Pensioneret skoleleder arbejder som udsendt for Læger uden Grænser

Lene Rugård Jensen havde altid haft en drøm om at komme ud og rejse og arbejde for en NGO, og Læger uden Grænsers fokus på at være i verdens brændpunkter for at hjælpe mennesker tiltalte hende.

Samtidig fik hun det stadigt sværere med jobbet som skoleleder på Skårup Skole uden for Svendborg - især fordi hun med arbejdstidsaftalen efter lockouten i 2013 ikke havde mulighed for at give lærerne de arbejdsvilkår, der var bedst for både dem og eleverne.

"Jeg havde siddet i jobbet som skoleleder siden maj 2002, været igennem kommunesammenlægning, ny skolestruktur i Svendborg Kommune, lockouten af lærerne, den efterfølgende Lov409 og folkeskolereformen. Jeg brød mig bestemt ikke om reformen, da den strider mod al viden om pædagogik, men især lærerenes arbejdstid havde jeg svært ved at stå inde for".

"Fordi jeg mod bedre vidende måtte lade mine medarbejdere arbejde på en måde, som hverken var hensigtsmæssig for dem eller eleverne, og det var rigtig hårdt år efter år at se på, at lærerne ikke havde tilstrækkelig forberedelsestid til at udføre deres arbejde ordentligt", siger Lene Rugård Jensen, der oprindelig er uddannet lærer og siden cand.pæd. i pædagogik.

Første mission gik til Grækenland

Når man først er hyret af Læger uden Grænser, skal der findes en mission. For Lene Rugård Jensen blev første mission til Grækenland, hvor hun dels arbejdede i Athen og dels på Lesbos, hvor Læger uden Grænser havde en lægeklinik lige over for flygtningelejren Moria.

"Læger uden Grænser er upartiske, så vi var ikke i selve flygtningelejren, men organisationen drev en børneklinik, tilbød psykisk hjælp og reproduktiv sundhed", forklarer Lene Rugård Jensen. 

Første afgang til Grækenland var den 7. januar 2020, og hun sluttede dernede i december, men nåede at være hjemsendt ad to omgange på grund af corona - i marts-maj og igen august-september.

"I september var der brand i Moria-lejren, så det var meget kaotisk, og alt skulle omdirigeres, men jeg kom retur i oktober".

På Lesbos mødte hun blandt andet en ung mand fra Afghanistan, der arbejdede som kulturtolk for Læger uden Grænser. En stilling, hvor man hjælper med at oversætte både sprog og kultur fra de forskellige lande.

"Som syvårig blev han solgt af sine forældre til trafficking og havde været sexslave rundt i Mellemøsten, indtil han flygtede. Han havde aldrig gået i skole, havde selv lært sig engelsk. Han gjorde et stort indtryk på mig, og når man hører, hvad folk er flygtet fra, kan man slet ikke forstå, at Europa ikke bare kan lukke op og give de her unge mennesker håb og tryghed", siger Lene Rugård Jensen.

Indsigt i andre lande

Inden første mission håbede Lene Rugård Jensen, at der var andre på hendes egen alder - så hun ikke ville føle sig alt for alene.
"Men alder bliver udvisket, når du er ude for at hjælpe andre mennesker, og jeg har fået venner, der er 30 år yngre end mig selv".

I Ukraine arbejder Læger uden Grænser med henholdsvis resistent tuberkulose og HIV. Her arbejdede hun sammen med kollegaer fra blandt andet Amerika, Indien og Indonesien.

"Pludselig får man hele verden serveret på et sølvfad, og man får mulighed for at tale og diskutere med folk fra hele verden. Når du pludselig bor i et kvarter i Athen eller Kiev, gror landene også lidt ind under huden, og det har været spændende at få indsigt i, hvordan det lokale liv leves og lære de lokalt ansatte at kende".

Tanker om risiko

Da Læger uden Grænser opererer i verdens brændpunkter og i områder, hvor andre nødhjælpsorganisationer ikke er, kan det godt sætte nogle tanker i gang i forhold til, hvor farligt det er.  

"Selvfølgelig sætter det nogle tanker i gang, men min position er ikke så farlig. Samtidig har Læger uden Grænser stor fokus på sikkerhed, og man kan jo også køre galt herhjemme", konstaterer Lene Rugård Jensen.

Familien hjemme i Danmark; datteren, svigersønnen og de to børnebørn på 12 og 20 år vil egentlig helst have, at Lene Rugaard Jensen blev hjemme, men samtidig er de stolte af hende og kan godt forstå, at oplevelserne trækker.

Vil gerne til Afghanistan

Selv er Lene Rugård Jensen ikke i tvivl. Hun skal afsted igen - nok til foråret næste år.

"Jeg er 66 år nu, og jeg regner med at tage mindst fire år mere som udsendt. For selvom jeg er pensionist, er der jo masser af liv og kraft i mig, så jeg kan sagtens gøre en indsats for verdens udsatte".

Næste gang kunne hun godt tænke sig at komme til Afrika eller måske Afghanistan.

"Det er et enormt spændende land, og alle de afghanere, jeg har mødt, er fantastiske mennesker, søde og interessante, så jeg kunne godt tænke mig at lære landet bedre at kende".

En mindre løn

Når man er udsendt for Læger uden Grænser, gør man det ikke for pengenes skyld. Det første år får alle - uanset uddannelse - en startløn på 14.105 kroner om måneden.

Efter et år bliver man indplaceret på et løntrin, men i Læger uden Grænser er lønnen ikke høj sammenlignet med andre organisationers. 

Da Lene Rugård Jensen modtager tjenestemandspension, må hun uden reduktion af pensionen gerne have lønnet arbejde.