Karriererådgiver: Som lærer kan man mere, end man tror

I godt et år har Lærernes a-kasse tilbudt karriererådgivning, som du som medlem kan bruge, hvad enten du er på jagt efter nyt job, brancheskift eller nye mål i nuværende stilling.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Står du over for at skulle finde nyt job, sætte dig nye mål i dit nuværende eller helt at skifte branche, kan det være en god ide at få kortlagt dine kompetencer.

Det kan du få hjælp til i Lærernes a-kasses karriererådgivning, hvor konsulent Janne Sandberg oplever, at mange lærere får øjnene op for, at de har langt flere kompetencer, end de tror.

»Det, man som lærer tænker 'bare' er en del af jobbet, er slet ikke 'bare'. Et job som lærer kræver ud over fag- og undervisningsfaglig viden også kompetencer inden for formidling, kommunikation, planlægning, administration, selvledelse, konflikthåndtering og forandringsparathed«, siger hun.

Alle efterspurgte evner i et bredt spektrum af brancher, men som lærere ofte glemmer at gøre opmærksom på, at de har.

Glem ydmygheden

»Selv om man er vant til at være på som lærer, så oplever vi, at folk er alt for ydmyge og dårlige til at sælge sig selv. Derfor er det vigtigt, hvis man står i en situation, hvor man søger job, overvejer et brancheskift eller står over for et andet næste skridt i ens arbejdsliv, at man får italesat alle sine kompetencer«, siger Janne Sandberg.

Lærernes a-kasse har tilbudt karriererådgivning i godt et år, og Janne Sandberg har haft samtaler om stort set alt, fortæller hun:

»Vi har samtaler med nyuddannede, folk, der er gået ned med stress, folk, der vil skifte job eller sågar branche. Nogle vil så hurtigt som muligt i gang med vikararbejde - andre vil lægge tiårsplaner. Ligegyldig hvilken situation man står i arbejdsmæssigt, er det rart med en professionel sparringspartner, der er ufarvet af ens situation«.

I øjenhøjde

En af dem, der har gjort brug af karriererådgivningen i Lærernes a-kasse, er Anja Helmbæk Horst. Hun sagde før sommerferien sit job som skoleleder op.

»Jeg kunne ikke se mig selv tage et nyt job som skoleleder eller gå tilbage til at være lærer igen, så jeg havde brug for noget sparring i forhold til, hvor jeg kunne rette blikket hen«, fortæller hun.

Hun kom selv med et ønske om vejledning i at opdatere sin LinkedIn-profil, sit cv og at skrive ansøgninger. Karriererådgiveren foreslog desuden, at hun fik lavet en personlighedsprofil, som hun har haft stor glæde af.

»Jeg er igennem rådgivningen gradvist nået frem til, at jeg fortsat gerne vil bruge nogle år af mit arbejdsliv på børn og unges læring og udvikling, men at det skal være et andet sted end folkeskolen. For eksempel i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning«, siger Anja Helmbæk Horst, som beskriver rådgivningen som professionel og i øjenhøjde.

»Man går derfra med en oplevelse af, at der er nogen, der tror på en, og det er vigtigt i en situation, hvor man er sårbar og let kan blive usikker«, siger hun

Skolen står i en brydningstid, og det betyder, at der er travlt i rådgivningen, fortæller Janne Sandberg. Man skal derfor være forberedt på cirka en måneds ventetid.