"Jeg synes, at mine undervisere har været rigtigt gode til at gøre undervisningen meget forståelig og konkret", siger Nikolas Balslev, der er startet på Via's læreruddannelse efter sommerferien.

Ny på lærerstudiet: Underviserne har været overraskende dygtige

Det er tredje gang, at Nikolas Balslev starter på en videregående uddannelse. Læs, hvorfor læreruddannelsen indtil videre tegner til at være det rigtige sted for ham.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

25-årige Nikolas Balslev er blandt de over 3.000 nye studerende, der efter sommerferien har taget hul på læreruddannelsen.

For Nikolas Balslev er det med at starte på et nyt studie ikke helt ukendt. Han har nemlig tidligere taget hul på to universitetsuddannelser - kinesisk og maskinteknisk ingeniør.

Men selvom han kun lige har taget hul på lærerstudiet, har han en klar følelse af, at han har fundet uddannelsen, hvor han hører til.

"De har været fedt indtil videre. Jeg er jo bekendt med det at starte på et studie. Men i forhold til det sociale miljø har jeg erfaret, at jeg her er omringet af nogle mennesker, jeg virkelig trives med", siger han om opstarten på Vias læreruddannelse i Århus.

Ny på lærerstudiet? Her er 5 gode råd til den gode studiestart 

"Jeg tror, at det bunder i, at jeg er et fællesskabsmenneske. Jo flere muligheder jeg har for at deltage i sociale sammenhænge, jo mere gør jeg det. Og her er jeg omgivet af initiativrige mennesker. Jeg vil vove at påstå, at man som lærer gerne vil komme andre mennesker ved".

"Det bliver næsten en del af ens selvforståelse, at man har interesse i at komme hinanden ved", lyder det videre fra Nikolas Balslev, som roser hele studiemiljøet på Campus, som blandt andet også indebærer studerende fra pædagog- og socialrådgiver-uddannelsen.

"Studiemiljøet på Campus er virkelig godt. Der er fx plads til, at man kan skate, og der er en musical, et sportsudvalg og et naturfagsudvalg. Det synes jeg virkelig er fedt". 

God til at skabe relationer

Nikolas Balslev har tidligere været glad for at arbejde som lærervikar, og hans mor er lærer. Men det er først for nylig, at det begyndte at ligge i kortene, at Nikolas Balslev skulle have en fremtid som lærer.

"Jeg kunne ikke se mig selv lave det samme i 25 år. Men i takt med at jeg er blevet ældre, har jeg opdaget, at man ikke behøver at arbejde med det, man er uddannet til, hele sit liv. Og så har jeg også fået øjnene op for, at jeg er god til at skabe relationer og være sammen med børn".

Kommende lærere: Studiet klæder os ikke godt nok på til lærerjobbet 

Nikolas Balslev har indtil videre valgt engelsk som sit første undervisningsfag.

"Og så har jeg overvejet musik og et naturfag, men vi må se, hvad det ender med at blive. Jeg skal først lige ordentligt i gang på studiet".

Undervisere er gode til at gøre teorien konkret

Udover det sociale miljø glæder han sig over det niveau, han indtil videre har mødt fra sine undervisere.

"Jeg ved, at det er noget, der har været til debat. Men jeg synes, at mine undervisere har været rigtigt gode til at gøre undervisningen meget forståelig og konkret. Jeg har særligt én underviser, som virkelig er dygtig til at gøre det teoretiske konkret", siger den nyslåede lærerstuderende.

"Han overdriver lidt, så det bliver meget tydeligt for os, og så er han også god til at udnytte, at vi kun er 25 på holdet, så det bliver undervisning i stedet for en forelæsning".

4 lærerstuderende: Derfor vil vi være lærere 

Nikolas Balslev fortæller, at det samtidig er kommet bag på ham, hvor meget af undervisningen der indtil videre har haft fokus på, hvorfor vi som samfund driver skole.

"Det har overrasket mig, at vi har beskæftiget os med flere filosofiske personligheder allerede. Vi har læst Lystrup, Rousseau og Darwin. Så dannelsesaspekt har haft en større rolle, end jeg havde regnet med".

Det har imidlertid været en god overraskelse, fortæller han:

"Jeg var bange for, at det ville handle for meget om at udvikle mine færdigheder i mine undervisningsfag. Jeg føler nemlig ikke, at jeg behøver at bruge mange kræfter på mine engelskkundskaber".