Knytnæveslag i hovedet og spark i nakken ødelagde den 1. september 1995 Aage Gubis fremtid som lærer. En 14-årig elev fra 8. klasse gik amok i tysktimen og slog og sparkede Aage Gubi. Resultatet var alvorlige kvæstelser i lillehjernen og en tilværelse som pensionist. Aage Gubi var 49 år dengang.

De næste fire et halvt år går med en omfattende arbejdsskadesag. Arbejdsskadestyrelsen vil kun anerkende et erhvervsevnetab på 35 procent, mens lægen siger, at han er uarbejdsdygtig med 65 procents erhvervsevnetab. De 35 procents erhvervsevnetab giver mindste førtidspension, mens de 65 procent vil give mellemste førtidspension.

Sagen ankes til Den Sociale Ankestyrelse. Men ankestyrelsen mener, at en blodprop i hjernen, som Aage Gubi havde fået året før, kan have haft betydning for de skader, han får ved overfaldet. Ankestyrelsen skriver, at de bedømmer hans erhvervsevnetab til samlet at være på 65 procent, men at de på grund af den tidligere blodprop fratrækker halvdelen af erhvervsevnetabet. 'Vi har her lagt vægt på, at selvom symptomerne efter blodproppen i lillehjernen ifølge beskrivelsen i de lægelige akter i det store hele er svundet, må hjernen anses for at være mere sårbar end en normal hjerne'.

På den baggrund mener Ankestyrelsen, at Aage Gubi kun er berettiget til mindste førtidspension.

Danmarks Lærerforening anlægger sag imod Den Sociale Ankestyrelse. Retssagen bliver berammet til januar år 2000, men den 22. december 1999 modtager Aage Gubi et brev. Ankestyrelsen har behandlet sagen igen, og nu mener de pludselig, at der er tale om 65 procents erhvervsevnetab - uden fratrækning for blodproppen. Aage Gubi kan dermed få mellemste førtidspension. Ankestyrelsen mener nu ikke længere, at blodproppen året før overfaldet har haft betydning for hans helbred. Med andre ord - retssagen er afblæst.

Den sårbare hjerne

'Det har været en træls sag', siger Aage Gubi.

'Det er dejligt, at det er slut nu. Jeg troede ikke brevet, da det kom. Først da jeg havde talt med en jurist-ven, slappede jeg af, og da jeg havde talt med Lærerforeningens sagsbehandler, var jeg helt sikker. De har virkelig vendt 180 grader i ankestyrelsen. De havde åbenbart ikke lyst til retssagen alligevel'.

I det seneste brev til Aage Gubi beskrives den nye afgørelse. Brevet slutter med meddelelsen om, at ankestyrelsen således ændrer Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fra 1996, og samtidig ophæver styrelsen sin egen afgørelse fra 1997.

Lærerforeningens advokat, Søren Kjær Jensen, mener, at ankestyrelsen har ændret mening, fordi de kunne se, at de havde en dårlig sag.

'De risikerede at blive til grin med deres beslutning om hans 'sårbare hjerne'. Da retssagen var berammet, har de set sagen efter og så besluttet at afgøre den', siger advokaten.

Ingen ny undersøgelse

Søren Kjær Jensen har undervejs i forløbet fortalt Den Sociale Ankestyrelse, at Aage Gubi ikke skulle undersøges af en ny specialist, som ankestyrelsen ellers forlangte.

'De har haft sagen meget længe, og Aage Gubi blev undersøgt af specialister for flere år siden. Med flere undersøgelser kan man ikke sige noget nyt om hans tilstand dengang, man kan kun sige noget om sandsynligheden for, at blodproppen har haft en betydning. Det kunne man også dengang, og der er ikke mere, man kan undersøge sig ud af i denne sag', siger Søren Kjær Jensen.

Ankechef Karen de Brass fra Den Sociale Ankestyrelse fortæller, at styrelsen undersøger sagen igen, når den modtager en stævning. I dette tilfælde ønskede ankestyrelsen en genoptagelse af sagen for at få en neuropsykologisk vurdering af Aage Gubi.

'Men det spørgsmål var der ikke enighed om, og når retten skulle tage stilling ud fra det grundlag, der allerede lå i sagen, så var der nogle bevismæssige vanskeligheder. Blandt andet var det oplyst, at der ikke havde været taget særlige hensyn til lærerens arbejdstilrettelæggelse efter blodproppen og inden voldsepisoden', siger Karen de Brass.

Derfor indså ankestyrelsen, at de næppe ville vinde sagen, og traf så den nye afgørelse om, at Aage Gubis tidligere blodprop ikke havde betydning for sagen.

Overfaldet

Eleven havde gået på skolen i tre uger, da han overfaldt Aage Gubi. Inden drengen begyndte på skolen, havde klassens lærere set hans papirer. De var enige om, at de ikke kunne gøre noget for en elev som ham på Skærbæk Kommuneskole. Men drengen var netop flyttet til kommunen med sin mor og skulle jo i skole, mente man i kommunen.

'I bagklogskabens ufatteligt klare lys kan man godt se, at det ville gå galt, og bagefter fik vi at vide, at vi godt kunne have sagt nej til en så belastet elev', fortæller Aage Gubi.

Det gik galt midt i en tysk diktat. Drengen begynder at skrabe på gulvet med fødderne, mens han holder øje med lærerens reaktion. Der er ingen. Drengen begynder at klapre med spændet på sin taske. Læreren gør stadig intet. Drengen vipper kraftigt på stolen, og læreren siger, at han skal lade være med at vippe. 'Hvorfor?' spørger drengen.

Aage Gubi går ned til ham, siger, at han ikke må vippe, fordi det er farligt, han kan falde bagover. Samtidig tager Aage Gubi rundt om eleven for at vise ham, hvordan han skal sidde på stolen med alle fire stoleben i gulvet.

'Han bed mig i underarmen. Jeg kan huske, at jeg forbløffet tænkte, at han da ikke kunne bide mig, og så begyndte han at slå mig i hovedet med knytnæve. Jeg holdt hænderne beskyttende op om hovedet og ville slå ham, men da mit slag var på vej, tænkte jeg, at jeg som voksen ikke kunne slå på en elev. Jeg slog, men slaget var afbødet. 'Slår du?' spurgte han, og jeg svarede 'nej, jeg slår igen'. Han slog løs på mig, og jeg må indrømme, at jeg spændte ben for ham, fordi jeg troede, jeg kunne holde ham, hvis han lå ned. Men jeg kom også ned at ligge, og han sparkede mig ti til tolv gange i nakken', fortæller Aage Gubi.

Resten af klassen sad lammede, indtil Aage Gubi bad en om at hente hjælp. Viceinspektøren kom, og de voksne holdt drengen fast, indtil politiet kom. Drengen blev ført væk i håndjern.

Aage Gubi tog hjem. Han havde en stor bule i panden over venstre øje, næse og læbe havde blødt, og lægen mente, at han havde fået en hjernerystelse. Han blev hjemme en uge, men tog så på endagstur med en klasse til Hansapark i Tyskland. Det gik meget godt. Men da han begyndte på skolen igen, kunne han ikke huske elevernes navne, han kunne ikke fuldføre sine sætninger, og han kunne se på eleverne, at de var klar over, der var noget galt.

'Jeg arbejdede i nogle uger, men en dag efter arbejde satte jeg mig hjemme i en stol og skreg af grin, mens tårerne løb ned ad kinderne'.

Lige efter overfaldet havde Aage Gubi sagt nej tak til en krisepsykolog, men nu havde han brug for hjælp. Psykologen kom straks. En måned efter fortalte psykologen ham, at han ikke kom til at arbejde igen.

'Sådan havde jeg jo ikke forestillet mig at forlade arbejdsmarkedet'.

'Jeg var over for psykologen inde på skyldsspørgsmålet - at jeg som den voksne slog på en elev, men den skyld fik psykologen pillet af mig'.

'Men jeg kan ikke huske længere, og jeg har svært ved at koncentrere mig, så jeg kan ikke være lærer. Jeg havde ellers et ønskeskema med tysk, engelsk og fransk. Det var himmelsk'.

Heldigvis har han mange fritidsinteresser. Han samler på frimærker, kigger på fugle, fotograferer og deltager i vandringer om formiddagen. Dog savner han omgangen med sine tidligere kolleger.

'Jeg ser dem kun, hvis jeg kommer hen på skolen. Ellers er det, ligesom når der er sket et dødsfald. Folk tror, det smitter. Mit sociale netværk blev kappet i ét hug den dag', siger Aage Gubi.hela