Det har vist altid ligget i kortene, at Lonni Østergaard skulle være lærer, mener hun selv. I teenageårene var hun dog noget i tvivl, så efter gymnasiet stod den på rejselederjob. "Når jeg kigger i mine veninders poesibøger fra barndommen, så står der om min fremtid i alles bøger: 'Jeg vil være lærer'. Så det har jeg altid vidst. Så kom tiden efter gymnasieperioden, hvor man skulle ud og realisere sig selv, da var det ikke så moderne at sige, at man ville være lærer. Så da fandt jeg på alle mulige andre brancher, jeg skulle undersøge, og jeg var ude at rejse i tre år, ude og realisere mig selv i Sydeuropa som rejseleder, men da valget så skulle træffes, startede jeg på læreruddannelsen i Silkeborg, det faldt mig helt naturligt," fortæller Lonni Østergaard.

Kan man uddanne en lærer? Men det var samtidig en stor omvæltning, fortsætter hun. For fra at havde levet livet som rejseleder under sydens sol, skulle der nu pludselig studeres. "Det var en kæmpe øjenåbner for mig fra dag ét. Den første tekst, vi fik smidt i hovedet, hed 'Kan man uddanne en lærer?'. Underviseren ville have os til at finde ud af, om det var et kald, noget, vi var født til at være, eller om vi kunne uddannes til lærerjob på fire år. Det fik vi mange gode diskussioner ud fra. Efter chokstarten blev jeg meget, meget glad for at gå på uddannelsen. Jeg læste dansk, dansk som andetsprog, idræt og samfundsfag. Det var dengang, man skulle have fire linjefag."

- Efter fire års studium kom du ud i skolevirkeligheden, hvordan var det skift? "Jeg var der nu i fem år, for jeg barslede undervejs, og så delte jeg det femte år mellem uddannelse og arbejde ved siden af, så jeg blev sluset langsomt ind i skolen. Det var faktisk en stor gave for mig, at jeg blev ansat på den skole, jeg arbejdede på, det sidste år jeg læste. Så jeg fik en gradvis ud- og indslusning, og det betød, at når jeg var tilbage på uddannelsen, kunne jeg spejle teorien i mit lærerarbejde og se, om tingene passede sammen. Det er ti år siden, at jeg gik ud, og de otte første år som uddannet lærer var jeg på en anden skole her i Herning, og til sommer har jeg været på Lundgårdskolen i to år."

- Hvordan blev du modtaget som ny lærer? "Herning Kommune har en mentorordning, hvor du får en erfaren lærer, der skal støtte dig. Jeg brugte ordningen allerede, da jeg læste og arbejdede samtidig, det fik jeg rigtig meget ud af, men selvfølgelig bliver du kastet ud på dybt vand, når du pludselig står alene med en klasse. Det var udfordrende og hårdt. Men det er også spændende, for der er så mange følelser i spil, det første år man står alene med ansvaret for en klasse."

I min optik hænger teori og praksis sammen Læreruddannelsen har ganske vist en række praktikperioder undervejs, men de fylder ikke meget, og det er ikke alvor på samme måde, som når man er lærer. På uddannelsen læser man om og diskuterer, hvordan det er at være lærer. Når man så har fået sit eksamensbevis, er der ting, der er meget mere komplicerede, end de er i en bog. Det er hele diskussionen om teori og praksis, mener Lonni Østergaard. Teori og praksis skal hænge sammen, siger hun. "Da jeg skulle fastansættes efter det år, hvor jeg havde arbejdet halvt og studeret ved siden af, spurgte forældrerepræsentanten under ansættelsessamtalen, hvordan de kunne være sikre på, at jeg kunne være en god praktiker, når jeg havde de karakterer i teorierne fra uddannelsen. Det provokerede mig voldsomt, for jeg havde ret gode karakterer, og det er sådan en stereotyp opfattelse af, at enten er du dygtig til teori, eller også er du dygtig til at være praktiker."

Chok i stedet for piece of cake "Men faktum er jo, at uanset karaktererne, så kan man jo dybest set heller ikke være sikker på noget. Jeg har da mødt unge, nyuddannede lærere, som mente, at det fra dag ét ville være piece of cake at gå ud og undervise, og så fik de mildest talt et chok, når virkelighedens mange samtidige udfordringer ramte dem. Det er jo aldrig let at gå direkte fra uddannelsesbænken og ud i virkeligheden, det er et voldsomt skift inden for alle fag. Men det, at du har ansvaret for en masse børn, at du har ansvaret for deres undervisning, for hvordan de har det med hinanden, og alt, alt, er nyt for dig, det gør nok, at skiftet er ekstra voldsomt fra læreruddannelsen til skolen. For mig var det bare så provokerende, at de sad med mit eksamensbevis og spurgte, om de kunne være sikre på, at jeg kunne finde ud af at undervise, når jeg havde sådan nogle flotte karakterer. Det sagde jeg jo så, at jeg kunne, og jeg blev der da også i otte år."

- Du er nu på Lundgårdskolen, hvor du selv har været elev. Hvordan kan man dog finde på at søge arbejde sådan et sted? "Det var da også noget specielt, lige da jeg trådte ind over dørtærsklen. Jeg har været elev her fra børnehaveklassen til og med 9. klasse, og selv om det jo er nogle år siden, har jeg kolleger i dag, som var mine lærere. Men vi indgik ret hurtigt i et ligeværdigt samspil, og jeg har været utrolig glad for at vende tilbage til min gamle folkeskole. Det var lidt ligesom at komme hjem igen. På den rigtige måde."

Jeg bor ikke i lokalområdet, og det er helt bevidst "Men det betyder jo også, at jeg møder gamle skolekammerater, som nu er forældre her. Det er både udfordrende på den positive og den negative måde. Det kan være svært, at vi kender hinanden i privat regi og så møder hinanden her, hvor jeg pludselig skal være den professionelle. Det er udfordrende. Jeg bor ikke i skoledistriktet, og det er helt bevidst."

- Hvorfor det? Der er nogle, der siger tværtom? "Det ved jeg godt, at man gjorde meget i gamle dage. Dengang havde man en forventning om, at læreren var en del af lokalsamfundet. Men jeg er meget bevidst om, at når jeg har fri, så skal jeg ikke holde et ekstra forældremøde i kassekøen i Rema 1000 eller på gadehjørnet, og der stå til ansvar for et eller andet, der har med folks børn at gøre. Det vil man komme til, hvis man bor i lokalområdet, for det har jeg prøvet. Når jeg har fri, kører jeg hjem."

En lærer er jo ikke en undervisningsmaskine - Du kan fjerne dig fysisk, men kan der ikke være dage, hvor du mentalt tager noget med hjem? "Jo, det gør jeg stort set hver dag. Jeg lukker ikke ned, når jeg sidder i bilen. Det kan jeg ikke. Det samme gør sig gældende, når jeg kører herud, så har jeg jo også min familie med i tankerne. Også det kan både være på godt og ondt. En lærer er jo ikke en undervisningsmaskine, men et menneske med følelser, som ikke bare kan tændes og slukkes ved ind- og udgangen. Det, jeg ikke kan pakke væk, når jeg kører fra skolen, er især oplevelser, jeg har haft med udsatte og sårbare børn. Det kan være, du har fået en viden om nogle familiære forhold, som du skal tage stilling til, beslutte, om du skal gøre noget, om du kan gøre noget - og hvad der er det rigtige. Og jeg tænker ikke så meget på regler og paragraffer, men mere på det etiske, det menneskelige. Det er svært at lægge væk, for man ved, at det handler om kød og blod, som bor fem-ti kilometer fra dig." Lonni Østergaard tager også den faglige forberedelse og planlægningen med hjem, fortæller hun. "Og det har jeg det godt med. Jeg er den type, der skal forberede mig alene. Jeg er ikke god til at arbejde i et stort, larmende fællesskab, så jeg forbereder mig rigtig meget i weekenderne. For mig er det en livsstil at være lærer, du lukker aldrig fuldstændigt ned. Jeg sidder altid med en lille snært af forberedelse i baghovedet. Hvordan kan jeg gribe dansk an? Hvordan kan jeg nærme mig det barn? Jeg har det godt med at arbejde på den måde."

Jeg betaler for at have tid til familien - Kan det ikke være en belastning, når du kommer hjem til mand og børn? "Jo, men det er livets udfordring for alle, tror jeg. At skulle balancere på den planke, der hedder, at du har et arbejdsliv og et familieliv. Jeg forsøger efter alle kunstens regler at få det til at gå op. Vi har tre små børn, så jeg er på nedsat tid. Det er et bevidst valg, som vi har indrettet økonomien efter. Man kan sige, at jeg betaler for at have tid til familien. Jeg har færre undervisningstimer, end mine fuldtidsansatte kolleger har, så selvfølgelig er der dage, hvor jeg kan gå tidligere, end de kan."

- Hvornår går du hjem, når du har en fuld dag på skolen? "Vi har faste mødedage på skolen tirsdag og onsdag. Jeg er i indskolingen, så de fleste møder starter klokken to, når alle kan samles, og vi er så færdige mellem fire og halv fem. Jeg har to dage, hvor jeg møder klokken ti, i kraft af at jeg har nedsat tid. Indskolingen er altid færdig med undervisningen klokken et, og før du så er ude af klasselokalet, er klokken halv to, så er der justeringer til næste dag til omkring klokken halv tre, og hvis der så ikke er møde, kan jeg køre hjem."

- Så kommer du hjem til tre små børn. Hvornår forbereder du dig? "Det gør jeg om aftenen. Når børnene er lagt i seng klokken otte, sætter jeg mig ved computeren. Den rytme har jeg det rigtig godt med, og min mand er vant til, at dér sidder jeg stort set hver aften - og i weekenderne. Så filmene i fjernsynet og tv-avisen lader jeg ham om. Jeg kan rigtig godt lide at forberede mig til næste dag om aftenen, og langtidsplanlægningen foregår i weekenden."

- Kan det ikke være en belastning for familielivet, at mor altid skal ind og…? "Ikke for mig. Den måde arbejder jeg bedst på. Der er dage, hvor jeg kan køre fra skolen klokken halv to, så har jeg nogle timer, hvor jeg kan hente børnene tidligere. Andre kolleger sidder og forbereder sig på skolen til klokken fire-halv fem, og så lukker de ned. Det er en fleksibilitet, der er så charmerende ved lærerlivet - indtil nu."

Det er svært at få offentlighedens forståelse - Hvad siger naboerne til, at læreren altid er så tidligt hjemme? "Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er på nedsat tid. Mine naboer arbejder alle i det private erhvervsliv, og de griner lidt ad mig. Jeg har taget mange snakke og diskussioner, men det er svært at få offentlighedens forståelse for, hvordan vi arbejder. Jeg bruger rigtig megen tid på at skulle forsvare vores arbejdsindsats, men den konflikt, vi var i i foråret 2013, hvor vi blev lockoutet, har gjort noget ved os som stand. Vi har fået et prædikat som dovne, ugidelige og ikke særlig dygtige. De tanker kan jeg heldigvis skubbe fra mig, når jeg mellem otte og ti om aftenen sidder og forbereder mig, for så er jeg langt inde i mit arbejde med børnene og stoffet. Men under lockouten brugte jeg rigtig megen tid og psykisk energi på det. Min mand er privatansat, og han ved, hvordan og hvor meget jeg arbejder, så jeg har heldigvis en allieret i ham, og når han ytrer sig i forhold til venner og naboer, hører folk mere efter, hvad han siger. Han er meget pro lærerne. Ja, han synes faktisk - selv om han siger det med lav stemme - at jeg arbejder mere, end han gør."

De glemmer, at de erindringer, de har om skolen, er barnets - Nu kan lærerprofessionen jo ikke satse på, at alle gifter sig med en privatansat. Hvordan skal lærerne fortælle…? "Det er også det store dilemma. Det er en af de største udfordringer, vi har, at offentligheden får tillid til os og respekt for det arbejde, vi udfører. Alle føler, at de har en kvalificeret tilgang til det at være lærer, og det skyldes, at alle har gået i skole. Men de glemmer, at de erindringer, de har om skolen, er barnets. Deres meninger om nutidens skole bygger i høj grad på erindrede oplevelser fra deres egen skoletid."

- Du mener, at naboen ikke udtaler sig om dig, men om de erfaringer, han har fra dengang, han selv gik i skole? "Ja, netop. Og det kan da godt være, at han har mødt den dovne lærer, eller den lærer, der hurtigst muligt forsvandt fra skolen om eftermiddagen. Men det er ikke sikkert. Det er et barns erindringer, han ubevidst omformer til voksenmeninger om nutidens skole. Det kunne være rart, at de kom og fulgte en lærers arbejde i dag, det kunne godt være, at de så ville ændre mening. Nu arbejder jeg jo her, hvor jeg selv har gået i skole, og indimellem har jeg da måttet sige om mine egne lærere, som nu er blevet kolleger, at det slet ikke var sådan, jeg oplevede dem, da jeg var elev."

Selv den mest umulige elev elsker sin lærer - Hvad er det positive ved at være lærer? "Det første, der falder mig ind, er den daglige glæde ved at være sammen med børn, det er helt unikt at få lov til at opleve glæde og begejstring. At være et barns lærer gør, at du oplever så megen tillid og så megen anerkendelse som person. Selv den mest umulige elev elsker sin lærer. Det er et af de små lyspunkter, vi har i en travl hverdag, hvor vi skal inkludere, og hvor vi skal navigere i mange arenaer. Det er en stor gave at få."

- Hvad er det negative og udfordrende ved at være lærer? "Det er hele inklusionstanken. Vi skal inkludere rigtig mange børn, som førhen ville have været i et specialtilbud, og vi har aldrig rigtig fået defineret, hvordan vores rolle er i forhold til det. Jeg skal vise omsorg for nogle svage børn, samtidig med at jeg har den store gruppe børn ved siden af. Det er svært, og det bliver endnu sværere i fremtiden, for vi får flere og flere af dem. På den skole, jeg var på tidligere, arbejdede jeg også i centerafdelingen, hvor jeg havde en gruppe børn, der var meget udsatte, både socialt og fagligt. Men det er altså ikke det samme som at stå med den store gruppe distriktsskoleelever, og så skulle inkludere børn, der har et så stort behov for tryghed og nærvær og ro og forudsigelighed. Vi skal uddannes til det, og vi skal have talt meget mere om det. Hvad er det, vi forventer af de børn? Hvad forventer vi af os selv? Hvor meget skal vi inddrage forældrene? Og hvad gør vi, når vi står i en helt håbløs situation med et barn, som vi simpelthen ikke kan nå? Der er børn, der har så tunge diagnoser, så de har det så svært i alle sammenhænge, at det overskygger al anden undervisning. Det er vi nødt til at tale om, for spørgsmålene står i kø. Spørgsmål, der gror lige ud af hverdagens uoverskuelige udfordringer."

Så overlever jeg ikke i det - Er lærerarbejdet et lønarbejde eller et kald? "Det er begge dele. Efter lockouten, som vi blev trukket igennem, kunne man godt fristes til at sige, at nu bliver det bare et lønarbejde. Men så overlever jeg ikke i det. Jeg er nødt til dagligt at kunne finde kaldet frem. Jeg er nødt til at kunne finde lysten til skole - lysten til undervisning og lysten til forandring. Jeg er nødt til at finde glæden frem hver dag, ellers går jeg til i det."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk, 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk