Sidste år var der i følge Danske Professionshøjskoler et "alarmerende" lavt antal optagne på blandt andet læreruddannelsen. I år er tallet faldet igen.

Trods flere ansøgere: Antallet af optagne til læreruddannelsen falder igen

Trods flere ansøgere og en ny læreruddannelse falder antallet af optagne lærerstuderende igen i år. Selv om faldet kun er på en procent, er både DLF, Danske Professionshøjskoler og Dansk Industri bekymret over udviklingen.

Publiceret Senest opdateret

Håbefulde ansøgere til landets videregående uddannelser har netop fået svar på, om de er blevet optaget på drømmestudiet. Senest den 31. juli skal de takke ja eller nej til den tilbudte studieplads. 

På trods af, at lidt flere ansøgere havde læreruddannelsen som førsteprioritet, er der samlet set lidt færre studerende, der har fået tilbudt en plads på landets læreruddannelser. Det viser tallene for optaget på de videregående uddannelser.

Årsagerne kan være flere, men Danske Professionshøjskoler oplyser, at en mulig forklaring er, at i år er alle pladser på læreruddannelsen i Aarhus fyldt, og hvis ansøgerne ikke har haft 2. prioritet på andre læreruddannelser, vil der være en del ansøgere, der er blevet afvist. Faktisk er læreruddannelsen i Aarhus den eneste, hvor alle pladser er besat, oplyser Danske Professionshøjskoler.

Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, mener, at udviklingen er alvorlig. Han havde håbet, at flere unge søgte mod læreruddannelserne.

”Det er meget bekymrende for folkeskolen. De sidste 10 år er optaget faldet med 25 procent, og knap hver femte underviser i folkeskolen er i dag ikke uddannet lærer. Det er et dybt alvorligt problem, og det ærgrer mig meget, at vi nu igen ser, at der bliver færre lærerstuderende”, lyder det fra Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse fra DLF.

Flere deler lærerformands bekymring

Forkvinde for Danske Professionshøjskoler Camilla Wang er også bekymret for udsigten til mange ledige studiepladser på ikke bare læreruddannelsen, men også pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne.

”Sidste år ramte vi et ekstraordinært lavt niveau i antallet af optagne studerende på de professionsrettede velfærdsuddannelser. Så det er en rigtig dårlig nyhed, at udviklingen er mere eller mindre status quo i forhold til sidste år. Og endnu værre er det, at der på pædagoguddannelsen er et yderligere fald på 5 pct. og et lille fald på 1 pct. på læreruddannelsen”, lyder det fra Camilla Wang i en pressemeddelelse fra Danske Professionshøjskoler.

Underdirektør i Dansk Industri (DI), Mikkel Haarder, deler bekymringerne.

”Vi glæder os over det flotte optag på uddannelser, som erhvervslivet særligt efterspørger. Men vi er også lidt nervøse over, at optaget på bl.a. pædagoguddannelsen og læreruddannelsen falder. Vi ved, at gode skoler og dagtilbud er alfa og omega for børns fremtid, så der er hårdt brug for kvalificerede lærere og pædagoger”, lyder det fra Mikkel Haarder i en pressemeddelelse fra DI.

Han håber, at der er unge, der har fået afslag, der vil søge ind på blandt andet læreruddannelsen.

”Vi har brug for, at flere uddanner sig, for uddannelse betyder, at man står sikrere på arbejdsmarkedet i fremtiden”.

DLF: Brug for national handleplan

Gordon Ørskov Madsen mener, at de nye tal understreger, at der er behov for en national handleplan for rekrutteringen af uddannede lærere til folkeskolen.

En national handleplan skal have fokus på både at få de unge ind på læreruddannelserne og på at tiltrække og fastholde de uddannede lærere i folkeskolen, når de har en færdig læreruddannelse, mener Gordon Ørskov Madsen.

”Vi skal sikre, at det at være lærer i folkeskolen ikke bare er det vigtigste, men også det bedste job. Der skal være sammenhæng mellem tid og opgaver og rammer, der gør, at du kan lykkes som lærer. Og så skal vi blive bedre til at holde på de uddannede lærere, vi har”, lyder det fra Gordon Ørskov Madsen.

VIA håber på flere kvalificerede ansøgere

Via University College uddanner lærere. Det samlede optag på læreruddannelsen i Via er i år 5,6 procent lavere end i fjor – svarende til 625 nyoptagne lærerstuderende. I Aarhus er læreruddannelsen fyldt, men i Skive, Silkeborg, Holstebro og Lemvig er der stadig ledige pladser. 

Der er en del ansøgere til Vias uddannelser, der ikke opfylder kravene til uddannelsen, fortæller prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for alle Vias 42 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland.

"Det er ikke sådan, at vi slækker på kravene, fordi vi har tomme studiepladser", lyder det fra Gitte Sommer Harrits i en pressemeddelelse. 

Dermed er der ledige studiepladser på læreruddannelsen på Via. Pladserne kan søges via læreruddannelsernes hjemmesider. 

”Vi har gode erfaringer med, at studerende, der ikke kom ind på de uddannelser, de søgte i første omgang, er blevet glade for et alternativt studie. Jeg vil derfor anbefale alle, der har fået afslag på drømmestudiet, at overveje andre studier og andre uddannelsesbyer. Der er mange gode muligheder for dem, der opfylder adgangsbetingelserne. Mit råd er at sende ansøgningerne afsted hurtigst muligt”, lyder det fra Gitte Sommer Harrits.