Danmark skal spare penge på inklusion. Mange penge. Derfor hedder den nye trend på specialundervisningsområdet »inklusionsfremmende styringsmodeller«. Det dækker over, at folkeskoler selv betaler, hvis de sender elever på specialskole eller i specialklasse. Til gengæld får skolerne nogle af de resurser, der frigøres ved, at et stigende antal dyre specialskolepladser står tomme. Samtidig får skolen friere rammer til at tilrettelægge specialundervisningen. Det er en model, som flere og flere kommuner benytter.

Ifølge KL er intentionen for deres vedkommende ikke at spare penge fra dag ét.

»Meningen er ikke at spare på specialundervisningsområdet, men at undgå de store stigninger på området fremover. I den forbindelse er inklusionspuljer et godt værktøj. Selvfølgelig kan det kun lade sig gøre, hvis skolerne får penge til inklusion. Hvordan pengene bedst bruges, beslutter skolelederne i et samarbejde med eksperter«, siger Jane Findahl, der er formand for KL's Børne- og Kulturudvalg.

I skoleverdenen er mange dog stærkt kritiske over for den nye trend.

»Det er efter min mening en fuldstændig utilstedelig praksis, fordi man dermed økonomistyrer et område, som i sagens natur skal behovsstyres«, siger Niels Christian Sauer, medlem af DLF's hovedstyrelse.

Stammer fra økonomirapport

Konceptet »inklusionsfremmende styringsmodeller« stammer fra en rapport, der udkom før sommerferien. Den bar det mundrette navn »Specialundervisning i folkeskolen - veje til bedre organisering og styring« og blev udarbejdet af analysefirmaet Deloitte på fire måneder sammen med et udvalg bestående af repræsentanter for KL, Finansministeriet og Undervisningsministeriet.

Navnet er tørt og vidner ikke om rapportens vidtrækkende betydning. Men det er her, man kan finde hele grundlaget for, hvordan skolen i fremtiden kommer til at arbejde med børn med særlige behov.

Resultatet af dens analyse af specialundervisningsområdet i Danmark var nedslående. En tredjedel af folkeskolens budget går til specialundervisning, hvilket primært skyldes et rekordstort antal elever i dyre tilbud i specialskoler eller -klasser.

Forklaringen er økonomisk, konkluderede rapporten. Undervisning ude af normalklassen betales ofte af kommunen, mens den enkelte skole selv skal betale for den støtte, der er nødvendig for, at en elev med særlige behov kan klare sig i folkeskolen. Skolen vælger derfor den for skolen billigste, men for samfundet og eleven mest omkostningstunge løsning, og udskiller eleven. En ændret økonomistyring vil derfor både kunne udløse samfundsøkonomiske gevinster og fremme inklusionen, lød konklusionen.

Det har dog intet med inklusion at gøre, mener Niels Christian Sauer.

»Hele rapporten bygger på økonomiske overvejelser. At kalde det inklusionsfremmende er simpelthen misbrug af det danske sprog. Det handler kort og godt om at få et regnskab til at gå op«, siger han.

Han er bange for, at pengene aldrig når frem til de elever, der har brug for dem i form af støtte i normalklassen.

»Man giver skolen muligheden for at bruge pengene til noget andet end specialundervisning, og det er præcis det, der er hensigten. Man sætter skolelederen i den situation, at han er nødt til at prioritere mellem at gøre noget ved skimmelsvampen eller at give den optimale specialundervisning til ordblinde Frederik i 5. klasse«, siger Niels Christian Sauer.

Jane Findahl er sikker på, at skolelederne er deres opgave voksen.

»Det er ikke en bekymring, jeg deler. Nogle gange hjælper man barnet bedst ved at gøre noget ved de rammer, undervisningen foregår i, og skolelederen skal selvfølgelig foretage sine vurderinger i samspil med relevante eksperter«, siger hun.

Ifølge Skoleledernes formand Anders Balle er der tale om et klassisk ledelsesdilemma i ny indpakning.

»Det er et dilemma, vi står i altid. Det er en del af ledelsesopgaven. Men det er selvfølgelig voldsommere, hvis vi pludselig står og skal løfte en stor specialundervisningsopgave uden resurser«, siger han.

Kom ud i virkeligheden

Og resurserne er det springende punkt, hvis der skal være tale om reel inklusion af specialelever i normalskolen, siger Danmarks eneste professor i specialundervisning, Niels Egelund. Han mener ikke, at man kan være i tvivl om de gode intentioner bag de inklusionsfremmende styringsmekanismer.

»Men man kan let havne i en situation, hvor intentionerne er gode nok, men så sker der i øvrigt ikke ret meget, samtidig med at eleverne bliver holdt tilbage i skolerne. Det er derfor, det er så hamrende vigtigt, at det her ikke bruges som en mekanisk spareøvelse, hvor man siger: 'I skal være mere inkluderende, I skal beholde nogle flere elever', uden at skolerne og lærerne får resurserne«, siger han.

En vellykket inklusion er dog ikke blot et spørgsmål om resurser, mener Niels Christian Sauer. Man skal ud og se på virkeligheden ude på skolerne. Og her mener han, at den største udfordring er en generel tendens til individualisering.

»Hvis man spørger, om vi segregerer for meget i Danmark i forhold til det nuværende behov, så er svaret nej. Men hvis man spørger, om vi segregerer for meget i forhold til en idealforestilling om, hvordan fællesskabet i skolen burde fungere, så er svaret ja. Det at være inkluderet, det betyder at være en del af et fællesskab, som man er accepteret og anerkendt i. Det er jo en kvalitetsbetragtning - ikke en økonomisk betragtning. Det mener jeg slet ikke, at rapporten tager højde for«, siger han.

Nogle steder i rapporten vidner da også om, at det er talknusere frem for fagfolk, som har været på arbejde. For eksempel har en diagnose som ADHD undervejs i rapporten fire forskellige betegnelser, blandt andet »karaktertræk«.

Deloitte fremhæver dog, at der skam har været fagfolk med undervejs.

»Analyserne har vi løbende drøftet med fagfolkene i ministerierne, KL og de deltagende kommuner, ligesom analysearbejdet har været fulgt af både danske og nordiske eksperter«, siger Mette Lindgaard, der har været Deloittes projektansvarlige partner på analysen.

»Så jeg er fuldstændig tryg ved, at terminologien altså ikke er noget, som har betydning for undersøgelsens konklusion«.