Har du set det? Nu ser fagbladet Folkeskolen markant anderledes ud

Årets første udgave af fagbladet Folkeskolen er på vej ud i lærernes postkasser med et helt nyt visuelt udtryk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis du har tømt din postkasse i dag, kan du næsten ikke undgå at have lagt mærke til det. Fagbladet Folkeskolen har fået sig lidt af en makeover.

På forsiden møder vi lærer Petina Arskog, der lever med kraftige eftervirkninger af en hjernerystelse, hun fik for et år siden fra et hårdt karatehug i hovedet af en af hendes udskolingselever.

Vil man læse om hende og volden mod lærere på forsiden, skal man som noget nyt vende bladet 180 grader. 

Det er bladredaktør Mette Schmidt, der har stået i spidsen for den visuelle forvandling.

"Folkeskolens layout var udviklet for ti år siden. I løbet af det årti har der været en kæmpe visuel udvikling i mediebilledet, og det syntes vi ikke, at bladet afspejlede. Derfor ønskede vi at give bladet et redesign ved blandt andet at lade fotos og illustrationer få en mere fremtrædende plads", siger hun og slår fast, at det kun er det visuelle udtryk, der har skiftet karakter.

"Indholdet er stadig den samme gode journalistik, som lærerne kender".

Udtrykket er blevet forynget

Mette Schmidt fortæller, at ambitionen med bladets nye visuelle udtryk især er at appellere mere til de yngre lærere. 

"Vi har en stor gruppe loyale læsere blandt de lærere, der har kendt os i mange år. Håbet er at vise de nye lærere, at vi også er et spændende og relevant fagblad for dem, og derfor har vi forsøgt at forynge udtrykket. Det er derfor, at vi har valgt en mere farverig og markant stil, fordi vi ved, at de færdes meget på de sociale medier, hvor det grafiske udtryk er anderledes dominerende".

Hvorfor ligger meget af teksten ned på forsiden?

"Vi er ikke i løssalg, så det er ikke den store, sensationelle overskrift, der skal sælge bladets forside. Derfor har vi kunnet prioritere et grafisk moderne og overraskende udtryk, der samtidig har det lille interaktive element, at du lige skal dreje bladet. Og når læseren bladrer igennem bladet, vil han eller hun blive mødt af liggende skrifter flere steder. Det er et grafisk udtryk, vi bevidst har valgt - og som jo også gør, at du skal have bladet lidt længere i hånden, hvis du bliver nysgerrig".

"Det skal nok give noget kritik, at vi laver sådan et lille benspænd, men vi tror på, at det er et element, der passer godt til lærerne. De kan godt tåle, at deres fagblad har lidt kant og humor. De er selv i en hverdag, hvor tingene indimellem er lagt ned eller er lidt skæve. Alt er langt fra snorlige i lærerverdenen".

Coronaplaget udviklingsproces

Ligesom det meste andet i samfundet har redaktionens arbejde med at udvikle det nye design til bladet været præget af coronapandemien.

"Vi gik i gang præcis samtidig med, at Danmark blev lukket ned sidste forår. Det meste af tiden har jeg derfor ikke kunnet mødes fysisk med vores to grafikere Nicolai Boye Brodersen og Anne Sofie Bendtson fra Boy & Son. Så udviklingen af det nye design er forgået online på samme vis som nødundervisningen", fortæller Mette Schmidt og tilføjer, at corona faktisk også er årsagen til, at årets første blad ikke er trykt på det helt rigtige papir.

"Omslaget på bladet er nyt, men vi har også bestilt nyt papir til indeni fra Sverige. Men på grund af corona er det ikke nået frem til trykkeriet. Meldingen er, at det skulle nå frem til blad nummer to. Det håber vi på".

På grund af coronasituationen har Mette Schmidt end ikke oplevet det nye blad i fysisk form. Her sidder hun på sin for tiden faste - og lidt rodede - kontorplads hjemme i Nordsjælland.  

Fagene mere i fokus

Selv om der ikke bliver lavet de store journalistiske omvæltninger i bladet, er det planen, at artikler om skolens fag og lærernes egne erfaringer fra klasselokalet skal fylde mere.

"Vi introducerer for eksempel en ny noteside, 'Fra fagene', hvor vi plukker fra de mange gode faglige netværksartikler, der løbende kommer på folkeskolen.dk. Og så har vi opfundet et format, vi kalder for 'anbefalinger'. Vi ved, at lærerne kan lære rigtigt meget af hinanden, og at de gerne give deres erfaringer videre. Så på siden "Anbefalinger" fortæller en lærer, hvad der har inspireret hende eller ham som lærere eller som person med en faglighed".