Flere af arbejdsmarkedets parter vil justere den ellers så hæderkronede danske aftalemodel, der i over 100 år har lagt fundamentet for det danske arbejdsmarked. Modellen er udviklet i den private sektor og i 1970'erne kopieret til ansatte i kommuner, regioner og staten. Men modsat vores naboer i Norge og Sverige har parterne i Danmark ikke justeret og tilpasset modellen til den offentlige sektor. Det til trods for at der er grundlæggende forskelle på det offentlige og private arbejdsmarked.

»Hold nallerne væk«

Forskellene brød for alvor ud med lærerlockouten i 2013, hvor det blev tydeligt, at de offentlige arbejdsgivere både er forhandlere, lovgivere og budgetmyndighed. Og med forårets Overenskomst 18-forhandlinger er spørgsmålet for parterne ikke længere om, men hvordan den danske model skal indrettes på det offentlige område. Blandt andre Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, og formand for kommunernes organisation, KL, Jacob Bunds­gaard (Socialdemokratiet) har gjort det klart, at de ønsker justeringer af modellen. I løbet af efteråret sætter parterne sig sammen for at drøfte, hvordan aftalemodellen fremover skal indrettes.

Postdoc Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet afsluttede i december 2017 et forskningsprojekt om den danske model på det offentlige område. I sin rapport kommer han med en række anbefalinger til, hvordan aftalesystemet kan indrettes mere hensigtsmæssigt.

»Der er nogle forskelle på den offentlige og private sektor, som gør, at modellen får et andet rationale på det offentlige område. De forskelle har eksisteret i de 40 år, man har forhandlet overenskomster i den offentlige sektor, men i min forskning kan jeg se, at de bliver mere aktuelle i dag«, forklarer Laust Høgedahl.

Han har blandt andet set på, hvordan vores naboer er lykkedes med at afpolitisere overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Og der er interessante løsninger, som parterne herhjemme bør lade sig inspirere af, mener forskeren:

• Lønråd. I Norge står et politisk uafhængigt lønråd for at skrive lovteksten, hvis regeringen beslutter at gribe ind i en arbejdskonflikt.

• Arbetsgivarverket. I Sverige repræsenterer et politisk uafhængigt råd arbejdsgiversiden, når der forhandles overenskomster på statens område.

• Medlingsinstitutet. I Sverige står et uafhængigt analyseinstitut for alle beregninger om lønudviklingen på arbejdsmarkedet, og disse analyser ligger til grund for overenskomstforhandlinger.

Corydon-doktrinen

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er det blevet højaktuelt at justere på den danske model, fordi der de senere år er sket et skred, som udfordrer aftalemodellen i den offentlige sektor.

»På det offentlige område har modellen i høj grad fungeret ved, at der har været nogle gentlemanaftaler og normer om, at man som arbejdsgiver ikke spekulerer i sine dobbeltroller. Hvis de normer begynder at skride, og man begynder at se aftalemodellen som en barriere for det, man gerne vil, så bliver udfordringerne tydeligere, og det er det, vi ser i de her år«, siger Laust Høgedahl.

Han peger især på to grunde til, at forskellen på aftalemodellen på det private og offentlige område nu fremstår meget tydeligere, end de har gjort de sidste 40 år:

»For det første har den offentlige sektor siden krisen i 2008 været under pres, fordi man fra politisk side har haft fokus på at finde besparelser. Derfor har man gjort løn- og arbejdsvilkårene til en integreret del af udgiftspolitikken, det, nogen vil kalde Corydon-doktrinen. For det andet er der et pres på at ændre selve systemet, hvor nogle ønsker, at der skal være færre overenskomster og mere ledelsesret i den offentlige sektor. Det er en politisk prioritering, men det lægger pres på modellen«, forklarer Laust Høgedahl.

De offentligt ansattes organisationer opfatter ifølge Laust Høgedahl de to ændrede forudsætninger for aftalemodellens virke som noget negativt:

»Partsmodellen bliver stresstestet i de her år, og det er tydeligt, at parterne står langt fra hinanden. Siden 2008 har vi haft meget dramatiske forhandlingsforløb, særligt i 2013 med den offensive lockout, men også i 2015 var forhandlingerne meget højspændte, og her i foråret var forligsmanden ved to lejligheder meget tæt på at erklære sammenbrud, og så havde vi stået med den største arbejdskonflikt i nyere Danmarkshistorie«.

Lønråd kan forhindre kasketforvirring

En af udfordringerne for modellen, som en justering vil skulle løse, er ifølge Laust Høgedahl de offentlige arbejdsgiveres tredobbelte rolle i systemet. De er både arbejdsgivere, og dermed forhandlingspart, lovgivere, der kan afslutte arbejdskonflikter med et lovindgreb, og budgetmyndighed med ansvaret for den samlede offentlige økonomi. Den mulige kasketforvirring blandt de statslige arbejdsgivere har været genstand for massiv debat de senere år.

Laust Høgedahl har i sit forskningsprojekt undersøgt partsmodellen i de andre nordiske lande. Han fortæller, at man i Norge har oprettet et lønråd, der er en uafhængig instans, som har til opgave at skrive loven, hvis regeringen vil foretage et indgreb i en arbejdskonflikt.

»Lønrådet varetager den voldgift, som det er, når en regering griber ind. Det er den norske regering, der vælger, hvornår man vil stoppe konflikten, men det er ikke regeringen selv, der skriver lovteksten. Det lægger man ud til lønrådet. Det er en meget effektiv måde at amputere eventulle spekulationer i et lovindgreb på, fordi de slet ikke har mulighed for at benytte dobbeltrollen«, fortæller Laust Høgedahl.

Han mener, at oprettelsen af et lignende organ i Danmark vil have stor effekt, fordi det kan afmontere muligheden for at spekulere i et lovindgreb og dermed også de konstante beskyldninger om, at arbejdsgiverne har et lovindgreb liggende klar i skuffen.

Der er dog et for aftalemodellens og armslængdeprincippets anvendelighed stort problem.

»Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan vi ikke organisere os ud af, at vi har en offentlig sektor, der er politisk styret. I sidste ende er det Folketinget, der bestemmer. Det handler om, at politikerne skal have en diskussion med sig selv. Det er deres dobbeltkasketter, det handler om, så diskussionen ligger hos de statslige arbejdsgivere om, hvordan de vil administrere deres kasketter«, siger Laust Høgedahl.

Ny statslig arbejdsgiverfunktion

Blandt anbefalingerne i Laust Høgedahls rapport er også en mere uafhængig arbejdsgiverfunktion på det statslige område. Det har man i Sverige, hvor Arbetsgivarverket siden 1994 har været lønmodtagernes forhandlingsmodpart på det statslige område og agerer uafhængigt af den svenske regering. Det har ifølge Laust Høgedahl betydet, at overenskomstforhandlingerne på det statslige område er blevet afpolitiseret.

Det står i skarp kontrast til Moderniseringsstyrelsen herhjemme. Styrelsen varetager arbejdsgiverfunktionen på det statslige område og er en del af Finansministeriet. Styrelsen ledes på nuværende tidspunkt af innovationsminister Sophie Løhde (Venstre), der også selv sad med ved forårets månedslange overenskomstforhandlinger. Den danske konstruktion betyder ifølge Laust Høgedahl, at overenskomstforhandlingerne bliver politiseret:

»Det tydeligste eksempel er folkeskoleområdet i 2013, hvor regeringen kort før forhandlingerne præsenterer en folkeskolereform, som står og falder på, at man ændrer lærernes arbejdstidsaftale. Både for at reformen kan hænge sammen og for finansieringen af reformen. Der har man politiske interesser, som man blander sammen med overenskomstforhandlingerne«, forklarer han og fortsætter:

»Jeg har det sådan, at der var en tid før og en tid efter Overenskomst 13. Den skade, der er sket på modellen med Overenskomst 13, mener jeg ikke, man har fået rettet op på endnu. Det har været med til at skabe den udprægede grad af mistillid til systemet, der er i dag«.

Et uafhængigt analyseorgan

De, der har fulgt med i Overenskomst 18-forhandlingerne fra starten, husker måske de mange avisspalter og nyhedsudsendelser, der var fyldt med diskussionen om, hvorvidt den procentvise lønstigning for offentligt ansatte i Danmark de forgangne tre år har været den samme som, højere eller lavere end de privatansattes. Innovationsministeren skød diskussionen i gang ved at sige, at de offentligt ansatte havde holdt »lønfest«, og at de offentligt ansatte skyldte seks milliarder kroner. Den udmelding blev ikke just modtaget med glædestilkendegivelser blandt de faglige organisationer.

»Det virker lidt absurd, at man ikke engang kunne blive enige om, hvordan lønudviklingen har været«, siger Laust Høgedahl.

I den private sektor har man Statistikudvalget, der består af repræsentanter fra Finansministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening og lønmodtagernes hovedorganisation, LO, der i samarbejde kortlægger lønudviklingen for privatansatte. Dermed undgår man uenighed blandt parterne om, hvordan lønudviklingen har været. Et lignende organ har man for både det private og offentlige arbejdsmarked i Sverige, og Laust Høgedahl anbefaler, at man også opretter et i Danmark:

»Det er smart at have et uafhængigt råd, som kan sætte fokus på ikke kun løndannelse i den private og offentlige sektor, men også ligeløn, lavtløn og andre ting. I Sverige kan regeringen og parterne bestille analyser hos Medlingsinstitutet, og det kan være med til at skabe rådslagning mellem parterne. Sådan et observatorium ville kunne udarbejde analyser, parterne kan bruge som baggrund for deres forhandlinger, og som forligsmanden også kunne støtte sig til under mæglingen«, forklarer han.

Om parterne på det danske arbejdsmarked finder ud af at justere modellen med et uafhængigt lønråd, en mere uafhængig arbejdsgiverorganisering i staten eller et splinternyt analyseorgan, er ikke til at sige. Og selv om der givetvis er masser af inspiration at hente på den anden side af Øresund eller nord for Skagerrak, mener Laust Høgedahl, at parterne selv må finde på de gode løsninger:

»Man kan ikke sejle en færdig løsning over sundet og bruge den i Danmark«.