Lektor: Hjemmetest kan give falsk tryghed

Lærere og elever kan få udleveret gratis testkits, som de kan bruge derhjemme. Men de kan give en falsk tryghed, lyder det fra lektor i medicinalbiologi.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når lærere og elever i morgen vender tilbage på skolerne, vil de som noget nyt måske have brugt en selvtest, de enten selv har købt i løbet af juleferien eller har hentet på skolen i dag eller i går.

Men selvom deres test har vist et negativt resultat, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de møder op uden smitte, lyder de fra Peter Busk, der er lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet.

For ifølge ham vil en tredjedel teste falsk negativ på selv de bedste hjemmetest, og på de dårligste hjemmetest risikerer to ud af tre et falskt negativt svar.

"Så er der stadig over en tredjedel af de smittede, som kommer i skole og smitter de andre. Vi har ikke set en særlig effekt af massetestningen, og det tror jeg heller ikke, vi kommer til fremover", siger Peter Busk til dr.dk.

Faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause udtaler til dr.dk, at det er korrekt, at man vil "overse nogle" med hjemmetestene, men at man "vil fange dem, der er allermest smitsomme og derved forebygge nogle af de større udbrud".

Tyra Grove Krause understreger desuden, at selvtestene er lige så gode som de antigentest, man kan få foretaget i testtelte landet over, men at det kræver, at man anvender dem korrekt.