Anmeldelse

Krop, kost og kondi

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra yderst til inderst og fra top til tå bliver kroppen gennemgået i denne bog i serien "De store fagbøger". Den har elever på mellemtrinnet som målgruppe og skal kunne læses både selvstændigt og i forbindelse med klasseundervisning.

Fakta:

Titel: Krop, kost og kondi

Forfatter: Peter Bering

Pris: 156,25 kroner

Sider: 48 sider

Serie: De store fagbøger

Type: Bog

Forlag: Gyldendal

Hvert opslag behandler et emne som for eksempel øjne, lunger eller motion, og der er undervejs mange anbefalinger til, hvordan man kan holde kroppen sund og passe på den, og hvad man skal prøve at undgå.

Til hvert opslag er der små faktabokse og forklarende illustrationer. Jeg savner dog en leksikondel, hvor eleverne kan slå nye ord op. Da bogen jo breder sig over mange, måske for mange, emner, men kun er på 48 sider, er den af gode grunde lidt kortfattet, og en elev på mellemtrinnet vil sidde tilbage med mange ubesvarede spørgsmål efter at have læst bogen. Dette kunne afhjælpes med ordforklaringer, enten undervejs eller bagerst i bogen. Muligvis er dette undladt, så bogen ligner en "rigtig" fagbog så meget som muligt, da bogen også er tænkt til at kunne indgå i et kursus i faglig læsning.

Bogen er skrevet i et rimeligt letlæst og flydende sprog og rammer målgruppen udmærket. Den er dog forholdsvis teksttung, hvilket kan hægte en del i denne aldersgruppe af.

Bogen vil fint egne sig til emnearbejde eller som supplement til andre bøger om kroppen. Den vil dog ikke kunne stå alene - dertil er den for overfladisk - og der kræves en voksen, der kan forklare nogle af de nye begreber eller uddybe nogle af emnerne.

Alt i alt en udmærket bog, som dog ikke tilfører emnet noget nyt og revolutionerende.