Skolevalg

Dansk Folkepartis Ungdoms havde flyers med til valgdebatter op til Skolevalg 2024 udformet som envejs-flybilletter hjem til Mellemøsten - tænkt til kriminelle udlændinge.

Minister om flybillet-kampagne:
Hensyn til både demokrati og trivsel

Publiceret Senest opdateret

Det vakte vrede både landspolitisk og lokalt på en skole i Aalborg, at Dansk Folkepartis Ungdom uddelte flyers udformet som flybilletter som led i valgkampen ved det nyligt overståede Skolevalg. 

På 'billetten' var anført et arabisk navn, og billetten var tænkt som en envejsbillet til Mellemøsten til kriminelle udlændinge. 

Alternativets Helene Liliendahl Brydensholt har spurgt børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), om det ligger inden for rammerne af, hvad man bør uddele til et skolevalg.

"Det er som udgangspunkt ikke et problem, at skoleelever præsenteres for forskellige politiske synspunkter", hedder det i et længere svar fra ministeren.

"Demokrati er kendetegnet ved, at meninger kan brydes, og at man respekterer og lytter til alle, der giver deres mening til kende. Også selvom man er uenige i synspunkterne", skriver han.

Ministeren forklarer dog også, at skoleledere og skolebestyrelser kan gribe ind over for ytringer og materiale af hensyn til fx elevernes trivsel og skolens ordensregler og værdiregelsæt. Men at eleverne også skal undervises i, at vi lever i et demokrati.

"I sidste ende er det skolebestyrelsen og skolelederen på den enkelte skole,der har ansvaret for at afveje ovennævnte hensyn. Og jeg har forventer, atskolelederne er opmærksomme på dette vigtige ansvar".

Ft.dk: Svar fra ministeren