Anmeldelse

Den grønne tråd

Den grønne tråd

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det handler om miljø - og meget mere. På de 125 sider kommer man langt omkring - måske for langt. Forfatteren behandler mange emner - rigtig mange - og man kan overordnet dele bogen op i tre afsnit. Første del handler primært om økologi og miljø, anden del mere om klima og forurening. Den sidste del beskæftiger sig med, hvad vi selv kan gøre, og giver ideer til, hvordan man kan arbejde med bogens emner i skolen.

Fakta:

Titel: Den grønne tråd

Forfatter: Frank Bornakke

Pris: 160 kroner

Sider: 127 sider

Type: Bog

Forlag: Ideforlaget

Bogen vil kunne bruges i forbindelse med projektopgaven i 9. klasse og måske i samfundsfag og miljøundervisning. Jeg ville ikke bruge den som egentligt undervisningsmateriale i hverken biologi eller geografi - meget af det materiale, der allerede findes om de omtalte emner, egner sig bedre.

Det er da heller ikke forfatterens intention, at bogen skal bruges til at undervise efter, men at den skal bruges til projektarbejde, og der er da også nok at gå i gang med inden for bogens emner.

Undervejs i bogen er der til de fleste kapitler spørgsmål, der lægger op til debat, og forslag til, hvordan man kan finde ud af mere om emnet. Debatspørgsmålene er udmærkede og kan give nogle gode diskussioner i klasserne, for eksempel i forbindelse med fremlæggelser, men det kræver mere end denne ene bog at kunne forholde sig til emnerne. Der er da også i bogen mange link, hvor man kan finde ud af mere.

Bogen kommer ikke med epokegørende nyt, hverken fagligt eller didaktisk, og er efter min smag for overfladisk, men i en emnekasse om klima og miljø kan den være et udmærket supplement til de mere biologi- og geografifaglige bøger.