Formand for Undervisningsudvalget Regitze Flannov ser gerne at den besparelse på CFU'er, der er langt op til, genovervejes. "CFU'er sikrer en folkeskole i geografisk balance" mener hun.

DLF om CFU-sparechok:
Skørt og uforståeligt

Regeringen lægger op til at spare 41 millioner kroner på landets CFU’er på næste års finanslov. ”Det virker underligt at man vil skære ned på en succes”, siger formand for Undervisningsudvalget Regitze Flannov.

Publiceret Senest opdateret

Sidste skoleår udlånte landets seks CFU'er (Center for Undervisningsmidler) over 2 millioner analoge undervisningsmaterialer til landets skoler. Faktisk steg udlånet af  analoge materialer med syv procent fortalte formand for CFU Danmark, Søren Grosen, i sidste uge. Han kaldte regeringens plan om at skære 41 milllioner kroner på CFU'erne på finansloven ’at fodre hunden med dens egen hale’.

Formand for Danmarks Lærerforenings Undervisningsudvalg Regitze Flannov er enig med CFU-formanden.

”Det er et virkeligt dårligt sted at spare”, siger hun til Folkeskolen.

”Undervisningsministeren vil forny folkeskolens fagrække og skabe bedre balance mellem både teori og praksis og mellem analoge og digitale læremidler. Det vil vi meget gerne være med til. Men her har CFU’erne altså nogle meget vigtige kompetencer, som har betydning for kvalitet i undervisningen på alle landets folkeskoler. I det lys virker det helt uforståeligt at spare på CFU”.

DLF: CFU skaber en folkeskole i balance

Flannov er ikke i tvivl om, at CFU er en rigtig god modvægt til de færdigpakkede forløb på de store forlags kommercielle digitale undervisningsplatforme, og at et svækket CFU for eleverne vil betyde mere tid på Chromebook'en frem for tid med bøger og andre analoge materialer.

”I seneste skoleår udlånte CFU analoge undervisningsmaterialer til 85 procent af alle landets skoler. Tallet er endda i vækst. Det virker underligt, at man vil skære ned på en succes”, siger hun.

Regitze Flannov frygter desuden, at en nedskæring på CFU’erne vil gå ud over folkeskolens geografiske balance, hvor kommuner og skoler i landets yderområder har lige så nem adgang til materialer af høj kvalitet som i storbyerne.

”For en regering, der går op i, at Danmark hænger sammen, er det skørt at spare på CFU’erne”, siger Regitze Flannov. ”Regeringen bør virkelig genoverveje sit forslag og tænke konsekvenserne igennem forud for de kommende politiske forhandlinger”.