”Det er dybt overraskende og helt vanvittigt", siger formand for de frie skoler Uffe Rostrup om Finansministeriets konfliktvarsel.

Friskolelærerne har modtaget lockoutvarsel

Finansministeriet har her til morgen varslet lockout på alle statslige underviserområder, hvor LC har medlemmer. Formand for friskolelærerne Uffe Rostrup er meget overrasket, da der er planlagt forhandlinger indtil 10.marts. KL har indkaldt til pressemøde kl. 13, hvor det vil stå klart, om også folkeskolelærerne modtager lockoutvarsel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er dybt overraskende og helt vanvittigt. Vi har aftalt et møde på forhandlingsmøde på mandag - godt nok om løn. Jeg har intet hørt om, at forhandlingerne er afbrudt. Men varslet bekræfter i hvert fald, at konflikt er det eneste arbejdsgiverne ønsker", siger formand for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup. Han mener, at grunden til varslingen er, at forhandlingerne i KL og Finansministeriet er kædet tæt sammen. "Vores forhandlinger er ikke brudt sammen. Men hvis det bryder sammen et sted, så skal det hele bryde sammen".

DLF-medlemmer er også ramt Danmarks Lærerforening har også medlemmer på statens område blandt andet lærere ansat på private gymnasiers grundskoler. Næstformand i DLF Dorte Lange mener, at en konflikt vil gå ud over skolerne. "Det er absurd at tro, man kan konflikte sig til en god undervisning. Det kan man ikke i de skoler, der er på det statslige område og heller ikke i folkeskolerne", siger Dorte Lange. "God undervisning handler om lærerens gejst og engagement. Lærerne kan ikke præstere det, når de skal have meget mindre forberedelse". KL holder bestyrelsesmøde i dag fra kl. 11.00.

DLF: Noget tyder på masterplan

Kl. 13.00 holder KL pressemøde, hvor det afgøres om også KL varsler konflikt mod folkeskolelærerne. "Det tyder på at være sammenkædet i en masterplan, når de varsler lockout nu på det statslige område", siger Dorte Lange.

Finansministeriet har varslet lockout på alle underviserområder, hvor LC og/eller CO 10 har medlemmer. Centralorganisationernes Fælles Udvalg som forhandler for underviserorganisationerne er indkaldt til orienterende møde hos Forligsmanden i morgen.