteaterfestival er forbi. Alle scener, alt lys, al lyd - alt er pillet ned og pakket sammen, og de respektive teatres varevogne og lastbiler er trillet ud af Kongens Lyngby. Tilbage er kun de smukke festivalplakater, som blafrer på søjlerne i morgensolen ned langs Lyngby Hovedgade, og de farvestrålende forestillingsprogrammer og billetter, som blander sig med ispapir og andet levn fra weekenden i rendestenen. Det har været en lang og anstrengende - men også rig og stemningsfuld - uge for både udøvere og deltagere.

Sammen med en journalist og fire andre, henholdsvis kandidater og studerende fra Teatervidenskab på Københavns Universitet, har jeg igen i år været udsendt som anmelder på årets Børneteaterfestival for Folkeskolen. Børneteaterfestivalen er altid en meget inspirerende oplevelse, men i år har den af flere årsager været særlig interessant.

Besparelser og nedskæringer

Ikke overraskende var samtalerne på festivalen præget af regeringens besparelser, for de rammer børnekulturen og børneteatret lige i solar plexus. Ubot (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater) rammes af besparelserne, bevillingerne til børnekultur beskæres med 19 millioner, hvilket har fået Lars Kolind til at forlade sin post som formand for Kulturministeriets Børnekulturråd, og Teaterrådets budget er blevet beskåret med 15 procent, hvilket har betydet trussel om nogle teatres lukning. Refusionsordningen, den lovpligtige 50-procents refusion af skolers og institutioners udgifter til køb af børneteater, som en tredjedel af dansk børneteater overlever i kraft af, er også truet. Jeg kunne desværre blive ved.

I forhold til børneteatrets eksistens er disse besparelser katastrofale, for på netop dette teaterområde svarer det til at pille hårene af en skaldet. Selv med succesrige forestillinger kan de fremmeste udøvere inden for børneteatret dårligt nok tjene til dagen og vejen. Nok er turnélivet skønt, men det er også krævende. Der stilles op, der pilles ned, der leveres en kunstnerisk præstation - hver gang - og så videre til næste forestilling.

Festivalens temaer

Alligevel skulle der ikke gå lang tid, før byen boblede af lys og glæde. Børneteatret er ikke sådan at holde nede, og harmen over regeringens eventuelle udspil var der tilmed overskud til at kommentere på morsom vis. Jeg tænker her på åbningsforestillingen af Teatret Fairplay, som demonstrativt blev stoppet af Børneteatersammenslutningens formand, Michael Ramløse, da publikum havde set 85 procent af forestillingen - 'de sidste 15 måtte de have til gode' - som han drillende formulerede det. Men nu var Fairplay ikke ramt af Teaterrådets besparelser på 15 procent, så efter en lille pause blev forestillingen spillet til ende, og festivalen var i gang.

400 forestillinger er blevet afviklet for børn i alle aldre, og udbuddet var igen i år stort og alsidigt hvad angår både kvalitet og temaer. Relationer i bred forstand var dog det mest dominerende tema. Og næsten alle relationer var repræsenteret: mellem venner, mellem familiemedlemmer, mellem børn og voksne, mellem dansk og udenlandsk, mellem dreng og pige, mellem Gud og menneske. Det nære var i fokus - uanset om teaterformen var dans, sang eller skuespil.

Et andet bemærkelsesværdigt fællestræk var forestillingernes poesi og sanselighed. På mange måder er børneteater - i endnu højere grad end det etablerede teater - undersøgende og eksperimenterende. Ud fra de forestillinger, som vi nåede at se i år, tyder det - i hvert fald rent formmæssigt - på, at børneteatret er ved at overhale det etablerede teater.

Dialog mellem praksis og teori

Den sidste facet, der for os anmeldere gjorde festivalen i år til noget helt særligt var den dialog, som gennem to møder blev etableret mellem teori og praksis - mellem anmelderne og praktikere fra teatrets verden. Det er vist en af de få gange, hvor anmeldere og praktikere er gået i dialog under så forsonlige omstændigheder, så vi kan ikke sige os fri for at føle os en anelse banebrydende.

I første omgang blev resultatet af møderne ikke direkte synlige, men de var begge meget inspirerende og konstruktive - ikke mindst for anmelderne: Vi fik besked på at tage børneteatret alvorligt, for selvom lønnen og arbejdsforholdene er ringe, ønsker børneteatret ikke velmenende anmeldelser, men sobre, faglige og ærlige vurderinger af forestillingerne - gerne skrevet i samme ånd, som de er skabt.

I mine øjne var det opløftende at kunne konstatere, at praktikere og teoretikere er på samme side - bør i hvert fald være det. Udgangspunktet for at skabe teater og for at skrive anmeldelser er nemlig kærlighed til teatrets magi, nærvær og nu. En kærlighed til alt det, som gør teatret rigt - måske ikke rigt i økonomisk forstand, men i åndelig, kunstnerisk og kreativ forstand.

Børneteaterfestivalen 2002 har vist, at det kunstneriske (og etiske) niveau for dansk børneteater er højt, og at der ikke kan være nogen tvivl om, at børneteater er en berigelse for børns og unges liv.

Maj-Britt Mathiesen

Læs også på www.folkeskolen.dk Lone Nyhuus' artikel: Undervisningsmateriale-dannelse eller sanselig oplevelse