”Udadreagerende adfærd er et oplagt emne for os i forligskredsen at drøfte med folkeskolens parter i regi af Sammen om skolen”, lyder det fra ministeren. (Arkivfoto)
”Udadreagerende adfærd er et oplagt emne for os i forligskredsen at drøfte med folkeskolens parter i regi af Sammen om skolen”, lyder det fra ministeren. (Arkivfoto)

Minister vil finde løsninger til at bremse volden mod lærere i sit partnerskab

Forligskredsen skal drøfte vold mod lærere med organisationerne i ’Sammen om Skolen’, lyder det nu fra undervisningsministeren. Det sker efter, at en handlingsplan mod vold har samlet støv i ministeriet i to år.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har længe været kendt, at vold fra udadreagerende elever mod lærere er et alvorligt problem i folkeskolen.

Det fik tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) til at igangsætte et arbejde med at få lavet en handleplan mod vold og trusler mod lærere.

Men så kom folketingsvalget i juni 2019, og handlingsplanen, der var næsten færdig, blev aldrig offentliggjort, og som Folkeskolen tidligere har kunnet berette, har handleplanen siden samlet støv i Børne- og Undervisningsministeriet.

Nu meddeler minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et skriftligt svar til Ellen Trane Nørby (V), at hun vil tage det alvorlige problem op i partnerskabet 'Sammen om Skolen', som hun nedsatte i slutningen af maj.

"Udadreagerende adfærd er et oplagt emne for os i forligskredsen at drøfte med folkeskolens parter i regi af Sammen om skolen", lyder det fra ministeren.

I starten af året kunne Folkeskolen fortælle, at Danmarks Lærerforenings arbejdsskadestatistik for perioden 2012-2019 ikke er for sarte sjæle.

Statistikken viste, at fysisk vold fra elever er den dominerende faktor i læreres arbejdsulykker og tegner sig for over halvdelen af alle arbejdsulykkessager, der rammer lærere på grund af en elev. Samlet ligger fysisk vold fra elever til grund for cirka hver fjerde arbejdsskadesag.

De bekymrende tal fik dengang undervisningsministeren til at slå fast, at hun i år vil invitere "parter og interessenter" til et møde om eventuelle regelændringer og vejledninger.

Læs mere

Ministerens svar til Ellen Trane Nørby

Powered by Labrador CMS