Anmeldelse

Mere musik - mindre skældud

Musik kræver klasseledelse

Hvis musiktimerne ender i kaos, gråd, larm, svingen i gardinerne og det, der er værre, er der hjælp at hente her. Og hjælpen kan også bruges i andre fag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På mangt et lærerværelse har musikfaget et blakket ry. Det er ofte nedprioriteret og varetages, i alt fald i de små klasser, tit af klasselæreren eller en anden lærer med mange timer i den pågældende klasse. Mange af disse lærere er ikke musiklærere og kan ikke lide at undervise i faget.

Fakta:

Titel: Mere musik - mindre skældud

Forfatter: Birgitte Schade

Sider: 120

Forlag: Dansk Sang

Med bogen "Mere musik – mindre skældud" er der hjælp at hente. Både for den lærer, der ikke er glad for at undervise i musik, og for den garvede musiklærer, der trænger til ny inspiration og nye tilgange til rammer for faget.

Udgangspunktet for enhver vellykket time, om så det er musik eller andre fag, er en velovervejet didaktisk planlægning og god klasseledelse. I bogen her får man konkrete ideer til, hvordan man kommer til og fra musiklokalet, og hvordan man for eksempel skifter mellem forskellige aktiviteter i løbet af timen.

Med en række enkle sange som ”Jamen – hjem på plads” kan man lette overgangen fra én aktivitet til en anden. Bogen indeholder også en mængde sange og aktiviteter, der kan bruges til rytmearbejde, spil på instrumenter og meget mere. Alle sangene i bogen har noder og becifringer, men kan også høres og ses via den QR-kode, der er i bogen.

Bogen er som udgangspunkt tænkt til dem, der underviser indskolingsbørn i musik, men dens afsnit om klasseledelse og de konkrete ideer og sange kan med stor fordel overføres til andre fag. Alle 1.-klasser kan have glæde af at have en sang eller en rytmeøvelse, der markerer overgangen fra en aktivitet til en anden. Man kan med fordel læse bogen og få pudset sine ideer og sit arbejde med klasseledelse af, og det uanset hvor længe man har været lærer.

Man kan bruge bogen som inspiration og plukke de lege, sange og aktiviteter, man synes passer til den enkelte klasse, eller man kan bruge hele bogen som en slags grundbog til sin undervisning. Hvert afsnit er forsynet med mål at arbejde frem imod, og der er sider til egne notater.

Alt i alt er "Mere musik – mindre skældud" en lille perle. En perle, som jeg godt kunne ønske vil få klassikerstatus på læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, konservatoriets AM-linje, de forskellige børnekorlederuddannelser og ude på de enkelte skoler. Brug den i musiktimerne, men lad også ideerne og tankerne følge med ind i klassens andre timer.

Bogen er en oplagt gave til dig selv som musiklærer og til resten af dit team som inspiration til klasseledelse og god gennemførelse af undervisningen i hverdagen.