Niårig med autisme til politikere: I er nødt til at lytte til dem, det hele handler om

Arthur på ni år blev så sur, at han besluttede sig for at skrive til en stribe politikere i Folketinget, da han hørte, at hver anden elev med autisme har ufrivilligt skolefravær. Han opfordrer politikerne til at justere på skolen på flere områder.

Publiceret Senest opdateret

Det sker næppe hver dag, at en niårig sender et brev til folketingspolitikere, men det har Arthur fra Hammerum ved Herning gjort. Det skyldes, at han hørte sine forældre tale med venner om, at 49 procent af de 1.018 forældre i den seneste inklusionsundersøgelse fra Autismeforeningen svarer, at deres barn med autisme har ufrivilligt skolefravær.

”Arthur er meget motiveret for at gøre noget ved, at så mange børn ikke kan holde ud at gå i skole. Vi foreslog, at han kunne skrive til politikerne, og for tre uger siden var vi med til en demonstration mod nedskæringer i Herning Kommune, hvor Arthur stod med et banner, han selv har lavet. Så vi er i fuld gang med at undervise ham i demokrati”, fortæller hans mor, Line Christiansen.

Arthur har selv autisme og har haft svært ved at trives i skolen. Det har forældrene taget konsekvensen af, så nu hjemmeunderviser de ham sammen med storesøsteren på 11. Han kunne derfor være ligeglad med, hvordan skolen ser ud, men det er han ikke.

”Arthur har selv oplevet skolen som mindre positiv, og han brænder for at redde alle de børn, som nu sidder fast”, siger hans mor.

Arthur trivedes ikke i skolen

I brevet opfordrer Arthur politikerne til at justere på skolen på flere områder.

”Flere skoletimer vil gøre det endnu værre for autisterne. I er nødt til at lytte til dem, det hele handler om. Skolen giver ikke mening, som den fungerer nu”, skriver han blandt andet.

Indtil for et år siden gik Arthur på Valdemarskolen, som er en specialskole i Herning. Men han trivedes ikke, og det kunne være en kamp at få ham i skole.

Alligevel roser Line Christiansen lærerne.

”De er dygtige, men de er presset af, at skolen har været igennem mange besparelser. Lige før Arthur begyndte i skole, blev skolen for elever med autisme flyttet til lokaler, som ikke er egnet til dem. Samtidig er lærerne presset på deres forberedelsestid, og der er for mange elever i klasserne”, siger hun.

Forældrene prioriterer selvstyret undervisning

Arthur har brug for pauser og for, at de ting, han skal lave, giver mening for ham, understeger Line Christiansen.

”For Arthur handler det ikke om, at han skal tilpasse sig skolen. Det er skolen, som skal tilpasse sig ham”.

Det er baggrunden for Arthurs budskab til politikerne om, at ”det ville være rart, hvis eleverne havde mulighed for selv at vælge, hvad de vil lære og hvordan” og ”der er så mange måder at lære på og så få af dem, der er mulige i skolen”.

Niårige Arthur peger på flere ting, som politikerne efter hans mening bør ændre ved folkeskolen, så børn med autisme får bedre vilkår.

”Herhjemme kører vi selvstyret undervisning ud fra principperne i Sudbury school Hvis Arthur vil bruge en hel dag på at se videoer på YouTube, så bruger han en dag på det. Lige nu overvejer han at bygge et fuglehus, og vi har købt ind til det”, fortæller Line Christiansen.

Princippet i Sudbury school er blandt andet, at eleverne selv administrerer deres tid, og at læring ofte kommer som et biprodukt af deres erfaringer.

"Arthur er meget motiveret for at gøre noget ved, at så mange børn ikke kan holde ud at gå i skole", siger hans mor, Line Christiansen.

”Arthur husker de vildeste fakta. Han så en video med en bisætning om, at Paraguay på et tidspunkt havde mistet 90 procent af den mandlige befolkning. ’Hvorfor det, mor?’ Så måtte jeg google, og jeg fandt en vildt spændende artikel om, at Argentina, Brasilien og Uruguay angreb landet i 1800-tallet”.

Medbestemmelse har flyttet familien

Line Christiansen og hendes mand er begge i fleksjob og arbejder på skift, så de er til stede og giver Arthur og hans søster en hjælpende hånd i den selvstyrede undervisning.

”Arthur læser både på dansk og engelsk, men han er ikke nået til at skrive endnu, så han har dikteret brevet til politikerne til mig. Det med at skrive skal nok komme. Det kan vi se på hans søster, som har autisme, ADHD og Tourettes”.

Line Christiansen er enig med sin søn i, at det ikke giver mening, at elever skal lære de samme ting på samme tid.

”Hvis vi får en folkeskole, hvor eleverne er med til at styre, bliver de inddraget i demokratiske processer. Vi har været i familiebehandling og har lært at være tydelige voksne. Alligevel blev konflikterne med vores børn ved med at opstå, så vi var nødt til at søge videre. Jeg faldt så over et kursus i Sudbury school, og det har virkelig flyttet os som familie, at Arthur har fået selv- og medbestemmelse. Vores børn er glade for at få lov til at følge deres interesser, så nu har vi kun få konflikter”.