Vestfyns Lærerkreds har lige nu en andenplads. Fjordkredsen er stadig topscorer, når det gælder stemmeprocenten ved urafstemningen om overenskomstforliget.

Urafstemning: 62 procent har stemt

Stemmeprocenten til urafstemningen om overenskomstforliget rykker tættere på rekorden fra 2015, hvor 77,3 procent stemte. I 2015 var Vestfyn Lærerkreds topscorer. Lige nu er de på en andenplads, og kredsformanden har en klar fornemmelse af, at flest stemmer ja.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formand for Vestfyns Lærerkreds John Rasmussen er en af dem, som i disse dage følger stemmeprocenterne tæt. Ved urafstemningen om overenskomstforliget i 2015 stemte hele 93,6 procent af kredsens stemmeberettigede medlemmer, og det gjorde Vestfyn til topscorer på landsplan. Lige nu har 75,6 procent stemt i kredsen. Det sikrer en andenplads, men der er fortsat et stykke vej til den nuværende topscorer Fjordkredsen, hvor 84,5 procent har stemt.

John Rasmussen mener, at en af grundene, til at så mange stemmer på Vestfyn, er, at tillidsrepræsentanterne har gjort et stort arbejde, og at han også selv har været rundt til skolemøder og fortælle om overenskomstresultatet, og om hvor vigtigt, det er, at man tager stilling.

"Der er også brød til lærerværelset på de skoler, der kommer op på 90 procent. Vi har en stor skole, som er nået op på 100 procent allerede for et par dage siden", siger John Rasmussen.

Rekordhøj stemmeprocent

 

Kortet viser stemmeprocenten torsdag den 31. maj kl 9.22

Hurtig nuancering af forliget

På Vestfyn har lærernes reaktioner på overenskomstresultatet været afdæmpede, fortæller kredsformanden.

"Vi fik ingen shitstorm - slet ikke. Men vi var også rigtigt heldige, for vi havde tilrettelagt et møde for tillidsrepræsentanterne den 30. april. Dermed havde vi tillidsrepræsentanterne inde, så hurtigt som det kunne lade sig gøre", siger han.

I 2015 valgte kredsen at bruge noget tid på at indkalde til møder, så så mange så muligt kunne deltage. Men i år har de valgt en anden strategi.

"Vi var godt klar over, at vi skulle lynhurtigt ud. Folk så Anders Bondo komme rigtigt glad ud fra Forligsen og spurgte: Hvorfor smiler han så meget? Så måtte vi forklare, at det jo ikke bare er vores Anders. Det er Anders, der er forhandlingsleder for alle organisationer. Derfor var det vigtigt, at vi var ude allerede inden teksten på forliget var tørt", siger John Rasmussen.

De mange reaktioner i medierne og på de sociale medier var også en årsag til, at kredsen i denne omgang valgte at rykke hurtigt.

Med kortere varsel til skolemøder, var det ikke alle, der kunne møde op. Men interessen var stor, fortæller John Rasmussen.

"Folk fik luft for frustrationerne og fik nuanceret forliget. Vi gjorde også et nummer ud af, at dem der kom, er ambassadører over for de kolleger, der ikke har været til mødet. De skulle kvalificere debatten på lærerværelset. Og jeg tror, der har været en livlig debat".

Over 23.000 lærere har allerede stemt

Kredsformandens fornemmelse for et ja

John Rasmussen tror, at de fleste af de medlemmer, der stemmer, trykker på ja-knappen.

"Der var en, som sagde til mig: 'Kan du ikke sige til Anders (Bondo red.), at jeg vil gerne have tre muligheder for at stemme. Jeg vil have ja - nej - og et ja med hjernen'. Det tror jeg meget godt kendetegner billedet her. Man er skuffet over det, som er kommet, men man kan godt se fornuften i, at det her skal stemmes hjem. Så jeg har en klar fornemmelse af, at det her bliver et ja", siger John Rasmussen.  

Afstemningen slutter søndag 3. juni kl. 16.