Det er svedige hænder, der skruer op for forstærkeren og for 117 gang tjekker, at alle ledninger sidder i.

De sidste to uger har musikholdets 11 elever haft fri adgang til musiklokalet, og der er blevet øvet mange timer.

Nu er det tid. De skal op til deres allerførste afgangseksamen lige efter nytår i 8. klasse, og her hjælper hverken internet, mobiler eller mor.

Melinda på trommer tæller for, Hannah og Maya stemmer i på keyboard og bas og Naja begynder at synge. Men noget går galt, og de går i stå.

Panikken lyser ud af deres øjne, men den beroligende stemme fra deres lærer Louise Rosing-Schow, som i bedste X Factor-stil er flankeret af sin kollega Søren Flindt og censor Ruben Engelhardt ved musiklokalet kortvæg, får de fem elever til at finde hinandens øjne.

Så har de rytmen igen, og nu kører det for ’The Danish Direction’, som de kalder sig.

Efter første nummer, bytter de instrumenter til et stort bifald fra de tre lærere, og nu kan Melinda give den max gas med både mikrofon og bas. De har endda overskud til et break, hvor de synger i kor a capella.

På Lindehøjskolen, som på så mange andre skoler, er musik ikke det valgfag, de fleste vælger, og et par af de 11 elever, der endte på holdet, havde det faktisk som andetvalg, men lod sig overtale. Derfor er der heller ingen af dem, der på forhånd spillede instrumenter. Men det er ikke til at se – eller høre – her ved fagets store finale.

”Vi har opdraget dem til at være selvstændige”, fortæller Louise Rosing Schow.

”De har selv valgt sangene og besluttet, hvordan de ville instrumentalisere dem. De har selvfølgelig fået deres vejledningstimer i december, men det er vigtigt, at de føler sig selvkørende. Særligt, når de som denne gruppe, har valgt nogle helt andre numre end dem, vi har spillet i løbet af året”.

Helt styr på musikkens historie

Da de er færdige med at spille, kan de puste lidt ud på vejen fra det nyistandsatte musiklokale op til et almindeligt klasselokale, hvor anden del af prøven skal foregå.

Censor går og nynner videre på den sidste melodi på vejen op.

Her har eleverne 30 minutter til at fremlægge (20 minutter til 2 elever + 5 minutter mere pr. ekstra elev). De har trukket musikhistorie, og der er ingen tvivl om, at de har forberedt sig til tænderne.

Men først fortæller de lidt om de musikstykker, de har valgt, hvordan de har ændret dem for at få dem til at lyde bedre. De deler sågar et papir ud til de tre lærere med en grafisk oversigt over, hvordan de har ændret på a, b og c-stykkerne.

”Vi har prøvet forskellige opbygninger i introen, fordi vi følte, at det var lidt for ensformigt. Derfor valgte vi også at skifte fra keyboard til akustisk klaver”, fortæller Maya.

Og så går de ellers i gang med at fremlægge musikkens historie i lyntempo ud fra en imponerende powerpoint og forklarer relativt komplicerede musikalske konstruktioner.

Det er tydeligt, at de har fordelt emnerne efter, hvad de hver især er gode til, og uanset hvad lærere eller censor spørger dem om, kan de svare. De har så meget stof, at de dårligt kan nå det inden for rammen – særligt fordi de også skal nå at sætte sig ned og fortælle, hvad de har fået ud af musikfaget og prøven.

”Det er så fedt at spille sammen. Vi kan hele tiden samle hinanden op. Hvis man fejler, så skal man bare se en af de andre i øjnene. Og det er altså vildt fedt at vide, at selv om man laver en fejl, så er man okay”, siger Naja.

”Har det ændret på måden, I hører musik?”, spørger Louise Rosing-Schow, og de nikker alle fire.

Musiklærere: Nu er det så også vores opgave at lære dem at gå til eksamen

”Ja, helt klart. Når jeg hører alle mulige sange nu, så lægger jeg mærke til, hvornår det er a-stykket”, siger Maya, og Belinda understreger, at hun synes, det er fedt, at hun nu kan forklare, hvorfor hun synes noget, musik er fedt.

Bedst på instrumenter eller til fremlæggelse

The Danish Direction er den anden gruppe, der er oppe i dag. Først kom nemlig Clea, Sophia, Mikkel, Eskild og Lukijan, og her var der absolut ingen slinger i valsen på deres to musiknumre.

Nervøsiteten var den samme, men der var ikke et øjebliks tøven på instrumenterne. Også her skiftede de rundt til sang nummer to, og de to forsangere gav sig 100 procent med lukkede øjne og indføling i stemmen.

De havde trukket musikanalyse, og her fyldte deres egne refleksioner over deres musikstykker en del.

”Jeg har ikke kunnet finde noget om teksten, så derfor har jeg selv tænkt over, hvad den betyder for mig”, lød det fra Mikkel, som trods nervøsitet, kommer med en velformuleret og personlig analyse.

De tre lærere er helt derfor også voldsomt imponerede over begge grupper – men på hver sin måde.

”Jeg har ikke mere plads på mit papir”, griner Louise Rosing-Schow efter musikhistorien og censor understreger, hvor velforberedte de fremstår: ”Den præsentation var til langt over 12. Det var mere, end man kan forvente”.

Deres musiske fremførelse var mindre imponerende end den første gruppe, som stod helt i top.

”De har gjort det hele selv. Taget stilling til instrumenter og indstillet lydniveauer, og hvis man lytter til originalen, så er det helt anderledes. Man bliver så stolt”.

I begge tilfælde er lærerne enige om, at det ville have givet mening, hvis de skulle have givet to karakterer, for eleverne holder forskelligt niveau, men de bliver også enige om, at selv om, det skal tælle 50-50, så må det være det højeste niveau, der tæller op, og det er så meget gruppeindsatser, at det ikke giver mening at give eleverne forskellige karakterer.

Den første gruppe vil gerne have karaktererne at vide samlet, mens den anden vil have dem én ad gangen. Men i sidste ende ender alt med lettede kram og hujen.

”Hold kæft, I nåede at sige meget”, griner censor, og Louise Rosing-Schow forsikrer dem om, at det intet gør, at de lavede småfejl, når de bare samler det op så flot, som de gjorde.

”Vi er virkelig kommet tættere på hinanden af at spille sammen. Det bliver helt underligt ikke at skulle mødes og øve”, siger den ene af pigerne til de andre på vejen ned ad gangen.