Delegeret: Det er forberedelsestiden, der presser

56 skoler, der gør tingene på 56 forskellige måde oplever Kristina Terpling, lærer og tillidsrepræsentant på Højvangskolen og medlem af Aalborg Lærerforenings kredsstyrelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad optager lærerne lige nu hos jer?

"På Højvangsskolen er det rigtig meget det med tid til forberedelse, der fylder. Det handler rigtig meget om, hvordan tiden rent skemateknisk er lagt ind - om man har et kvarter hist og et kvarter pist, eller om man har sørget for at få sammenhængende, effektiv tid til forberedelse. Vi har sikret, at der er nogle blokke, men der er uhensigtsmæssigheder".

Hvad gør I for at få det til at hænge sammen?

"Vi har en ledelse, der er ret lydhør, og vi forsøger at lave retningslinjer. Der er også kommet mange nye tiltag på den skole, jeg er på. For eksempel i forhold til ny skemalægning. Vi står i en indkøringsperiode - og vi skal også være villige til at sige, at tre uger inde i skoleåret, kan vi ikke dødsdømme noget endnu, men vi har en formodning om, at noget ikke vil fungere godt nok. Vi har aftalt evaluerings-tidspunkter og har løbende dialog omkring det".

Hvad er efter din mening, det vigtigste, Danmarks lærerforening skal arbejde for?

"Debatten om OK15 har fyldt meget på kongressen, og nu har vi tre år til at få bilag 4 (det tidligere bilag 1.1, red) til at fungere i kommunerne. Måske en kollektiv aftale. Altså i Aalborg har vi nu 56 små 'øer'. 56 skoler, der gør tingene på 56 forskellige måder, det giver ulige arbejdsvilkår for lærerne.  Og så synes vi i Aalborg Lærerforening, at vi skal lytte rigtig meget til vores medlemmer. I en ny undersøgelse, vi har lavet, ønsker 50 procent at kunne tage noget af arbejdet med hjem. Så det dur ikke, at vi går ind for fuld tilstedeværelse og at vi skal tælle det hele, hvis medlemmerne vil en anden vej".