Anker var en af de helt store. Som organisator, forhandler og kompromismager. Han ville se resultater, og det fik han.

Anker Christoffersen døde den 27. marts efter længere tids sygdom. Han blev 80 år. Som FTF-formand, næstformand i Danmarks Lærerforening, kredsstyrelsesmedlem og medlem af SYL's ledelse opnåede han fornemme resultater. Fordi man stolede på ham. Også selv om man ikke altid forstod alle detaljer i det, han sagde.

»Her bliver jeg nødt til at gå ind«, sagde Anker, når han ville have ordet i DLF's hovedstyrelse. »Her bliver jeg nødt til at gå ind«, gentog han og rejste sig. På tonen, på kropssproget, pauserne og ud fra Ankers nøgleord - »uanstændigt«, »umuligt«, »uacceptabelt« - i den staccatoagtige tale forstod man alvoren, at han var imod. Syntaksen virkede ofte sort, men helheden virkede. Og han smilede altid, når han satte sig ned.

Som formand for det, der dengang hed Rets- og Tjenstligt Udvalg, forhandlede Anker Christoffersen med skoledirektører og borgmestre og agerede forligsmand på skoler, hvor gemytterne var kommet i kog. Og han kom hjem med aftaler og forlig, fordi man fik tillid til ham. Troede på ham - både når han slog i bordet, og når han smilede. »Ærlighed, uofficielle og personlige kontakter betyder alt. Alt, simpelthen«, sagde han flere gange, da jeg interviewede ham i tre timer i 2014.

»Han er pragmatiker og tror på samarbejdet og kompromiset. Han vil hellere påvirke end grave grøfter«, sagde kolleger og forhandlingsmodparter om ham. Men Anker var samtidig en hård og kontant forhandler, og han talte længe, hvis noget var vigtigt.

Anker Christoffersen blev uddannet fra Gedved Seminarium i 1966 og begyndte som lærer i Kværndrup på Fyn. Han meldte sig straks ind i SYL, Sammenslutningen af Yngre Lærere, hvor han kom med i ledelsen. Tre måneder efter blev han valgt ind i styrelsen for Vejle Lærerkreds.

Da han og familien flyttede til Jelling, fortsatte det fagpolitiske arbejde i Vejle Lærerkreds. Og det tog for alvor fart i marts 1973, da økonomiminister Per Hækkerup (Socialdemokratiet) ville tvinge lærerne til at undervise i flere timer uden ekstrabetaling. Mange lærere nedlagde spontant arbejdet, og Anker blev »bannerfører for strejkerne i Jylland«, som han selv udtrykte det.

I 1976 kom han i DLF's hovedstyrelse med hele Jylland i ryggen, og fra 1980 var han i otte år en stærk næstformand. Bag kulisserne kunne Anker Christoffersen lægge arm med formand Martin Rømer, men på scenen stod de sammen. I 1988 blev han FTF's første fuldtidsformand - en post, han beholdt helt til 2003.

Anker Christoffersen var en god mand for folkeskolens lærere og ledere. For hele fagbevægelsen.

Æret være hans minde.