Kvinder, mænd og kvoter

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Når vi diskuterer ligestilling, er det ekstra svært, fordi det hele jo er partsindlæg«, sagde Niels Christian Sauer som et indlæg i en debat, der var præget af mange personlige anekdoter og en mand, som foreslog kvoter.

Der er to tredjedele kvinder og en tredjedel mænd i folkeskolen, mens kønsfordelingen for skoleledere er omtrent omvendt. I DLF's hovedstyrelse er der 18 mænd og syv kvinder. Det var udgangspunktet for en debat, hvor Lotte Lange på vegne af en ad hoc-gruppe omkring ligestilling ridsede problemerne op.

Den skæve kønsfordeling blandt lærerne i folkeskolen og i organisationen er sammen med det faktum, at det er svært at engagere drengene i undervisningen, udfordringer, vi må tage på os, argumenterede Lotte Lange.

Greta Jørgensen mindede om, at de to køns præferencer i skolen ikke er naturgivne.

»Vi ved fra Sydeuropa, at der er masser af piger, som er interesserede i for eksempel fysik - både i skolen og i deres videre uddannelse. Det er ikke en naturlov, at piger skal fravælge bestemte fag«, sagde hun.

Spørgsmålet om, hvordan foreningen selv ser ud kønsmæssigt, var det andet emne i debatten.

Jan Trojaborg talte varmt for, at der i hvert fald i opstillingen til poster skal være et krav om, at der opstiller en vis procentdel mænd og kvinder, som det sker i København.

»Vores erfaring er, at når kvinderne stiller op, bliver de også valgt. Vi får mange dygtige, ihærdige kvinder ind, og det fungerer godt«, sagde han.

Hovedstyrelsen aftalte, at ligestillingsgruppen skulle fremlægge konkrete forslag til, hvordan foreningen kan arbejde med en problemstilling, som bliver anerkendt som vigtig - også i folkeskolen.