Når Jeanette Svalberg er sammen med sin familie, bliver der talt en del om pædagogik, om skolereform, om inklusion og om arbejdstidsaftale. Jeanette er lærer. Det samme er hendes mand, Nikolaj Lind, og hendes storesøster, Jannie Svalberg. Hendes søsters mand, Jon Jensen, er også uddannet lærer og tidligere skoleleder, og nu planlægger hendes nevø, Magnus Svalberg Jensen, at starte på læreruddannelsen, når han har fået sin studentereksamen. Desuden har Jeanettes ene datter arbejdet som lærervikar, før hun begyndte at læse psykologi.

Jeanettes mands søster, Katrine Lind, er også lærer, og det samme er hendes mand, Teit Teisen. Jeanettes svigermor, Kirsten Lind, er pensioneret lærer, og hendes nu afdøde svigerfar, Henrik Hansen, var også folkeskolelærer og senere underviser på Københavns Dag- og Aftenseminarium.

De mange lærere er samlet i Jeanette Svalbergs villa i Søborg nord for København. Folkeskolens fotograf er gået i gang med at ommøblere stuen, så den bliver klar til fotosessionen. Et par af familiemedlemmerne slæber sofaborde rundt efter fotografens anvisninger, men de fleste hænger ud i køkken-alrummet, drikker kaffe og venter på at blive kaldt ind foran objektivet. Snakken går om arbejdsvilkår for lærere før og nu, og det meste af familien kan tale med. Dog ikke Nikolajs og Jeanettes datter Amalie, som arbejder som pædagogmedhjælper.

I forældrenes fodspor

»Der er virkelig meget lærersnak i familien«, siger Amalie Kjær Svalberg. »Det var værst, dengang min søster var lærervikar på den skole, hvor mine forældre arbejder. Der blev jeg nogle gange nødt til at stoppe dem ved middagsbordet, når snakken gik, for jeg kunne ikke være med i samtalen. Det var de heldigvis nogenlunde gode til at efterkomme«.

Hun har ingen planer om at følge familietraditionen og blive lærer. Men det har hendes fætter.

»Jeg er det modsatte af en mønsterbryder«, griner Magnus Svalberg Jensen, når han skal fortælle om sine fremtidsplaner. Han vil nemlig starte på læreruddannelsen, så snart studentereksamen er i hus - og det afskrækker ham ikke, at de mange uddannede, aktive lærere i hans nærmeste familie taler en del om, at jobbet var bedre i gamle dage. Altså før folkeskolereformen.

»Jeg synes altid kun, jeg har hørt brok«, mener han.

»Det er rigtigt nok«, medgiver hans mor, Jannie Svalberg. Hun skynder sig dog at tilføje, at det nok skyldes, at hun og Magnus' far nok har brugt hinanden mest til at diskutere de svære ting, som jobbet kan medføre. Men det har altså ikke skræmt deres søn fra at gå i deres fodspor. Helt frivilligt, understreger hans far, for der har ikke været noget pres fra forældrenes side, og de er faktisk ret overraskede over, at Magnus nu ønsker at blive lærer.

Gift med hinanden - og arbejdet

Med sofabordet af vejen er fotografen blevet klar til at bænke otte nuværende, tidligere og kommende lærere i hjørnesofaen. Der skal rykkes lidt frem og tilbage, poseringer skal øves, og lyset skal justeres, hvilket ikke er helt let, for decembermørket bliver hele tiden tættere uden for vinduerne. Da gruppebilledet er i kassen, fortsætter snakken om lærerlivet og privatlivet, og om hvordan man balancerer job og hjemmeliv, når man har samme erhverv og endda arbejder på samme skole.

Jeanette Svalberg og hendes mand, Nikolaj Lind, er ikke bange for at blande arbejde og privatliv. De arbejder begge to på Tjørnegårdsskolen i Gentofte Kommune, og det har de gjort i et par årtier. De har endda været lærere i samme klasse og oplevede det ikke som et problem.

»Det fungerede fint, det var faktisk fedt«, fortæller Nikolaj Lind. »Jeg er overbevist om, at det er en fordel for eleverne at have to lærere, der er så tæt på hinanden, for vi kunne jo altid lige vende det, hvis der var en elev, der skulle tales om. Men vores skoleleder stoppede det, så det er nogle år siden, vi sidst har været lærere for samme klasse«.

»Ja, det ville jeg jo synes var alt for tæt«, bryder Nikolajs søster, Katrine Lind, ind. Hun arbejder på Lynge Skole i Allerød, og det gør hendes mand, Teit Teisen, også. Men de forsøger i højere grad at skille arbejde og privatliv.

»Nikolaj bor også tæt på den skole, han arbejder på, jeg vil ikke engang bo i den kommune, hvor min skole ligger. Der har vi virkelig en forskellig tilgang til lærerrollen. Jeg kan godt se de fordele, Nikolaj fortæller om, men alligevel …«, siger Katrine Lind.

»Jeg er langtfra altid enig med Nikolaj om det pædagogiske, men så prøver vi at holde uenighederne og diskussionerne på skolen«, fortæller Jeanette Svalberg. »Det kan godt blive lidt pinligt …«.

»Ja, for du hidser dig mere op, hvis det er mig, der er uenig med dig, end hvis det er en anden«, afbryder hendes mand grinende.

»Social arv er en farlig ting« 

Findes der lærergener?

Der er mange måder at være lærer på, og lærerjobbet kan føre én mange forskellige steder hen. I Jeanette Svalbergs udvidede familie blev én således seminarielærer, én blev skoleleder, og én kom til at arbejde på specialskole. Men lærerdynastiet i køkkenet er enige om, at lærerjobbet er en vigtig kultur- og samfundsbærende funktion.

»Vores job er et af de vigtigste i samfundet«, siger Katrine Lind med overbevisning i stemmen. »Sammen med pædagog!« halvråber hendes niece, pædagogmedhjælperen, fra den anden ende af bordet. Katrine Lind fortsætter: »Det er derfor, vi er så pressede - vi er bange for at træde forkert, fordi det kan have så store konsekvenser for eleverne«.

»Lærer, det er dybest set ikke noget, du bliver uddannet til, det er noget, du er«, istemmer hendes mand, Teit Teisen. »Selvfølgelig kan du lære nogle ting på uddannelsen, men man skal have det der særlige med sig fra starten, og så lærer man i øvrigt først det rigtigt vigtige, når man står ude i klassen med eleverne foran sig«.

Måske er der noget genetik i det - eller ligefrem skæbne? I hvert fald kan både Katrine og Nikolaj Lind fortælle, at de endte som lærere, på trods af at de oprindeligt valgte andre karriereveje. Nikolaj nåede at lande en bankuddannelse, og Katrine var jurist i en årrække, inden de fandt vej til folkeskolen. Ingen af dem mener dog, at det er en naturlov, at lærere skal danne par med andre lærere. Det handler mest om, at det nu engang er de mennesker, man møder på uddannelsen og jobbet.

Det var lettere i gamle dage

Noget andet, som familien er enige om, er, at det var lettere at være lærer før skolereformen. Og endnu lettere i endnu mere gamle dage. Og dog var alt alligevel ikke bare bedre i gamle dage, bliver flokken enige om. Der var lærere, som slap igennem arbejdslivet ved at tage alle tænkelige genveje, for eksempel ved stort set at droppe forberedelserne.

»Der var en lærer på min skole, som altid lod sin taske stå i garderoben«, fortæller Kirsten Lind. »Hun havde den simpelthen aldrig med hjem, for hvorfor skulle hun dog det? Hun så ingen grund til at ændre sin undervisning«.

»Jeg var i praktik på en skole, hvor sløjdlæreren havde et køkkenmonteringsfirma ved siden af«, griner Teit Teisen. »Når han var færdig på skolen først på eftermiddagen, kørte han rundt og satte køkkenskabe op. Det var meget almindeligt dengang«.

Men nu er det gået i den anden grøft, siger Katrine Lind:

»Jeg er også it-vejleder, og det betyder, at jeg har noget fleksibilitet i mit job. Der er opgaver, jeg kan flytte lidt rundt på, så det kommer til at hænge sammen tidsmæssigt. Men lærere, der har 28 lektioner om ugen - hvordan står de på benene?«

Og så er vi tilbage ved historien om, at lærerlivet var meget bedre i gamle dage.

»Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke er lærer i dag«, siger 77-årige Kirsten Lind. »I min tid var der rettetillæg, honorar for gårdvagter og aldersreduktion …«.

»Ja, det får jeg ikke noget af«, griner Nikolaj Lind.

»Årh, du har det da som blommen i et æg der, hvor du er«, smiler hans svigerinde til ham.

En tak fra dronningen

Teit Teisen mener derimod, at han ville have valgt anderledes, hvis han skulle vælge i dag. Gerne et håndværk, siger den dedikerede sløjdlærer: »Men jeg vil ikke tage lysten fra unge mennesker, der ønsker at gå lærervejen. For de rette er det stadigvæk et godt arbejde«, siger han.

»Det er ikke selve lærerarbejdet, der er problemet«, supplerer Jeanette Svalberg. »Det er møderne, kravene om konstant innovation og alle de bolde, der hele tiden er i luften«.

Fra spisebordets modsatte side kommer der et suk fra Katrine Lind: »Det er Aula og alle de ting, der bliver puttet ned i den latexpose, som vores arbejdstid efterhånden er«.

Fotografen er færdig, pakker udstyret sammen og siger farvel til lærerflokken, men de er så langtfra færdige med at tale om den frygtelige, fantastiske lærergerning og alt det, den fører med sig.

Kirsten Lind er tydeligvis stolt af sit lange lærerliv på en folkeskole i Herlev, som i hendes tid nåede at skifte navn så mange gange, at hun er i tvivl om, hvad hun skal kalde den. Men hun blev der længe nok til, at hun fik Dronningens Fortjenstmedalje. Og som trofast royalist tog hun imod muligheden for at komme til at takke Hendes Majestæt personligt.

»Det var en meget stor oplevelse«, fortæller hun. »Man kommer ind én ad gangen til dronningen, og så sidder hun der, alene, ingen livvagter eller noget. Så giver man hånd - man får handsker, man skal have på - og så taler man et par minutter med hende om sit arbejde. Fire timer sidder hun der og taler med folk, og hun holder ingen rygepause«.

»Jeg har faktisk overtalt et par af mine kollegaer til at gøre det samme, når de får medaljen«, fortæller Katrine Lind, der ikke selv når at være lærer længe nok til at opleve det samme som sin mor.

»Jeg får fortjenstmedaljen om …« Nikolaj Lind tæller efter: »ni et halvt år. Jeg regner med, at jeg til den tid skal ind at hilse på Frederik«.