Dysleksi bliver i daglig tale omtalt som ordblindhed. Ordet ordblind kan dog være misledende, skriver Mette Waldhauer og Janni Jørgensen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Esbjerg ved UC Syd.

Dysleksi er en funktionsnedsættelse og ikke en manglende funktion, og ”det er væsentligt at påpege, at dysleksi ikke er vanskeligheder ved at læse og skrive, men at det er vanskeligheder ved at lære at læse og skrive. Dysleksi er hermed en indlæringsvanskelighed”, skriver de. 

Janni Jørgensen og Mette Waldhauer har undret sig over resultater fra afgangsprøven i 9. klasse, der viser, at elever med dysleksi har et lavere karaktergennemsnit end de øvrige elever i alle fag – trods det, at de burde kunne deltage på lige fod, når de benytter deres læse- og skriveteknologier (LST) aktivt og selvstændigt. 

Læsning er ofte en skjult faktor i matematik, og deres hypotese forud for projektet var, at elever med dysleksi ikke udnytter deres læse- og skriveteknologier optimalt, ”da faget ikke ses som et sprog- eller teksttungt fag”. 

I projektet undersøger de lærerens og læremidlers rolle i forhold til, hvordan man kan støtte eleverne i matematik.

”Hvordan stilladserer undervisere og undervisningsmaterialet (Matematrix 8), dysleksielever i 8. klasses brug af læse- og skriveteknologier i matematikundervisning”, spørger de i problemformuleringen.

Multimodalitet komplicerer

Mette Waldhauer og Janni Jørgensen skriver, at det er særligt vigtigt at støtte brugen af LST i matematik, da læremidlerne som oftest indeholder multimodale tekster. 

I matematik kan det multimodale fremstå som grafer, tabeller, billeder, matematiske symboler og tekst, og de komplicerer læsningen yderligere for elever med dysleksi. 

”Forskning viser, at dyslektikere ikke anvender de forskellige modaliteter som teksterne indeholder, da de ikke kan skabe en kobling mellem de mange modaliteter og selve fagteksten. Dette ses gennem et eye-tracking forsøg, som viser at svage læsere har svært ved at navigere optimalt i de multimodale tekster”.

I undersøgelsen observerede Janni Jørgensen og Mette Waldhauer, hvordan tre dysleksielevers løste en opgave, hvor den ene elev rådede de to andre til at springe indledende tekst og illustrationer til opgaven over og gå direkte til selve opgaven. Det illustrerer netop, at det er svært for dyslektikere at se sammenhængene i de multimodale tekster, skriver de.

Analysen af materialet Matematrix 8 viste, at viden bliver præsenteret som både tekst, tegninger, figurer, symboler og regnestykker. 

”Teksten kan forekomme i og udenfor tekstbokse, i forskellige farver og tykkelser, og de forskellige modaliteter er placeret tilfældigt på siden. Der er her ikke en stringent sammenhæng i, hvor modaliteterne fremkommer på siden, og de virker på nogle af siderne kastet tilfældigt ind. Som en yderligere modalitet ligger der på nogle sider links til videoer, der viser og fortæller noget af indholdet”.

De mange modaliteter i Matematrix 8 er lavet for at understøtte eleverne gennem opgaverne og skal give nogle hints til selve opgaveforståelsen, men det er ikke en fordel for elever med dysleksi, ”da forskning viser, at de slet ikke anvender dem”, konkluderer Janni Jørgensen og Mette Waldhauer.

Ikke nok at ”minde om”

Sammen med det multimodale er der også en stor tekstmængde i matematik, og faglig læsning er kommet mere i fokus i matematik de seneste år. For at inddrage den faglige tekst i matematikundervisningen, bør læreren bruge tid på faglig læsning i matematik, for at sikre at eleverne kan deltage i undervisningen, skriver de.

”I udskolingen forsvinder arbejdsbogen med den rene matematik, og eleverne skal her arbejde ud fra grundbogen, som indeholder mere tekst end den vante arbejdsbog. Dette stiller krav til matematiklæreren i en sådan form at også matematiklæreren bliver en sproglærer”. 

Det skærper behovet for, at læreren kan støtte elever i at bruge deres LST-værktøjer, men Mette Skriver og Janni Krogh oplevede, at der var meget stor forskel på, hvor meget de tre elever, de observerede og interviewede, benyttede deres LST.

En af eleverne beskrev, hvordan hun ikke oplevede læsning som en vigtig del af matematik: ”Ikke så meget. Mest i dansk eller de fag, hvor der er lange tekster, vi skal læse eller skrive”.

I et interview med matematiklæreren gav han udtryk for, at han ”blot minder eleverne om at de skal bruge deres LST”, men at han ikke tvinger dem til at bruge det.

Men læreren skal i højere grad tage ansvar for, at eleverne bruger deres værktøjer og øge bevidstheden om læsning i matematik, understreger Mette Waldhauer og Janni Jørgensen og refererer til data fra Egmont Rapporten fra 2018, som viser, at ”kun 45 procent af dysleksielever mener, at deres lærere er gode til at hjælpe dem med deres LST”. 

Over halvdelen af eleverne oplever dermed ikke at få nok støtte.

Inddrag gode rollemodeller

For at give eleverne bedre muligheder for mestring af værktøjerne, foreslår Janni Krogh Jørgensen og Mette Skriver Waldhauer blandt andet, at læreren påtager sig at være rollemodel ved blandt andet at anvende modellering for eleverne i at anvende LST-værktøjerne. 

Herudover peger de på, at dysleksielever kan få gode erfaringer og bedre mestring, hvis man inddrager elever med dysleksi, der er gode til at anvende værktøjerne og på den måde kan videregive erfaringer og strategier. 

Desuden beskriver de, at det er væsentligt, at eleverne oplever at få de samme opgaver og krav som resten af klassen, eksempelvis den samme tekstmængde i relation til opgaverne. ”At give eleverne andre opgaver, der ikke kræver LST, er en bjørnetjeneste for eleverne”.