Pjece skal gøre det lettere for skolerne at samarbejde med virksomheder
Undervisningsministeriet, KL og Dansk Industri har udgivet råd og ideer til, hvordan skolerne kan samarbejde med virksomheder som led i folkeskolereformens 'åbne skole'.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En pjece til henholdsvis skoler og virksomheder skal gøre det lettere for begge parter at indgå samarbejder. Pjecerne skal give parterne inspiration til, hvordan de begge kan indgå et samarbejde, der sikrer, at både skole og virksomhed får noget ud af et samarbejde.
I pjecen til skolerne og kommune er det bl.a. muligt at læse korte eksempler på, hvordan lærere rundt om i landet har indgået samarbejder med virksomheder på baggrund af specifikke læringsmål. Fx kan det læses, at en matematiklærer fra Kibæk skole i Herning indgik et samarbejde med en virksomhed, der producerer presenninger. På den måde fik eleverne et indblik i, hvordan matematik bruges i den virkelige verden.
Inden besøget fik eleverne i grupper tildelt hver deres matematikopgave, de skulle løse under besøget. Imens forberedte medarbejderne i virksomheden sig på, hvordan de kunne overføre elevernes opgaver til forhold, der passer til deres arbejde med at producere presenninger.
I tillæg til pjecerne udgiver Undervisningsministeriet, KL, Dansk Industri samtidig en omfattende samling af eksempler fra landets skoler med eksempler på, hvordan skoler og virksomheder konkret har samarbejdet rundt omkring i Danmark.
Pjecerne og samlingen af eksempler er forløbere for et større inspirations- og vejledningsmateriale om virksomhedssamarbejde i udskolingen, der vil være målrettet alle involverede parter i et muligt samarbejde. Undervisningsministeriet, KL og Dansk Industri vil senere på året afholde en konference om samarbejdet mellem skoler og virksomheder.
KL: Åben skole er en stor kulturforandring i skolen