Anmeldelse:

Et lille opgør med nogle store fordomme

Børn og unge med autisme er ikke uempatiske, fastslår ny bog, som har en dejlig positiv tilgang til sit emne og et lettilgængeligt sprog.

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Empati hos børn og unge med autisme

Forfattere: Anne Vibeke Fleischer og Käte From

320 kroner

176 sider

Fås også som e-bog for 224 kroner

Dansk Psykologisk Forlag

I takt med at der forskes i og udvikles nye strategier til forståelse af autisme som et bredspektret begreb, afdramatiseres flere af de fordomme, der tidligere har præget området og som har floreret blandt private og fagpersoner indenfor forskellige institutionelle rammer. I dag tales der ikke længere om autisme i ental, men om et autismespektrum, der kan opfattes som yderst rummeligt, når det gælder om at forstå og arbejde med børn og unge med autistiske træk.

Den aktuelle bog er med forlagets ord henvendt til ”voksne, der er tæt på børn og unge med autisme i dagligdagen. Det er først og fremmest forældre og familie, pædagoger og lærere, men også psykologer og andet sundhedspersonale.” En positiv tilgang fornemmes hele bogen igennem, hvor såvel sprogbrug, som begrebsafklaringer og handletiltag er forklaret og uddybet i et ligefremt og direkte sprog. Lad være, at nogle beskrivelser vil forekomme erfarne fagpersoner lidt forenklede, mens samme enkelhed er en klar styrke i forhold til lærere, der ikke har erfaring med inklusion og undervisning af børn og unge med autisme, eller til forældre, der står midt i de tidlige faser af diagnosebekymring.

Helt i samme ånd er termen ”empati” valgt som primært begreb i bogens titel, hvilket indledningsvis afgrænses med hensyn til forståelse af begreber som eksempelvis ”det dobbelte empatiproblem” overfor ”den dobbelte empatifordel”. Begge båret af en positiv tilgang til relationen mellem den voksne og den unge, for selvfølgelig opnår alle en form for positiv læring, hvis samspillet gribes rigtigt an. I første kapitel afgrænses forståelsen af empatibegrebet på et forholdsvis generelt niveau. Igen skrives der ligefremt og med illustrative eksempler, undervejs underbygget af tidssvarende kildehenvisninger.

En positiv tilgang fornemmes hele bogen igennem, hvor såvel sprogbrug, som begrebsafklaringer og handletiltag er forklaret og uddybet i et ligefremt og direkte sprog.

I det følgende kapitel tages fat på det, der formentlig vil blive læst igen og igen – nemlig autismespektrumsforstyrrelser som diagnose. Også her er tilgangen aktuel og opdateret med nyeste viden, blandt andet fra WHO’s ellevte udgave af den internationale diagnosehåndbog ICD-11, hvori autisme differentieres i et spektrum. Her forklares blandt andet om sprog, intellektuel udvikling og hvilke signaler, man skal være særligt opmærksom på. Tilgangen kan få vidtrækkende betydning for hvordan man kan arbejde med børn og unge indenfor området.

I bogens kapitel fire, der har overskriften ’Opmærksomhed, forarbejdning og empati’, indgår nogle utroligt vigtige afsnit, hvori der trækkes nogle linjer mellem empati og diagnosen ADHD. En del børn og unge med diagnosen autisme har samtidig ADHD. Forfatterne uddyber her de tilsyneladende modsætninger, der kan være i det, ligesom de giver forslag til en række øvelser, der kan bidrage til styrke opmærksomhed og empati. Også de følgende kapitler er der fokus på særlige opmærksomhedsfelter og øvelser, der kan medvirke til opbygning af og forståelse for empati. Teksterne er gennemsyret af holdningen at børn og unge med autisme har udtalte vanskeligheder med social forståelse og kommunikation, men det betyder ikke, at de mangler empati, er ligeglade med andre eller er ude af stand til at vise medfølelse.

Afsluttende redegøres for aktuelle udviklingstendenser, relevante forskningstiltag og forskellige former for indsatser. Gennemgående er oplevelsen af, at hele området ”Empati hos børn og unge med autisme” er så meget i bevægelse, at der til stadighed kan opnås nye resultater, der kan påvirke såvel forståelse som arbejdsformer.