Anders Bondo opfordrede til samarbejde på tværs af organisationerne.

DLF: Vi er parat til samarbejde

Selv om Anders Bondo Christensen i sin mundtlige beretning dvælede længe ved forårets konflikt, indeholdt talen også invitationer til samarbejde – både til ministeriet, KL og de enkelte kommuner. Og i øvrigt også til andre underviserorganisationer. KL’s formand, Erik Nielsen, kvitterede ved at invitere Anders Bondo på kaffe og et fremtidigt samarbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ja, samarbejdet er på et nulpunkt nu. Så det kan kun gå fremad", svarede Anders Bondo, men tog i øvrigt mod invitationen.

KL-formand byder Bondo på en fredspibe

"Det er vigtigt, at vi påtager os vores ansvar for udviklingen af skolen, såvel i vores daglige arbejde som i de politiske diskussioner", sagde han i sin mundtlige beretning og lovede, at DLF vil fortsætte med at komme med input til, hvordan skolen skal udvikle sig. Lærerformanden henviste undervejs i sin beretning til, at lærerne skal tage et ansvar for skolen: "I vores professionsideal har vi formuleret det på denne måde: 'Læreren vi bidrage til udviklingen af elevernes menneskelige, sociale og politiske dannelse, så alle elever får forudsætninger for aktivt at præge såvel der eget liv som samfundet'." Derfor er det ikke en mulighed for lærerne eller DLF at læne sig tilbage og overlade ansvaret for skolen til andre: "Vi ved, at en positiv og holdbar udvikling af et uddannelsessystem forudsætter, at de professionelles viden og praksiserfaring, koblet med den viden vi har fra forskning, indgår som et væsentligt grundlag for de politiske beslutninger. Denne treklang er helt afgørende, viser internationale erfaringer. Og det er altså ikke den en-tonede "melodi", der opstår i et hermetisk lukket rum mellem økonomer i KL, økonomer i Finansministeriet og ganske få magtfulde politikere, der skaber udvikling og fremskridt," sagde han i sin beretning. "Vi skal videre, og lærere og ledere står også efter 1. august 2014 med ansvaret for, at eleverne får den bedst mulige undervisning. Uden lærernes indsats er der ingen skole. Det er næsten som om politikerne har glemt det.  Derfor vil Danmarks Lærerforening også fortsat være en af de væsentligste stemmer, når vi diskuterer, hvordan vi laver den bedste skole, og jeg vil garantere, at vi fastholder vores professionelle ansvar og argumenterer ud fra den viden, vi har om, hvordan vi kan udføre vores arbejde bedst muligt til gavn for eleverne", sagde Anders Bondo.

Lokalt samarbejde Anders Bondo fremhævede, at der allerede foregår meget samarbejde: "Kredse overalt i landet er i tæt samarbejde med forvaltningerne om at udvikle det kommunale skolevæsen. På ministerens møde i Sorø i august fik vi flere gode og spændende eksempler på, hvordan lærere og ledere i fællesskab tager ansvar for at udvikle skolen. Og med den løbende kontakt jeg har med mange lærere, ledere og tillidsvalgte, ved jeg, at disse eksempler ikke er undtagelsen men snarere reglen".

"Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen anden faglig organisation, der i kraft af medlemmer, tillidsvalgte og organisationsansatte på samme måde tager ansvar for fagets og arbejdets udvikling. Det er en del af vores identitet som lærere. Som der står i professionsidealet: "Læreren vil indgå ligeværdigt og loyalt i samarbejde med kolleger og påtage sig medansvar for fælles faglig og pædagogisk refleksion og udvikling". Og det er ganske enkelt en væsentligt del af Danmarks Lærerforenings grundlag", sagde han.

Samarbejde på tværs af organisationer Anders Bondo lagde op til et tættere samarbejde med andre underviserorganisationer.: "Foråret viste med al tydelighed, at sammenhold er helt afgørende, og at enegang svækker os alle sammen. LC sammenholdet blev for alvor trykprøvet, og for mig var det en fantastisk oplevelse at deltage i arrangementer overalt i landet, hvor Frie Skolers Lærerforening, Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening fungerede som en homogen enhed i øvrigt ofte med opbakning fra gymnasielærerne, når de havde mulighed for det", sagde han. "Vi skal kigge fremad, også på dette område. Sammenholdet under arbejdsgivernes langvarige lockout viser for mig, at der er et stort potentiale i, at vi rykker endnu tættere sammen. Ikke blot blev vi udsat for den samme udfordring med regeringens indblanding i overenskomstforhandlingerne, men også når vi rejser debatten om mål, faglighed og dannelse i folkeskolen er det en debat, der dækker alle grundskoler i Danmark. Vi er oppe mod stærke kræfter, derfor er det også vigtigt, at vi slår vores kræfter sammen", sagde DLF-formanden.