Lærere i fx dansk kan opleve at være i et spændingsfelt, når de skal prioritere seksualundervisningen ved at fravælge noget andet, skriver Kristian Søborg Brodersen og Sidsel Lorenz Thøgersen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus, Via UC.

Seksualundervisning har i en lang årrække været varetaget af biologilæreren, der gennemgik kroppens "ufarlige" anatomi, og som først ved årtusindeskiftet begyndte at inddrage emner om normer og følelser. Samtiden er kendetegnet ved en stadig stigende seksualisering og pornoficering, skriver Kristian Brodersen og Sidsel Thøgersen. De mener derfor, at undervisningen må udvikles.

”De unge bombarderes på de sociale medier med billeder af glorificerede kroppe, som opstiller nye idealer for kropslig selvforståelse. Ligeledes er alskens pornografisk materiale kun ét klik væk, hvori professionelle aktørers ydeevne og tilfredsstillelse kan bidrage til en fejlagtig opfattelse af sex og seksualitet”.

Det stiller krav til lærerens didaktiske overvejelser. Men det stiller også spørgsmål ved, om det nødvendigvis er biologilæreren, der er det oplagte valg, når seksualundervisningen inddrager emner som eksempelvis onani, deling af nøgenbilleder og forventninger til sex, der kan være personlige og virke grænseoverskridende, skriver de. Derfor er de optaget af at undersøge, hvad der kendetegner god seksualundervisning i dag. 

”Hvad kendetegner en nutidig seksualundervisning, og hvordan kan biologilæreren og kolleger samarbejde om udvikling af seksualundervisning, så den er meningsfuld for eleverne og indtænker tryghed for eleverne og læreren”, spørger de i problemformuleringen.

Brug for andre kompetencer

”I dag er seksualundervisningen et ben i trioen køn, krop og seksualitet, der indgår i det obligatoriske emne SSF, der blev oprettet med Folkeskoleloven i 1993. Emnet er timeløst og ikke underlagt et egentligt fag, og skal indgå i undervisningen på alle årgange”. Den tidligere objektive og ufarlige tilgang til seksualundervisning, som et redskab til redegørelse for menneskets anatomi, ”er udskiftet med en normativ målsætning på et væsentligt højere taksonomisk niveau”, fordi emner som for eksempel kropsidealer, forventninger til sex og at kende egne grænser også indgår. 

En biologilærer, som de to lærerstuderende interviewede i deres undersøgelse, udtalte, ”at flere lærere med humanistiske fagpakker efterhånden kan se mening i at varetage seksualundervisning, idet emnerne ikke nødvendigvis kræver nogen biologifaglig baggrund”. Andre lærere, som de har interviewet, fremhæver, at emnerne i stedet kræver, at lærerne skal føle sig komfortable med de intime emner. Ellers oplever de, at eleverne bliver så distancerede fra undervisningen, at de ikke hører efter.

Kristian Brodersen og Sidsel Thøgersen skriver, at ”fordi seksualundervisningen nu breder sig ud over den anatomiske del, fordrer den, at læreren har andre kompetencer end blot fagfaglige. Derfor er det ikke længere givet, at det som førhen er biologilæreren, der varetager seksualundervisningen, hvis vedkommende mangler kompetencer indenfor seksualundervisningens nye del”.

Tværgående samarbejde

Biologilæreren skal derfor ikke varetage undervisningen alene, men man må i stedet være indstillet på et kollegialt samarbejde, når man skal tilrettelægge en tidssvarende seksualundervisning. Man må samarbejde tværfagligt, så lærere med forskellige fag forsøger at belyse en opgave fra fagenes forskellige vinkler. Her vil det være oplagt, at biologilæreren varetager emner om kroppens anatomi i det tværgående samarbejde, og andre fag kan så byde ind med andre vinkler.

”I et tværfagligt samarbejde kunne det fx problematiseres, at det i langt overvejende grad er kvinder, som bruger prævention. Her kunne eleverne få viden om prævention gennem biologien, lave statistik i matematik og diskutere ligestillingsproblemer i samfundsfag eller dansk. Derved bliver prævention belyst fra forskellige vinkler, og eleverne kan få øje for, hvordan fagene kan supplere hinanden, hvilket er en af tværfaglighedens store styrker”.

En dansklærer i undersøgelsen fortalte om, hvordan hun med sit fag bidrog tværfagligt til SSF: ”Hendes klasse læste litteratur om deling af nøgenbilleder, misbrug og samtykke. Altså emner, der ikke er biologisk funderede. Hun tilføjede, at eleverne igennem litteraturen kunne distancere sig fra emnernes barske natur, fordi litteraturen handlede om noget, nogle andre var involveret i. Derigennem kunne eleverne også spejle sig i emnerne”. Pointen er, at læreren fra andre fag end biologi har kompetencer og virkemidler, som kan ”lette adgangen til seksualundervisningen”, og at det naturligvis skal udnyttes.

Humor

Kristian Brodersen og Sidsel Thøgersen har i projektet blandt andet undersøgt, hvad der fremmer tryghed i seksualundervisning for eleverne, og interviewene viste, at humor er et vigtigt element. 

”Humor kan være med til at afvæbne den ubekvemhed lærere og elever kan opleve i seksualundervisningen. Elever, der føler sig usikre i seksualundervisningen, kan benytte sig af humor som en distancering til et emne, der i virkeligheden ligger eleven nær”. Som lærer kan man måske komme til at opfatte elever som flabede eller useriøse, men her er det vigtigt, at man som professionel kan se ud over elevens uheldige fremtoning og vise interessere for elevens bagvedliggende intentioner og egentlige oprigtighed, understreger de.

En elev fortalte: ”Hvis der er nogen, der spørger om noget for sjov, tror jeg gerne, de vil vide det. De prøver at skjule det, at de faktisk gerne vil vide det”.

Udtalelsen peger på, at der kan være sårbart og utrygt at skulle virke oprigtigt interesseret, og at det så er lettere at virke useriøs eller måske flabet. ”Læreren skal så vidt muligt i denne situation stille sig oprigtigt interesseret i elevens udtalelser, da det får eleverne til at føle sig mere trygge og rolige med at skulle stille et spørgsmål igen på et senere tidspunkt”.

Onani tre gange om ugen

Eleverne fremhævede også, at de satte pris på inddragelse af undervisere udefra, blandt andet fordi eksterne undervisere kan fortælle om private erfaringer, uden at det virker grænseoverskridende som det vil gøre, hvis det er deres egen lærer.

”Eleverne fortalte i interviewet med stor begejstring om, hvordan underviserne fra Sexekspressen havde været hudløst ærlige i besvarelse af elevernes spørgsmål. De to undervisere havde uden problemer eller antydningen af flovhed fortalt om deres individuelle seksuelle debut, og at de onanerede tre gange i løbet af en typisk uge”.

Eleverne pegede på, at denne åbenhed havde været med til at aftabuisere og normalisere nogle af de meget intime emner for dem og fik dem til at føle sig normale.

 ”De kunne spejle sig i Sexekspressens konkretisering af emnerne”. Den manglende relation til de eksterne undervisere er altså også en faktor, der kan skabe tryghed. De eksterne undervisere kunne være konkrete, ”hvilket kan være en stor udfordring for læreren, fordi vedkommende ikke kan inddrage det private element i seksualundervisningen på grund af relationen til eleverne”.

Kristian Søborg Brodersen og Sidsel Lorenz Thøgersens har udarbejdet en plakat med otte ”råd til den gode seksualundervisning”, som, de mener, kan hjælpe lærere i deres planlægning:

· Hold dig opdateret – seksualitet er ikke den samme, som da du var ung,

· Inddrag din ledelse - seksualundervisning er et skoleforetagende,

· Brug humor - husk, at bag smilene er eleverne oprigtige,

· Benyt tværfagligt samarbejde - bidrag med dine kompetencer,

· Vær varsom med kønsopdelt seksualundervisning - eleverne skal høre om andres      seksualitet,

· Hold dig fra det private - eleverne vil ikke høre om dit sexliv,

· Normalisér samtalen om sex, det gør eleverne trygge,

· Udnyt eksterne undervisere - de kan blandt andet italesætte onani.