»Hvordan ser et atom ud indeni?«

Betænkningstiden er minimal, inden hænderne i 6.a flyver op for at svare på fysiklærer Christian Gerhardts spørgsmål. To timer om ugen har han 6.-klasserne til praktisk fysik - et fag, de selv har indført på Sankt Petri Skole - ligesom eleverne starter et år tidligere med både fysik og kemi - som på Sankt Petri Skole er to separate fag - end de danske folkeskoleelever gør.

Christian Gerhardts fysikelever sidder beredvilligt og opmærksomt og følger med, mens han fortæller dem om atomers opbygning med elektroner, neutroner og protoner. De fleste elever har fundet deres periodiske system frem, som de har på både dansk og tysk.

Sankt Petri Skole er ikke en hvilken som helst københavnsk privatskole. Her eksisterer det danske sprog og dansk kultur på lige fod med det tyske ditto, og om det er det ene el­ler det andet sprog, der bliver talt på gangene, er hip som hap for de fleste elever. For dem foregår alle de naturvidenskabelige fag eksempelvis på tysk - dog ikke i Christian Gerhardts timer. For som hans elev Christopher så diplomatisk formulerer det, så er deres fysiklærer ikke »verdensmester til tysk« - men han prøver.

»Børnene er rigtigt søde til at hjælpe med at oversætte. Der kan nemt komme fire-fem nye elever fra Tyskland i løbet af et skoleår, og min undervisning er fortrinsvis på dansk, selvom jeg godt kan tage den på tysk også, hvis det er nødvendigt. De har deres teoretiske fysikfag på tysk, og det kan godt være en udfordring at huske, hvad det hele hedder«, fortæller Christian Gerhardt. Han troede, at navnene på grundstoffer ville være de samme, men hydrogen hedder eksempelvis »Wasserstof« på tysk, og det gør det sværere at formidle det helt korrekt på tysk.

Lærer bag tremmer

Ateist og dårlig til tysk

Noget af det, der får Sankt Petri Skole til at skille sig ud, er det høje faglige niveau, mener Christian Gerhardt. Da han startede på den dansk-tyske skole for seks år siden, havde han

27 års erfaring som lærer i folkeskolen. På Sankt Petri Skole kan han mærke en klar forskel på elevernes engagement, motivation og indsats - og det var netop det, han søgte, da han ville prøve kræfter med privatskolesystemet.

»Principielt er folkeskolen den rigtige tanke«, siger Christian Gerhardt. »Men i mine år har jeg oplevet mindre og mindre opbakning fra forældrene, umotiverede elever og en folkeskole, der er blevet ændret, hver gang en ny minister er trådt til. Jeg savnede ro og kontinuitet«.

Tanken om at prøve at arbejde på en privatskole eksisterede hos Christian Gerhardt et stykke tid. Han havde et »fedt job i Solrød«, fortæller han, men en skolesammenlægning blev enden på hans ansættelse, og da han ledte efter job i det private skolevæsen, var der kun to steder med stillinger, der matchede hans kvalifikationer. Og det var på Sankt Petri Skole, han blev kaldt til samtale.

»Min første tanke var: 'Er mit tysk godt nok til det her?' - og så er jeg ateist, og Sankt Petri Skole har mange kristne traditioner. Men ingen af delene var et problem«, fortæller Christian Gerhardt.

Før han blev ansat, var en hf-eksamen fra 1977 den sidste opdatering på det tyske sprog, men han tog et sprogkursus i sit første ansættelsesår. Fælles faglige møder, lærerkonferencer og den slags ting foregår nemlig på tysk - eller er som minimum fortyndet med dansk og engelsk.

»Jeg forstår godt det meste tysk, hvis ikke det går for hurtigt. Men når jeg selv skal tale det, bliver mine budskaber nogle gange lost in translation«, griner Christian Gerhardt.

Lærer på asylcenter: 
»Relationerne til børnene er både det bedste og det sværeste«

Høje krav, højt niveau

Når Christian Gerhardts elever i praktisk fysik sidder med hænderne oppe, er der ikke tale om et særsyn eller en klasse fuld at naturvidenskabelige vidunderbørn. Sådan er de i alle timer, og sådan fungerer tingene bare på Sankt Petri Skole. Ordnung muss sein, og den tyske disciplin er nok den kulturforskel, der adskiller Sankt Petri Skole fra de folkeskoler, Christian Gerhardt har arbejdet på.

»Eleverne ved, hvorfor de går i skole, og de er meget motiverede for at lære. Men deres baggrund spiller jo også ind, for langt størstedelen af forældrene er veluddannede og velstillede - og stiller høje krav til deres børn. Der er diplomatbørn og børn med andre ophav på skolen, og når de rejser uden for ferierne, spørger forældrene, hvad deres børn skal lave, mens de er væk. Det har jeg sjældent oplevet forældre til folkeskolebørn gøre«, fortæller han.

Kulturforskellene mellem det danske og det tyske system kommer også til udtryk på mange andre måder i Christian Gerhardts hverdag. Eleverne skal opfylde både den tyske og den danske læseplan, hvilket eksempelvis betyder, at det faglige niveau er højere, fordi det er afstemt efter tyske standarder.

»Jeg fortæller mine elever i 9. klasse, at de kommer til at kede sig det første år i gymnasiet. For det meste af det, de lærer, er det samme stof som i 1.g«, fortæller han.

Tyskerne er mere grundige, mener Christian Gerhardt. Alt bliver ført til protokols, og der er fokus på form. Eleverne må ikke bruge lommeregnere og regneark, og folkeskolens afgangsprøver skal skrives i hånden med fyldepen. På den måde adskiller den danske og den tyske undervisningsmodel sig fra hinanden, og Christian Gerhardt mener heller ikke, at elever i 3. klasse behøver at lære om milliarder, som de gør i tysk matematik. Derimod mener han, at danskernes måde at indføre ny teknologi i undervisningen på er den rigtige vej at gå.

»Selvom eleverne er fagligt foran, frygter jeg også, at de vil få problemer med at kunne følge med, når det kommer til it og elektronik i undervisningen, når de kommer i gymnasiet. De er jo ikke vant til at aflevere deres opgaver online«.

Taler pænere

Christian Gerhardt er den ene ud af to naturvidenskabelige og dansktalende lærere, og den faglige sparring med de tyske lærerkolleger er høj, for deres uddannelse svarer til en gymnasielærers. Det nye miljø har gjort ham »ung igen«, som han siger.

»Til sidst, da jeg var i folkeskolen, var jeg mere en rygmarvslærer, og jeg var nok lidt udbrændt og fagligt uinspireret, fordi niveauet er så lavt. Her (på Sankt Petri Skole, redaktionen) føler jeg mig udfordret, og eleverne stiller mig spørgsmål, som jeg må følge op på derhjemme«.

Christian Gerhardt kalder sig »ambassadør for den danske folkeskolemodel«, men spørger man ham, om han kunne tænke sig at vende tilbage til folkeskolen, er svaret entydigt.

»Ikke som det ser ud lige nu. Jeg blev lærer for at være min egen herre uden at være selvstændig. Jeg får mine gode ideer derhjemme, og jeg vil have svært ved at leve med de rammer, folkeskolereformen og arbejdstidsloven har sat op. Og hvis ikke jeg fik et Sankt Petri-tillæg, ville jeg tjene mindre end en folkeskolelærer«, siger Christian Gerhardt og mener, at der er andre goder ved at arbejde på Sankt Petri Skole, som ikke kan gøres op i penge.

»Min familie har lagt mærke til, at jeg taler pænere. Eleverne på Sankt Petri siger ikke 'sgu' og 'fuck' - så det er jeg også holdt op med«.