Covid-19 har vendt op og ned på alt, det normale er sat ud af spil og vi må vænne os til en anderledes hverdag. Dette gælder også for os lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole.

I begyndelsen af marts blev vores praktik aflyst af åbenlyse årsager, og i mellemtiden ventede vi tålmodigt på besked om, hvordan dette ville påvirke vores studie.

På en uddannelse, der i høj grad handler om relationer og mødet mellem mennesker, er praktik altafgørende for, at vi som studerende kan blive klædt på til den virkelighed, der venter os. En god praktik er med til at kvalificere os fagligt og pædagogisk.

22. april blev sløret løftet for hvad Københavns Professionshøjskole og uddannelsesministeren havde besluttet: praktikken skulle starte med nærmest øjeblikkelig virkning, men da udskolingselever som bekendt stadig ikke må møde op på skolen, kunne vi derfor ikke forvente at komme i praktik på de klassetrin, vi specialiserer os i, ligesom vi ikke kunne forvente at undervise i vores linjefag. På den måde kunne vi ifølge Københavns Professionshøjskole sætte et flueben i studieplanen og de kunne sende os til eksamen med samme kompetencemål. Men kan man overhovedet kalde dette en praktik? Vikararbejde er ikke praktik, hvorfor man heller ikke får merit for vikararbejde.

Normalt ville vi som lærerstuderende være tilknyttet en praktiklærer, som vi ville have mulighed for at sparre med før- under og efter praktikken. Vi ville have observeret i et par undervisningstimer for at kunne tilrettelægge det bedst mulige undervisningsforløb. Vi undervises på læreruddannelsen ikke i at lave ’one size fits all’ undervisningsforløb, men i hvordan man bedst muligt tilrettelægger en god, differentieret undervisning. Forberedelsen handler altså både om at sikre fagligt indhold med lærerige oplevelser for eleverne, og at vi som studerende er sikre på at lære at udvikle undervisningsforløb på baggrund af didaktiske og pædagogiske refleksioner – sammen med en uddannet lærer. Det har indtil nu været de studerendes ansvar at finde skoler, planlægge og sikre muligheden for fagligt udbytte. Men da der blev vendt op og ned på vores hverdag, blev vi trumfet af vores uddannelsesinstitution. Vi blev tildelt en vilkårlig skole, udenom alders- og fagspecialisering. På en uddannelse, der proklamerer medinddragelse af de studerende, burde man vel inddrage studerende i processen om at finde en løsning?

Det er uacceptabelt, at KP kommer med sådan en udmelding uden at sikre sig, at vi har mulighed for at undervise i vores fag og klassetrin, og uden at have talt med skolerne om, hvorvidt de overhovedet har ressourcerne til at tage imod praktikanter i en krisesituation. Ikke alene er det uprofessionelt, vi risikerer også at miste respekten for vores fag, når vi sendes ud på skolerne med halve nødløsninger. Vi frygter at vi ender som børnepassere eller håndvaskere, når vi sendes ud med så kort varsel i en såkaldt praktik.

I og med at de elever, vi specialiserer os i, slet ikke er til stede på skolerne, får vi ikke mulighed for at kvalificere os fagligt og pædagogisk i denne omgang. Derfor er der ikke tale om et praktikophold i gængs forstand, og vi kan i bedste fald få lov at fungere som gratis vikarer, hvilket vi naturligvis ikke kan acceptere.

Vi vil meget gerne i en velforberedt og fagligt forsvarlig praktik i sensommeren, og vi ser frem til endnu et forløb, hvor vi får mulighed for at prøve undervisning af i praksis og dygtiggøre os.  

Vi hjælper gerne til som lønnede vikarer, og vi er villige til at forlænge vores studie - vi mener vi har krav på at afslutte vores uddannelse kvalificeret. Fremtidens skole er vigtigere end et flueben i en studieplan, og vi vil gerne investere os i vores uddannelse. Hvorfor får vi ikke lov til det?