
SF vil have alle børn tilbage i skole 1. marts
SF lægger nu sammen med de borgerlige partier pres på regeringen for at få genåbnet alle skoler 1. marts - under ordnede forhold og ved hjælp af coronatest.
"Når vi kan se, at smitten falder, så skal det danske samfund også langsomt genåbne. Vi skal jo ikke holde Danmark lukket for evigt. Jeg tror, at vi i marts vil kunne se en mulighed for mere genåbning", siger SF's formand Pia Olsen Dyhr til DR Nyheder.
SF vil nu have også de ældste skoleelever tilbage i den fysiske skole for at undgå mistrivsel. De foreslår at undervisningen tilrettelægges i hold, så nogle er på skolen om formiddagen og andre om eftermiddagen. Det er der brug for nu, hvis eleverne ikke skal gå ned med flaget, mener Pia Olsen Dyhr.
Ud over at opdele skoleeleverne i hold for at sikre åbningen sundhedsmæssigt, vil SF også opfordre alle elever til at blive testet for corona med en PCR-test én gang om ugen.
"Vi synes, at forældrene skal sørge for, at deres børn bliver testet med pcr-test og gøre det løbende. Det er en opfordring, men det er ikke et krav. Det må være op til forældrene at sørge for, at få børnene testet, og det skal ikke foregå på skolerne, siger Pia Olsen Dyhr til dr.dk