Flere skoler har allerede nu rundet det lokale mål for stemmeprocenten og kan glæde sig til kage på lærerværelset.

Næsten halvdelen af lærerne har stemt om OK21

Lige over 45 procent af lærerne har onsdag eftermiddag stemt til urafstemning om OK21. Afstemningen slutter mandag morgen. Rundt om på skolerne er der søde sager på højkant for at få flere til at stemme.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I både Odense Lærerforening, Vejen Lærerkreds og Mariagerfjord Lærerkreds er der bagværk på højkant under urafstemningen om OK21. I Vallensbæk er der flødeboller på spil. Og Århus Lærerforening udlodder en gavekurv til de tre arbejdspladser med den højeste stemmeprocent.

Urafstemningen om OK21 er med andre ord i fuld gang, og med kun fem dage tilbage før afstemningen lukker, forsøger flere kredse at lokke med spiselige fristelser for at hive stemmeprocenten op.

Stemmeprocenten skal godt over de 80 procent, før lærerværelserne kan nyde godt af en af de mulige belønninger. På Holluf Pile Skole, Rasmus Rask og Søhusskolen og Odense, Jels Skole i Vejen Kommune og Valsgård Skole i Mariagerfjord er de lokale mål allerede nået.

I skrivende stund har næsten halvdelen (45,2%) af lærerne afgivet deres stemme. Omkring 23.200 af de 51.500 stemmeberettigede har altså allerede afgivet deres stemme.

Kredse i front

Over halvdelen af medlemmerne har stemt i Brøndby Lærerforening, Furesø, Køge & Stevns, Odsherred, Faxe & Vordingborg, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde & Nyborg, Aabenraa, Billund, Horsens, Hedensted, Skanderborg-Odder, Favrskov, Skive, Himmerland, Aalborg og i Vestjysk Lærerforening.

Og stemmeprocenten overstiger allerede nu 60% i Sønderborg Lærerforening, Kolding, Viborg, Midtvendsyssel, Lærerkreds Nord og på Vestfyn.

I Vallensbæk, Glostrup, Hillerød, Egedal og Sydslesvig er der dog fortsat lidt vej til de 50%. Her ligger stemmeprocenten omkring 30% eller derunder.  

Lærerforeningens hovedstyrelse anbefaler lærerne at stemme ja til aftalen, og folkeskolen.dk har heller ikke kendskab til nogen kredsstyrelser, der i  enighed anbefaler medlemmer at stemme andet end ja.