'Matchet mellem mig og Kildevældsskolen har været perfekt både fagligt og personligt', siger Khalid Sehested om sit vikarjob på Kildevældskolen på Østerbro

130 ledige lærere har fået vikarjob gennem a-kassen

For et år siden åbnede Lærernes A-kasse jobformidling, hvor a-kassen i løbet af 24 timer skaffer skoler kontakt med tre-fire ledige lærere med de rette linjefag til et ledigt vikarjob. 130 ledige lærere har på den måde fået relevant arbejde, oplyser a-kassen i en pressemeddelelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Tre timer efter, jeg ringende til Lærernes A-kasse, havde jeg den første kandidat i røret. Det var hurtigt og effektivt, og de to andre kandidater, der ringede, virkede også kompetente og interessante", siger Camilla Rask, administrativ leder på Måløv Skole i Ballerup Kommune. Hun har anbefalet sine kolleger på kommunens andre skoler at bruge a-kassen, når de har brug for en vikar.

Nu kan man også finde lærervikarer på folkeskolen.dk

Ideen med a-kassens jobformidling er, at skolerne nemt får fat i en læreruddannet medarbejder med de rette linjefag i bagagen, når en lærer sygemelder sig - og de ledige lærere får relevant erfaring på cv'et, som måske på sigt kan føre til fast arbejde. 

Khalid Sehested, 50 år, har fået formidlet et vikariat gennem Lærernes A-kasse og er efterfølgende blevet fast vikar på Kildevældskolen i København. Han mener, at det burde være a-kassen, og ikke Jobcentret, der styrer vikarformidling af lærere.

"A-kassens jobformidling er brandgod. Matchet mellem mig og Kildevældsskolen har været perfekt både fagligt og personligt. Der har været en god kemi fra starten, og jeg har passet godt ind på lærerværelset. Det burde være a-kassen, der styrer al vikarformidling af lærere, for det er dem, der kender vores fagområde. Jobcentret ved ingenting", siger han.