'Ta' ti ting' er en forestilling fyldt med humoristiske, groteske og visuelle paradokser, som baserer sig på filosofien om, at alting rummer sin egen modsætning. Scenen består af et kvadratisk areal dækket af tøj. Hulter til bulter ligger der tøj til både kvinder, mænd, alverdens kropsstørrelser, hudfarver, erhverv og årstider. Kort sagt - scenen er verden! På dette hav af tøj folder forestillingen sig ud til et visuelt patchwork af associationer spundet over en gammel dames minder fra et langt liv.

Med dialektikken som forestillingens styrende princip bliver vi præsenteret for en strøm af billeder fra vores moderne, modsætningsfyldte verden: En bleg, tavs mand i en farverig damekjole; en kosmetisk operation, der ligner tortur; gamle mennesker, der falder om som hjælpeløse spædbørn; elskende, som stødes fra hinanden; folk, som snakker og snakker uden dog at sige noget; en kvinde, som oprevet råber: 'Jeg hader folk, der ikke kan li' andre!'; og Ghandi, som bliver spurgt om, hvad han synes om civilisationen, og svarer: 'I think, it would be a good idea!'

Alle disse groteske, humoristiske og modsætningsfyldte sekvenser overværes af en gammel dame i gul slåbrok. Hun er, på en og samme tid, både forestillingens centrum og ramme. Men ikke mindst er hun publikums faste holdepunkt i denne fragmenterede og collageagtige performance.

Der er tydeligvis blevet både leget og arbejdet meget med forestillingens visuelle udtryk. Skygger, musik og rekvisitter bliver til stor fornøjelse brugt både æstetisk og dramatisk. Performernes præstationer er imidlertid knap så gennemarbejdede, og det er virkelig en skam!

Forestillingens mandlige danser Jacob H. Andersen fungerer godt i kraft af sin neutrale og marionetagtige optræden i scenebilledet, men det er der desværre flere af forestillingens øvrige medvirkende, der ikke gør! I stedet for at fungere som marionetter spiller flere af dem nemlig skuespil, som enkelte gange resulterer i stereotyp og malplaceret situationskomik, hvilket falder ganske uden for den intelligente humor, forestillingen ellers bærer præg af. Forestillingen synes således til tider selv at rumme sin egen modsætning og kan være lige så langtrukken og farceagtig, som den kan være fascinerende og intelligent. Overordnet må jeg dog sige, at 'Ta' ti ting' har så mange gode ting at byde på, at det kan være svært kun at måtte vælge ti af dem, hvilket bifaldet fra salen også vidnede om.

Sandra Theresa Buch