Det er velgørende at høre Mette Frederiksens kraftige reaktion på oplysningen om, at der er 80.000 unge, der hverken er i arbejde eller under uddannelse. Viljen til at ændre det er klart til stede. Men det kan blive svært, fordi så mange af disse unge ikke har ret meget gåpåmod. Og samtidig med at de bør have hjælp til at komme i gang, er det jo lige så vigtigt, at man ændrer skolen, så de nye og potentielt svage elever ikke skal igennem de samme erfaringer med dalende selvtillid.

Så på samme tid som man forsøger at få de unge i gang, er det umådelig vigtigt at ændre skolen, sådan at vi ikke fra 1. klasse starter med en flok, hvor en del små børn allerede er skeptiske over for egne muligheder. Hensigten med at oprette en børnehaveklasse var jo at gøre de små mere parate til indlæring i 1. klasse. Men på grund af forskrækkelsen over Pisa-testens resultater fik man den dårlige ide at starte læseindlæring et år før. Og det lykkedes fint med de skoleparate børn, men det er jo de ikke-parate børn, man bør hjælpe. Og de skal hjælpes på mange forskellige områder, blandt andet med motorikken, som man nu har opdaget er dårlig hos mange børn.

Der er gode bøger om emnet med masser af gode råd. (for eksempel Britta Holles bøger). Bare man ville læse lidt i dem og gøre det, der egentlig var hensigten med børnehaveklassen, så vi ikke starter med en del små rollinger, der er usikre på sig selv, fordi de allerede har oplevet konkurrencer, som de ikke følte, de klarede godt nok. Ved at satse på de skoleparate har man fra 1. klasse allerede to grupper, som børnene er bevidste om, og da kravene øges hele tiden, er det svært for de usikre at genvinde troen på sig selv. Det kommer der mange forskelligartede reaktioner på, så årsagen kan være vanskelig at pege på, når man når op til 4.-5. klasse.