Det er ikke ofte, der udkommer doktorafhandlinger inden for det pædagogiske fagfelt, så når det sker, er forventningerne store. Genren signalerer tunge og snørklede udlægninger af indviklede teoretiske positioner, men det gælder bestemt ikke dette værk. Det er helt igennem både læseligt og læseværdigt.Forfatterens egentlige formål er at afklare og tydeliggøre sin position inden for det forskningsområde, der omhandler "børn" i det aktuelle børnekulturelle felt. Et felt, der på forhånd er tværfagligt og komplekst med mange interessenter, heriblandt lærere, måske særlig inden for det humanistiske område, samt skolebibliotekarer. Det formål forfølger hun gennem en lang og grundig udredning af en samlet begrebskonstruktion bestående af tre led: forskning for børn, forskning med børn og til sidst konstruktionen "Børns kultur". At der er tale om tre forskellige indgange til det brede felt, og at hver tilgang afføder forskellige konsekvenser, bliver gennem bogens udvikling af begreberne tydeligt.Beth Juncker indleder værket med en formel om feltet - ligesom i kemi! Den gengives ikke her, men det er en velgørende provokerende indledning, der bidrager til at holde læseren fanget over de næste mange sider. Hvad er meningen? Og hvordan udfoldes så den formel, der er skabt? Formler skal jo netop kunne åbnes op til anvendelse! Det er også Beth Junckers hensigt: "Den kan omsættes i praksis af forældre, pædagoger, lærere på skoler, seminarier og universiteter, bibliotekarer og kulturformidlere. Bliver den det, kan den få betydning for forståelsen af det æstetiskes betydning i hverdagssammenhænge og dermed for demokratiske processers betydning i det 21. århundrede". Det er en meget stor udfordring, Beth Juncker derved påtager sig! Især da hun også lægger sig op ad en meget krævende forståelse af begrebet demokrati som deltagelse.Titlen "Om processen" skaber måske afkodningsvanskeligheder hos nogle læsere? I hvert fald gik der nogen tid, før det blev klart for undertegnede, hvad det var for en proces, Beth Juncker ville klargøre og klarlægge i bogen. Det viste sig, at der var tale om hendes egen udviklings- og læringsproces fra forskningsprojektets start i 1995 frem til projektets afslutning her i 2006. Min første forventning skabt af titlen gik på processers betydning for børn, når de inddrages i og involveres i det samfund, der omgiver dem. Når afkodningen er afklaret, bliver det imidlertid en meget spændende læsning af et stort, refleksivt projekt, hvor Beth Juncker gennemtænker egne positioner i tid og rum og egne bidrag til forskningsfeltet børn og kultur over en lang periode. Særlig Beth Junckers egen bog "Når barndom bliver kultur", udgivet i 1996, udsættes for (selv)kritiske og konstruktive overvejelser.Optikken for denne refleksionsproces er Thomas Kuhns bog "Videnskabens revolutioner" og hans forestillinger om videnskabens udvikling gennem forskeres konstruktion af særlige paradigmer for forståelse og senere brud på dannede forståelsesparadigmer gennem "kriser". Beth Juncker formår over mange sider at bruge og udfolde Thomas Kuhns tanker som en egen vidensskabende optik, der virker meget inspirerende for læseren. Særlig når der fra Kuhn også trækkes tråde til klassiske erkendelsesteorier, for eksempel Descartes, bliver det tydeligt, at der er væsentlige overvejelser i spil. At bruge Thomas Kuhn på denne grundige måde er her en god ide og giver god mening. Det er velgørende at læse ham anvendt, og det er sjældent, at Thomas Kuhns overvejelser i den grad gøres tydelige for læseren. Thomas Kuhn bruges ofte som reference uden egentlig betydning for den vidensskabende proces i det værk, der læses."Om processen" bygges op omkring ti kapitler. Særlig spændende læsning er kapitlerne "Børnekultur", hvori hele afsættet for værket ridses op, kapitlet om "Diskurser, paradokser, paradigmer og kontekster", hvori Kuhn for alvor introduceres som ramme for konstruktionen af en egen optik, kapitlet "Fra Baumgarten til børns kultur" og kapitlet "Med børn som kilde", hvor Beth Juncker udvikler og anvender sin egen optik omkring begrebet "børnekulturelle fortolkningsfællesskaber". Disse kapitler er især spændende læsning for en læser, der ikke på forhånd er en del af en diskussion om børnelitteratur og børneteater.En særlig vinkel på "Om processen" kommer, når læseren kan placere sig i det felt, Beth Juncker udforsker. At være lærer - folkeskole- eller seminarielærer - betyder, at ens udgangspunkt grundlæggende relaterer sig til det, forfatteren betegner som det børnelitterære felt, der er kendetegnet ved, at deltagerne her alle er professionsuddannede og derved er deltagere i en særlig tradition, hvor børn først og fremmest ses gennem en optik konstrueret som et pædagogisk projekt: Børn som nogle, der "skal blive noget, de endnu ikke er!" Her tænkes der: Forskning for børn! Kultur for børn! Her findes der nogle særlige paradokser omkring den grundlæggende forståelse af børn og det børnekulturelle felt. Det er disse paradokser, Beth Juncker ser og diskuterer meget grundigt, og som hun endelig i bogens sidste del gør op med, når begrebet om børnekulturelle fortolkningsfællesskaber konstrueres. Som repræsentant for feltet, men med en almen pædagogisk baggrund, forekommer Beth Junckers dekonstruktion og kritik relevant. Om hendes hensigt med formlen lykkes - altså det, at den gennem læserens arbejdsproces med bogen åbner sig op og byder sig til som grundlag for betydningsdannelse og handling - er ikke helt til at afgøre. Det forekommer mig, at nogle af de helt grundlæggende begreber, der ligger til grund for konstruktionen af det børnekulturelle fortolkningsfællesskab, for eksempel tankerne bag begrebet om sensitiv orden, godt kunne bære mere forklaring og fortælling.