Det viser sig, at Morten Kvist Refskov, medlem af DLF's hovestyrelse og overenskomstudvalget, i en mail d. 1/5 har skrevet:

”..Vi vidste, at vi ikke kunne komme igennem med en aftale, som binder ressourcer, fordi kommunernes økonomi er for presset og variationerne er betydelige…”, og ”.. Derudover kunne vi næppe få opbakning i Forhandlingsfællesskabet til en ressourcebindende aftale. Den er pr. definition mere værd end de andres. Strategien blev at gå efter noget, som modsvarer andres rettigheder (normperiode, planlægnings- og varslingsbestemmelser, etc.) - til omveksling lokalt til fx forberedelsestid. Det kunne de andre forholde sig til og bakke op om."

Vi har altså at gøre med nogle topforhandlere der har taget en beslutning: Medlemmernes ønske om afsat tid til forberedelse, kan vi ikke komme igennem med. Vi vurderer at det er bedre at indgå i en musketéred og samtidigt gå på et kompromis der er stik imod vores medlemmers ønske. Måske kan vi få noget på nogle andre områder (normperiode), og måske kan det veksles lokalt. Det var IKKE i orden.

Forhandling er ganske vist de muliges kunst, men som fagforening dur det ikke at man således lader hånt om medlemmernes ønsker.

I stedet burde man have sagt til medlemmerne: "Hør her kære venner. Hvis det er det I vil have vi tager med ind til bordet, skal I forbedrede jer på en konflikt. I er de eneste der ønsker mere kvalitet i skolerne, for børn og lærere. Men er det sådan I vil have det, så gør vi det".

Vi blev stillet i udsigt at 'nok er nok'. At nu stod en samlet fagbevægelse bla. bag kravet om en arbejdstidsaftale til lærerne. Vi ventede en oprejsning!! Bondo kom glad ud fra forligsinstitutionen ffs!!

Nok var ikke nok alligevel. Vi fik løfter. Intet konkret.

Vi kan leve med svig fra MOS og KL, men ikke fra vores egne fagforeningers top.

Det værste træk fra hovedbestyrelsernes side (DLF og FSL) er, at de så nu anbefaler et ja.

Det ’ja’ er pakket ind i forsikringer og gode intentioner.

Men det er stik imod vores ønsker for pokker. Det vil muligvis sikre en fagforenings overlevelse, men det var skolens overlevelse der optog os. Husk nu lige på, at vi skal stå der foran børnene hver eneste dag de næste tre år. Vi er slidte og vi kan ikke holde til det.

Kære fagforeningsledere. Der er en klar forventning fra jeres medlemmer om, at I toner rent flag. At I er hudløst ærlige og ikke stikker noget under gulvtæppet. I er vores folk, ansat af os og for os. I skal ikke arbejde efter hvad I mener er bedst, men efter hvad jeres medlemmer mener er bedst. Det vil være fint hvis I fortæller os om konsekvenserne af vores holdninger, men det dur bare ikke at I træffer så voldsomt afgørende beslutninger hen over hovedet på os, og ovenikøbet ikke er åbne og ærlige om det bagefter. Det er vores tre næste år hver eneste dag på skolerne I har forvaltet. Det er 24.000.000 skoledage for lærere der må møde op dårligt forberedt, det er 3,6 milliarder gange en elev skal sidde og kigge på en dårlig forberedt lærer. Og det er endda konservative tal. Hvis I har prøvet at undervise, ved I præcis hvad jeg taler om.

Til sidst: Jeg er så pokkers stolt af mine kolleger og vores ’faglige’ kamp. Hverken i ’13, ’15 eller nu i ’18, har vi været primært optagede af vores egne vilkår. Vi har ikke skullet arbejde én eneste time mere hverken før, under, eller efter lovindgrebet. Vi vil bare så gerne lave god undervisning og se børn trives og udvikle sig maksimalt i det. Selvfølgelig kunne vi med tiden lære at lave samlebåndsarbejde, at vende bogen i slutningen af skoleåret og starte forfra, og at ignorere at lille buttede Louise blev drillet i sidste frikvarter.

Men vi vil ikke. Og vi vil slås for det.