En ekstra milliard kroner til folkeskolen skal udløses, når lærerne og kommunerne har indgået en ny arbejdstidsaftale, siger Marianne Jelved.

Radikale: Ny arbejdstidsaftale skal udløse en milliard

En hurtig delaftale om finansloven skal sikre, at en ekstra milliard kroner til folkeskolen kan indgå i de aktuelle kommuneforhandlinger, foreslår de Radikale. Milliarden skal udløses, når KL og DLF er blevet enige om en ny arbejdstidsaftale.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De Radikale lægger nu op til hurtigst muligt at få indledt forhandlinger med den socialdemokratiske regering om at få afsat den ekstra milliard kroner til folkeskolen, som partiet gennem længere tid har været fortaler for.

Regeringens støtteparti foreslår, at en aftale om at afsætte de ekstra penge til folkeskolen allerede nu gøres til en delaftale i den finanslovsaftale, der traditionelt først indgås i november. Dermed kan aftalen om en milliard til folkeskolen indgå i de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi næste år, som netop er påbegyndt hos finansminister Nicolai Wammen (S).

Nu går kampen i gang for penge til de fattigste kommuner

"Vi forestiller os, at vi kan lave en delaftale om finansloven om den ene milliard kroner - netop fordi det haster på grund af regeringens forhandlinger med kommunerne. Det er mit klare indtryk, at ledelsen i vort parti tager initiativ til at drøfte det med regeringen", siger de Radikales undervisningsordfører, Marianne Jelved, til folkeskolen.dk

Betingelse for penge: Ny arbejdstidsaftale

Hun understreger, at det skal være en forudsætning for, at pengene udløses, at Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening er blevet enige om en ny overenskomstaftale om lærernes arbejdstid.

"Det er vigtigt, at pengene indgår i regeringens forhandlinger med kommunerne nu. Vi vil lade det være op til KL og DLF at beslutte, hvordan pengene bruges bedst muligt. Men det er en forudsætning, at KL og DLF har fået lavet en central aftale om lærernes arbejdstid, før milliarden kan udløses", understreger Marianne Jelved over for folkeskolen.dk

Det vil dermed også forhindre, at de ekstra penge blot havner i slunkne kommunekasser uden nødvendigvis at komme folkeskolen til gode. Marianne Jelved påpeger også, at den ekstra milliard skal være med til at give den trængte folkeskole et permanent løft. Beløbet svarer til, at der kan ansættes 1.800 ekstra lærere.

"Det er klart, det giver ingen mening med den milliard, hvis ikke det fastholdes, at det er til folkeskolen. Vi synes selv, at ansættelse af flere lærere er noget af det rigtige. Mange lærere er blevet afskediget de senere år, også flere end bevægelsen i elevtallet giver belæg for", siger Marianne Jelved.

Bondo: Det er kreativt tænkt

Lærerformand Anders Bondo Christensen tager godt imod de Radikales forslag om at lave en delaftale til finansloven, så den ekstra milliard allerede kan blive en del af de netop påbegyndte kommuneforhandlinger.

Bondo om Radikales krav: En god start på skoleåret 

"Jeg synes, det er kreativt tænkt, fordi det lægger et pres på parterne. Det er også et klart signal om, hvad den milliard skal bruges til. Pengene skal bruges til flere lærere. Og flere lærere kan være en helt afgørende forudsætning for, at vi kan lykkes med en arbejdstidsaftale. Noget af det, vi skal have gjort, er, at vi skal have sænket antallet af undervisningstimer for den enkelte lærer, for det er for højt, og det bliver vi nødt til at kunne snakke om", siger Anders Bondo.

Han håber, at de andre partier nu vil bakke op om det radikale initiativ.

"Så det ikke bare er et radikalt krav, men noget, hvor man helt bredt i Folketinget kan sige, nu skal vi hjælpe til med at løse de udfordringer, der er i folkeskolen. En milliard løser det ikke alene, men det er et tegn på, at nu vil man gå ind og tage et medansvar for, at man kan lykkes med det i skolen", siger lærerformanden.

Foreløbig tyder alt på, at de Radikale i hvert fald ikke kommer til at mangle opbakning til forslaget fra SF, Enhedslisten og Alternativet, der også allerede i valgkampen erklærede sig parate til at sende en pæn pose penge til de kommende forhandlinger.

Røde partier vil give lærerne penge med til næste års arbejdstidsforhandlinger

Heller ikke det socialdemokratiske regeringsparti er på forhånd afvisende over for de radikale tanker.

"Men det er klart, når man har overtaget en situation, hvor den tidligere regering har lavet en underfinansieret velfærd og underfinansieret folkeskolen i flere år, så tør jeg endnu ikke sige, hvor langt vi kan komme på den første finanslov. Men vi er enige med de Radikale i, at der er behov for at styrke folkeskolen", sagde partiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, forleden til DR.

 

Powered by Labrador CMS