Hvad får man for friterede, pocherede æg til valgfagsprøven?

Da Akademiet for Madkundskabs bestyrelse havde deres halvårlige møde for et par uger siden, havde samtlige medlemmer læst reportage fra afgangsprøven i madkundskab på folkeskolen.dk. Et par af de seks lektorer havde endda ligget vågen om natten og spekuleret over, om der er et problem i den måde, prøven er konstrueret og bliver gennemført.

”Det er dejligt, at der er fokus på teori-praksisudfordringer, og de mange, mange kommentarer til artiklen udtrykker en seriøsitet og passion, som vi blev meget imponerede og glade for. Men vi synes også, at der bliver sat en lidt gammeldags modsætning op mellem teori og praksis”, siger formand for bestyrelsen professor i madkundskab på DPU, Aarhus Universitet Karen Wistoft.

De syv bestyrelsesmedlemmer var med det samme enige om to ting: Det er ikke synd for eleverne, at de skal til prøve. Og det er heller ikke synd for eleverne, hvis de ikke spiser mad hver gang i madkundskab.

Lærere om eksamen: Var det virkelig meningen at gøre praksisfagene så boglige?

Eleverne skal tages i hånden

Debatten efter artiklen har handlet om, om afgangsprøven er blevet for teoretisk, og om der er for meget vægt på elevernes teoretiske viden frem for deres håndværksmæssige færdigheder.

”Det øverste formål for madkundskab er kritisk begrundede madvalg. Refleksion kræver viden – hvad er det for en viden, eleverne skal bruge til at tænke med, så at sige. De har brug for ord og begreber at udtrykke sig med, og de kommer ikke bare fra piskeriset og op i hjernen”, siger Karen Wistoft.

Prøven er til for at understøtte faget formål, og hun ser det derfor heller ikke som en akademisering, at prøven har en mundtlig del efter den praktiske. Det handler netop om, at faget kommer til udtryk som alment dannende fag.

”En elev, som ham, der omtales i artiklen, der er fuldstændig i flow i sin madlavning, har overblik over, hvad han gør og som går i ét med det, han skal tages i hånden uden at spolere det. For han skal en ting mere. Han skal kunne forklare, hvad han gør og hvorfor han gør det. Så kan man som lærer sige, at det er ikke nødvendigt at sætte ord på. Men hvordan skal han bruge det, han kan her, i andre sammenhænge, hvis han ikke kan forklare det?”, spørger hun.

Eleverne skal netop i faget lære, hvordan de kan flytte deres flowoplevelse til andre sammenhænge, hvor de har brug for at koncentrere sig, og de skal kunne forklare det, de gør, så andre kan forstå det. For at kunne klare sig i verden, skal de have en grad af kommunikation og forståelse om det, de ved med kroppen.

”Han skal kunne trække noget praksisfaglig viden ind, som han kan bruge til at kommunikere med ord til resten af verden om den forståelse, han har i kroppen”.

Praksisfagligheden skal didaktisk i spil

Karen Wistoft mener, at en del af udfordringen også ligger i den måde, man ser på den teori og praksis.

”I debatten om prøven bliver det nogle gange stillet op som en dikotomi – en modsætning mellem teori og praksis. Men det bliver kun en udfordring, hvis lærerne underviser i teori gennem teori i et klasselokale og bagefter i håndværket uden teori i madkundskabslokalet. Så bidrager man til en uproduktiv skelnen”, siger hun.

I Akademiet for Madkundskab mener man ikke, at det er enten-eller, men ser teorien som en naturlig del af faget. Det skal ikke være teori for teoriens skyld, men viden for anvendelighedens skyld.

Praksisfagligheden skulle styrkes: Kan man tale sig til et 12-tal i de praktiske fag?

”Når vi interviewer lærerne i forbindelse med forskning og undersøgelser, så er det tydeligt, at de har en praksisfaglighed, som er med til at løfte faget. De ved noget om madlavning og smag og om, hvordan madens fysik og kemi kommer til udtryk i praksis. Udfordringen er, hvordan den praksisfaglighed kommer i spil didaktisk”.

Karen Wistoft mener, at praksisfagligheden netop skal foregå i madkundskabslokalet, hvor teorien kommer naturligt ind der, hvor den passer med det, der foregår i håndværket. Begge dele skal også belønnes i undervisningen og til prøven, for netop her kan de praktisk-musisk fag i særlig grad imødekomme politikernes ønske om praksisfaglighed.

”Ligesom det ikke er nok, at eleverne viser, at de kan håndværket, så må det heller aldrig være nok at kunne tale om maden. En pige, som er dybt optaget af kalorier og krop og vægt og sundhed og kan fortælle op ad døre og ned ad stolper teoretisk, men som ikke kan lave fx en ret, hvor der ikke indgår fedt og kulhydrater, hun bør heller ikke have 12, for hun skal også kunne udtrykke sin viden praktisk”.

Det kræver også tid

Stod det til Karen Wistoft, så skulle madkundskab faktisk allerhelst foregå ude i naturen, og det må aldrig være uden selve madlavningen, for håndværket er lige så vigtigt som viden. Men skal praksisfagligheden virkelig i spil i faget, så kræver det også tid.

”Det optimale er selvfølgelig, hvis eleverne kan nå at komme i flow, men det gør du ikke på et splitsekund. Du skal have tid til at blive et med det, du laver, og du skal have et frirum. Det kan etableres i de praktisk-musiske fag, hvis læreren er opmærksom på det og sørger for, at eleverne også kan udtrykke deres viden. Den viden, som også skal være der, skal knyttes til det praktiske, og det kræver tid. Madkundskab er et fag, som eleverne burde have fra 1. til 9. klasse med tid til at koble håndværk, viden og den sproglige refleksion, ikke som molekylær kemi, men som viden om, hvorfor sovsen stivner”.