I en ny trend på sociale medier bliver læreres reaktioner på, at eleverne lader som om, de falder i søvn, filmet i smug.

Lærere: Sådan oplevede vi ny TikTok-trend

En ny trend spreder sig i folkeskolen. Her overrasker eleverne deres lærer ved at lade som om, de falder i søvn. Ofte filmes lærerens reaktion, og filmen lægges på sociale medier. Folkeskolen.dk har talt med tre lærere, der har oplevet fænomenet.

Publiceret Senest opdateret

Stine Tollerup Lehmann blev overrasket, da en elev i 6. klasse på Skovbyskolen i Skanderborg Kommune mandag i denne uge spurgte, om ikke der var meget varmt i lokalet.

For lige den dag syntes læreren egentlig, at der var koldt i klasseværelset.

Overraskelsen blev ikke mindre, da eleverne i næste øjeblik lod som om, de sov hen over bordene. Undtagen én, der stod i hjørnet og filmede lærerens reaktion med en mobiltelefon.

Dermed var Stine Lehmann blevet inddraget i en trend, der i øjeblikket spreder sig på det sociale medie TikTok.

Fremgangsmåden er som beskrevet: En elev spørger, om ikke der er varmt i klassen, og når læreren svarer, lader eleverne som om, de falder i søvn - mens en mobiltelefon ofte filmer reaktionen.

Stine Tollerup Lehmann spurgte overrasket til, hvad der foregik, men da hun ikke fik noget svar, gik hun i gang med at arbejde ved sit bord.

Efter lidt tid rettede eleverne sig op og gik videre med deres gøremål, som om intet var hændt. Og så blev der ikke snakket mere om det.

”Det var virkelig specielt, for jeg anede ikke, hvad der foregik. Men det er en klasse, jeg har haft i fem år, så jeg kender dem rigtig godt. Jeg er helt tryg ved, at de ikke ville overskride mine grænser. Så selv om jeg ikke vidste, præcis hvad der foregik, var jeg tryg ved, at der ikke var noget ondt i det”, siger Stine Tollerup Lehmann.

Kan være ulovligt

Dagen efter skulle der være et forældrearrangement i klassen, så læreren tænkte først, at filmen skulle bruges i den forbindelse.

Det var først, da hun efter arbejde læste en artikel på folkeskolen.dk om det nye fænomen, at tiøren faldt. Derfor tog hun dagen efter en snak med eleverne om episoden.

I artiklen fortæller digital pædagog og ekspert i børns online-liv Eva Fog Noer nemlig, at spøgen for så vidt er uskyldig, men kan være ulovlig, hvis man i smug filmer lærere mod deres vilje og uden samtykke deler videoen på internettet. Og det har der ifølge hende været eksempler på.

”Jeg understregede over for mine elever, at jeg havde været helt tryg og også syntes, det var sjovt. Men at man skal være opmærksom på, at ikke alle nødvendigvis ville synes det”, fortæller Stine Tollerup Lehmann og tilføjer:

”Vi har tidligere været vidt omkring i dialogen om, hvad man må dele med hvem. Men de havde ikke tænkt den her trend ind i den kontekst. Og var også overraskede over, hvor alvorligt det potentielt kan være. Så det var en fin snak at få taget”.

Stine Tollerup Lehmann har ikke selv noget problem med, at filmen eksisterer. Hun er tryg ved, at hvis hun bad eleven om at den blev slettet, så ville den også blive det. Og også at eleven ville spørge om lov, inden den blev lagt på TikTok.

Hvis læreren blev spurgt, om videoen måtte lægges på det sociale medie, ville hun bede om at se den først, men ville som udgangspunkt ikke have noget problem med det.

”Jeg er helt med på, at sådan er det ikke alle, der ville have det. Og derfor er det så vigtigt at bruge oplevelsen til at tage snakken om, at man skal spørge om lov. Men jeg syntes, det var sjovt. Og faktisk også, at det var fint, at klassen fik en oplevelse af, at de i fællesskab var lykkedes med at tage fusen på læreren”, siger hun.

Kun sjovt når alle er med

Stemningen var en noget anden, da Mia Jean Wehrs blev udsat for "er her ikke lidt varmt herinde?"-trenden på Herningvej Skole i Aalborg Kommune.

Det var i en time, hvor en håndfuld elever fra parallelklassen var med i undervisningen. Mens Mia Jean Wehrs skriver dagsordenen på tavlen, siger en elev fra parallelklassen højt, at der er varmt i lokalet.

Da læreren vender sig om, ligger alle eleverne hen over bordet – næsten. Og da eleverne rejser sig op igen, er den første kommentar, at ”det er kun sjovt, hvis alle er med”. Herefter bliver det højlydt påpeget, hvem der ikke havde deltaget.

”Jeg kendte ikke trenden og syntes i situationen kun, at det var pudsigt. Men efterfølgende - efter jeg har fundet ud af, hvad det handler om - kan jeg mærke, at jeg primært reagerer på, at dem, der ikke var med, blev hængt ud. Det er nogle af dem, der i forvejen er i kanten af fællesskabet og måske ikke kender trenden fra TikTok. Det her er endnu en ting, de ikke er en del af”, siger Mia Jean Wehrs.

Eleverne på Herningvej Skole skole skal aflevere deres telefoner inden undervisningen, men det er ikke alle, der gør det. Læreren ved ikke, om hun er blevet filmet.

”Jeg vælger at tro på, at det har de ikke gjort. Jeg er klasselærer for dem, så jeg har et godt forhold til dem. Hvis jeg pludselig dukker op på TikTok, må vi tage den derfra. Jeg har ikke haft klassen siden, men i første omgang har jeg tænkt mig at tage snakken om, hvordan det har føltes for de elever, der ikke var med”, siger hun.

Hvis nu der findes en film, og du bliver spurgt, om den må deles, hvad ville du så svare?

”Så ville jeg nok svare ja. Min reaktion var meget stille og rolig. Det var i opstarten af timen, og vi var ikke kommet i gang med undervisningen. Så jeg kunne egentlig godt se det sjove i det. Havde det været på et mere forstyrrende tidspunkt i forhold til undervisningen, kunne det godt være, jeg var blevet irriteret. Og det ville jeg ikke synes, var sjovt hvis blev delt”, siger Mia Jean Wehrs, som tror, at eleverne har haft forskellige grunde til at udføre spøgen i hendes time:

”For nogle er det nok, fordi de har set trenden på TikTok og synes, det er sjovt. For andre har det nok også handlet om at se lærerens reaktion. Og bliver læreren sur, bliver det nok ikke mindre sjovt af den grund. Hvis det er bevæggrunden for at gøre det, kan jeg virkelig godt forstå, hvis nogen synes, det er meget grænseoverskridende at blive filmet samtidig”.

En intern spøg mellem TikTokkere

En tredje lærer, der har været udsat for spøgen, er Vicki Ørum Kjær. Hun kendte som den eneste af de tre lærere til fænomenet i forvejen.

Hun er nemlig selv på TikTok, og det havde nogle elever i hendes 3. klasse på Egelundskolen i Albertslund opdaget og spurgt ind til mandag morgen, da hun mødte på skolen.

Umiddelbart derefter kommer hun ind i en småfnisende klasse. En af eleverne spørger, hvilke fag klassen skal have i første time. Da læreren svarer ”dansk”, falder alle eleverne ind over bordet.

”Jeg begyndte bare at grine. Jeg kendte jo godt trenden – både fra TikTok og fra min datter, der selv går i folkeskole – og jeg syntes, det var en rigtig god måde at starte dagen på”, siger Vicki Ørum Kjær.

Hun går ud fra, at det netop er fordi, eleverne regnede med, at læreren kendte spøgen i dens oprindelige version, at de lavede åbningsspørgsmålet om.

”Børnene ved, at de kan drille mig, ligesom jeg driller dem, og pranken er jo i sig selv helt uskyldig. Hvis de synes, de kan lave sådan en spøg med en lærer, er det jo tegn på, at der er nogle gode relationer. Der skal også være plads i klasserummet til, at man kan have det sjov”, siger hun.

Vicki Ørum Kjær ved ikke, om episoden blev filmet. Skolen er mobilfri, men da det var inden undervisningen var startet, er det ikke sikkert, eleverne havde lagt deres telefoner væk endnu.

Hun er dog overbevist om, at eleverne ville spørge hende først, hvis de havde tænkt sig at lægge videoen på internettet.

”Og så ville jeg selvfølgelig sige ja. Jeg syntes kun, det var sjov og tegn på en god relation mellem elever og læreren”.

Powered by Labrador CMS