Vedtaget: Folkeskolen må udgives af udgiverselskab

DLF's kongres vedtog med massivt flertal en vedtægtsændring, så fagbladet Folkeskolen fremover må udgives af et udgiverselskab i stedet for direkte af Lærerforeningen. Over 50 procent af udgiverselskabet skal dog stadig ejes af foreningen. Ejerskabsændringen åbner op for, at fagbladet kan søge mediestøtte.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen var imod, og kun få stemte 'hverken for eller imod', da vedtægtsændringen om at lade udgivelsen af fagbladet Folkeskolen overgå til et udgiverselskab i dag var på kongressens dagsorden. 

Fagbladet Folkeskolen i udgiverselskab

Hovedstyrelsens forslag blev præsenteret af Thomas Andreasen, formand for Organisation- og Arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening. Det lød, at der i foreningens vedtægter fremover står, at foreningen skal sikre, at der udgives et medlemsblad, fremfor, som der har stået hidtil, at foreningen selv skal udgive det. 

Thomas Andreasen forklarede, at den redaktionelle linje vil fortsætte på samme måde som i dag og at der i øvrigt ikke ændres i bladets indhold. Men at der fremover, ved at lade et udgiverselskab udgive fagbladet, kan søges om mediestøtte. Fagbladet lever nemlig formentlig op til mediestøttens øvrige kriterier - kun ejerskabet spænder ben for at søge.

Der var et enkelt spørgsmål fra Jeppe Dehli fra Gentofte Kommunelærerforening, som undrede sig over, at der i forslaget til vedtægtsændringen står, at DLF skal eje over 50 procent af udgiverselskabet, mens Thomas Andreasen talte om 65 procent. 

Thomas Andreasen svarede, at DLF ganske korrekt kommer til at eje 65 procent, mens trykkeriet Stibo Graphic vil eje 35 procent. 

"Vi kommer til at eje 65 procent - det er mere end 50 procent. Sagt på en anden måde: Vi har stadigvæk fat i den lange ende", sagde han til morskab for salen. Herefter blev forslaget vedtaget næsten enstemmigt fra de delegerede.

Læs mere

Vedtægtsændringen

Powered by Labrador CMS