Martin Damm forventes tilbage på posten som KL-formand

Jacob Bundsgaard (S) står til at skulle give stafetten videre til Martin Damm (V), når KL til marts får ny formand. Det sker, fordi Radikale peger på Martin Damm som ny formand for KL, oplyser partiet i en pressemeddelelse. Her skriver nuværende KL-bestyrelsesmedlem Leon Sebbelin (R), at partiet har haft ”gode” drøftelser med både Socialdemokratiet og Venstre. Men valget er faldet på Martin Damm, som derfor står til igen at overtage formandsposten. Martin Damm var formand for KL fra 2014 til 2018, og i de seneste fire år har han været næstformand. "Jeg er da glad for, at det lykkes igen. Jeg har altid brændt for kommunerne og kommunernes vilkår, og det er det bedste sted at gøre det. Jeg har gode traditioner for at arbejde sammen med Radikale Venstre, både lokalt og i KL", siger han til Danske Kommuner. Martin Damm er til hverdag borgmester i Kalundborg Kommune.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

danskekommuner.dk: Radikale peger på Martin Damm som ny formand for KL

Powered by Labrador CMS