Dorte Lange er hovedstyrelsens kandidat som næstformand

Med 12 stemmer for Dorte Lange, 9 for Morten Refskov og to blanke blev Dorte Lange i dag valgt som hovedstyrelsens kandidat til næstformandsposten i Danmarks Lærerforening. Det er kongressen, som til oktober endeligt vælger både formand og næstformand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerforeningens formandskab er på valg hvert fjerde år. Både formand Anders Bondo Christensen og næstformand Dorte Lange genopstiller, men i marts meddelte hovedstyrelsesmedlem og formand for Ballerup Lærerforening Morten Refskov, at han også er kandidat til næstformandsposten. Jf. foreningens vedtægter tog Lærerforeningens hovedstyrelse i dag stilling til, hvilken kandidat, den står bag.

"Vi har et stort arbejde foran os. Det kan være at der opstår nye muligheder, vi skal gribe og tackle rigtigt. Det kan vi kun gøre, hvis vi trækker i samme retning. Der skal være tillid og sammenhold i foreningen. Jeg vil bruge den kommende valgkamp så konstruktivt som muligt, så spørgsmål fra kredsene samles op og besvares så de ikke føres til usikkerhed. På den måde kan vi arbejde sammen", sagde Dorte Lange, da hovedstyrelsen i dag skulle opstille sin kandidat til næstformandsposten. "Jeg har et politisk og strategisk overblik så jeg kan analyse situationerne, meget stort netværk både nationalt og internationalt - og et godt samarbejde med formanden".

Morten Refskov sagde blandt andet:

"At være politisk valgt i DLF er et stort ansvar og enormt ærefuldt. Anders er en dreven, dygtig og visionær formand. Det vil jeg supplere ved at give formanden et med- og modspil, så vi sammen kan danne et stærkt formandskab - baseret på erfaring og fornyelse. Jeg byder mig til, fordi jeg mener at have noget kvalificeret at bidrage med, ligesom jeg fortsat har noget at lære"

"Mit kandidatur skal ikke opfattes som en higen efter en helt anden foreningspolitisk linje, men som et dybfølt ønske om at bidrage til, at vi lykkes bedre med at realisere foreningens politik og opnå skarpere resultater for vores medlemmer", sagde han og tilføjede, at han tror, der skal justeres lidt på holdopstillingen for at få mere indflydelse.

"Jeg håbede oprigtigt at det ville blive opfattet som et demokratisk sundhedstegn, at jeg ville stille mig til rådighed som næstformand og jeg har da også få positive tilkendegivelser fra flere sider i foreningen".

Bondo: Jeg vil ikke være formand for enhver pris 

De de to kandidater præsenterede i dag både mundtligt og skriftligt, hvad de står for.

Fagpolitisk har de meget til fælles. De er fortalere for folkeskolen og enhedsskolen. De er modstandere af Lov 409 og alle de indvirkninger, den har og har haft haft på lærerne og skolerne. Begge fremhæver også vigtigheden af at kunne sparre med formanden og være et samlet formandskab.

Dorte Lange fremhæver desuden, at foreningen i hendes periode som næstformand har nydt godt af, at hun er god til personlige kontakter.

Morten Refskov understreger, at det er vigtigt at DLF bliver kendt for det, foreningen står for og går ind for - og ikke for det, den er imod. 

Dorte Lange fremhæver, at alle medlemmer lever med virkningerne er lov 409 - også dem, som ikke har oplevet lockouten i '13. 

"Jeg genopstiller til næstformandsposten i Danmarks Lærerforening for at fortsætte og udvikle foreningens solide og målrettede arbejde for at forbedre medlemmernes vilkår. Med en vedholdende indsats og en klar kompasretning har jeg bidraget til, at Danmarks Lærerforening i dag er i en langt gunstigere position, end den foreningen blev efterladt i efter overgrebet i 2013", skriver hun i sit valgoplæg (hent oplæggene under artiklen).

Hun skriver, at selv om mange medlemmer ikke har oplevet lockouten, så mærker alle til Lov 409, og alle mærker virkningerne af den. Derfor lover hun med alle sine resurser at kæmpe videre mod de mål, foreningen har stillet sig.

"Mine værdier og holdninger er klare. Det var de før 2013, de holdt igennem 2013, og det er fortsat dem, jeg bygger på. Jeg stod i spidsen for at genskrive vores principprogram, og jeg står på principprogrammets værdier. Jeg arbejder for kollektive og centrale aftaler. Helt fra starten af mit fagpolitiske liv i Danmarks Lærerforening kæmpede jeg mod individuel løn-dannelse og Ny Løn", skriver Dorte Lange.

Lærerne er Danmarks Lærerforening, mener hun og nævner foreningens visioner om: 1) En skole for alle, 2) Lærernes professionalisme, 3) Vi lærer for livet og 4) En fagbevægelse med stærkt samfundsengagement og frie forhandlingsmuligheder.

Tæt og repsektfuldt samarbejde

Om sparring og samarbejde med formanden skriver Dorte Lange:

"Gennem årene har vi opbygget et tæt og respektfuldt samarbejde præget af loyalitet og tillid. Det har været medvirkende til, at vi har kunnet skabe kontinuitet gennem de svære år, vi har været igennem, og til at vi også kan tage det næste store ryk sammen".

Morten Kvist Refskov understreger, at alle medlemmer af Danmarks Lærerforening ønsker en central, resursebindende arbejdstidsaftale. Men det skal være godt - ikke bare "godt nok", skriver han.

Det hænger sammen med selve organisationen, Danmarks Lærerforening, hvor han skriver:

"Jeg er tilhænger af store frihedsgrader og en betydelig kredsautonomi, men jeg er ikke tilhænger af total frisættelse og 'forbundsmentalitet'. Jeg næres af tanken om, at vores medlemmer mødes af en nogenlunde ensartet kvalitet, service og politisk linje, uanset hvor i landet man bor og arbejder". 

"Der er noget, der skal siges, og der er nogen, der skal sige det"

Og om hvervet som næstformand: "For mig er et næstformandshverv en adgang til at repræsentere medlemmerne og få direkte indflydelse på foreningens politik og strategier, samtidig med at det er en talerstol over for politikere, ledere, samarbejdspartnere og omverden. Der er noget, der skal siges, og der er nogen, der skal sige det. Og holdninger skal omsættes til konkret handling og mærkbare resultater", skriver Morten Kvist Refskov.

Han skriver, at det er værdifuldt, at det er et formandskab, som påtager sig at lede foreningen. Ingen er bedst alene. Derfor skal næstformanden være med til at gå forrest - men naturligvis "et skridt bag" formanden.

"Som næstformand vil jeg især forsøge at udfylde rollen som synlig, intern forbindelse mellem foreningens led og på den måde virke for større involvering, stærkere engagement og tættere sammenhæng i politik-, strategi- og organisationsudviklingen.

Det er vigtigt, at lærerforeningen bliver kendt for dét, som den går ind for og ikke det, den er imod, understreger han.

Morten Refskov opstiller tre punkter, han mener, er særligt vigtige: En veldreven fagforening i balance og stadig udvikling. At det er med aftaler og samarbejde at fremtiden skal bygges. At folkeskolens og lærernes status og anseelse må styrkes.

Vi kan kun skabe 'god folkeskole' og 'gode lærerliv' i et tæt og forpligtende samarbejde med skolens øvrige, centrale aktører. Vi skal også kunne tænke nyt, betræde ukendt land. 

Morten Refskov er tilhænger af tilhænger af en 'Lærernes Uddannelses-fond' og Danmarks Lærerforening som krumtap for medlemmernes efteruddannelse:

"Jeg frydes ved tanken om, at mine lærerkolleger om 5, 10 eller 20 år kan have betydeligt bedre rettigheder for efteruddannelse, end min generation har haft", skriver han.

Powered by Labrador CMS