”Jaco – jeg ved præcis, hvordan jeg vil lave mit bogstav”, råber en pige i røde bukser og matchende stribet bluse, som kommer løbende mod billedkunstlærer Jacqueline Uhrenholdt. Det meste af 3.b har stillet sig på række foran billedkunstlokalet, mens deres lærer hænger de sidste plakater for Billedkunstens Dag op på skolen. Men et par stykker må lige fortælle, hvilke tanker de allerede har gjort sig om dagens projekt, og deres lærer lytter begejstret, mens hun sætter 'elefantsnot' på bagsiden af plakaterne.

”Hjælp mig med at hænge plakaterne op, så alle kan se dem, og så kan vi hurtigt komme ned i lokalet, så du kan komme i gang”.

Billedkunstens Dag breder sig til de andre nordiske lande

Det kan være svært at finde et sted at hænge dem op, for overalt på gangene hænger der plancher, malerier, skulpturer og tegninger fra tidligere billedkunstprojekter. Jacqueline Uhrenholdt er kunstvejleder på skolen, og hun skubber gerne. så meget hun kan, til kollegerne for at få billedkunsten ind overalt. Hun har også skrevet flere gange til sine kolleger og gjort opmærksom på dagen.

”Hvis det stod til mig, så var her balloner og fest overalt, men jeg har ikke tid til det hele”.

I billedkunstlokalet sætter eleverne sig på skamler og får eleverne en kort introduktion til, hvad de skal lave.

”Solen skinner, det er en dejlig dag. Det er Billedkunstens dag! Så vi skal nå alt muligt”, siger hun.

En gruppe skal klippe klassens skitser af ægyptiske dødsmasker ud og klistre dem på indersiden af et stort, gennemskåret masonitrør, læreren har båret ind. Uden om hver tegning skal der laves en ramme af prikker eller striber.

”Må vi lave køer?”, spørger en dreng. Jacqueline svarer nej, for det kommer til at tage ham for lang tid. Men en anden siger 'ko-pletter', og den griber hun med det samme.

”Det er en fantastiske ide. Eller girafpletter eller zebrastriber”.

En anden gruppe skal i gang med at tegne bogstaver og tal med farveblyanter, som skal klippes ud og limes på den anden side af røret, så de kan skrive 'Billedkunstens Dag 2023’.

Et par drenge er irriterede over, at pigerne har sat sig på de pladser, hvor de ville sidde. Men så snart de får blyanterne i hånden, falder de fuldstændig til ro, og pludselig sidder 8-10 elever dybt koncentreret over papiret og tegner former og mønstre.

En elev er færdig med sit bogstav, som han har gjort både bølget og stribet, og han bliver frustreret.

”Jeg ved ikke, hvilket mønster jeg skal lave på 2-tallet”.

En måde at hjælpe børnenes udvikling

I den anden side af lokalet er dødsmaskeskitserne kommet frem.

”Mine kolleger har opdaget, at de bare kan spørge, når de skal i gang med et projekt. Her er det kulturfagene, hvor de har om Ægypten. Så tager de alt det teoretiske, og så finder jeg på noget kreativt, hvor børnene kan udvikle videre og får flere dimensioner med”, fortæller Jacqueline Uhrenholdt.

Hun er uddannet fra kunstakademiet i Buenos Aires og har arbejdet 30 år som pædagog. Det er første gang hun er ansat på en skole, men nu har hun været her i 4½ år.

”Kunst er for mig en måde at hjælpe børnene i deres udvikling. Derfor er det så vigtigt”, siger hun.

Dødsmaskerne begynder at komme op på røret, og hun sætter et par elever til at male deres hænder, så de kan sætte aftryk på bagsiden, hvor bogstaverne skal klistres på. De har en fest.

Drengen med frustrationen over 2-tallet har fundet på at lave det til en svane, og han og hans kammeret er nu færdige.

”Må vi også male hænder?”

”Nej, der er ikke plads til flere nu”, svarer Jacqueline. Men da de ser på hende med bedende hundeøjne, får de alligevel lov. ”Okay, så gør vi sådan her”. Hun trækker endnu et stor masonitrør ind i lokalet.

”Her har nogle store drenge malet grimme tissemænd. Kan I ikke male det over med hænderne?”.

Eleverne er fyr og flamme, og selv det er de sidste minutter af timen, får den anden gruppe, som nu er færdig med deres bogstaver også lov til at putte maling på hænderne og være med i det nye projekt. Pigen, som mødte Jacqueline før timen, finder på at give sine fingre forskellige farver, og de andre er vildt imponerede over resultatet og vil også prøve.

Vigtigt, at de også oplever frihed

”Så er det tid til oprydning!”.

Modvilligt slipper de projekterne, men får ved fælles indsats ryddet op på så kort tid, at de kan nå at samles ved de to rør, som nu er rejste op.

”Se, hvor er det blevet flot!”, siger Jacqueline med et kæmpe smil. ”Her på det ene har i arbejdet frit, og det er blevet superflot. Man skal også have frihed på Billedkunstens Dag. Og her i midten er en smiley som symboliserer, at I har haft det sjovt”.

Ungerne griner, for de ved alle, at under smileyen er de store drenges tissemandstegning.

Hun bevæger sig over til det andet rør, hvor skitserne har fået nyt liv.

”Og her har I arbejdet mere struktureret med faste regler. Den er også blevet virkelig flot. Jeg synes godt, I kan klappe jer selv på skulderen over det her”. Et bifald bryder løs og en meget glad 3.-klasse løber mod spisepause.

”Jeg synes, det er vigtigt, at de både oplever frihed og kontrol. Det er sådan en god klasse, og det er jo ikke sådan, at det er fuldstændig frit, for jeg sætter stadig en blød ramme ved at vælge farver og give dem pensler. Jeg kunne ikke gøre det uden vores hjælpelærer Jasmina. Hun har en særlig evne, og hun er guld værd”, forklarer hun og henviser til den hjælpelærer, der er med i timerne, fordi en elev har nedsat syn og har brug for støtte.

”Men de lærer så meget af sådan et frit projekt. De samarbejder, giver plads til hinanden og det sociale og følelsesmæssige får plads. Alt det deres dygtige klasselærere arbejder med i forhold til trivsel, det kommer de her og får bygget videre på. Det er godt for dem at få noget frihed”, forklarer Jacqueline Uhrenholdt.

”Ja, det var så fedt!”, bryder en dreng ind, som er kommet tilbage for at hente sin fodboldbluse, som han tog af for ikke at få maling på den. Han var ellers en af de urolige og frustrerede i starten af timen, men nu er han ét stort smil. ”Det var totalt grineren med maling på hænderne. Det kildede”.

Og hans entusiasme er lige så tydelig i Jacqueline Uhrenholdts ansigt.

”Det er jo netop det her faget kan. Det stimulerer deres parasympatiske system, og de kommer i kontakt med deres følelser”.