Furesø Kommune på vej mod lokalaftale

Et fælles forståelsespapir om lærernes arbejdstid er på vej til at blive til en lokalaftale i Furesø Kommune. Det har lærerkreds og udvalgsformand aftalt i sidste uge. Forhandlingerne begynder så snart det er muligt, fortæller kredsformand Louise Brandt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi er rigtig glade. Vi går i gang med forhandlingerne, når vi kan. Den fælles forståelse kører videre næste skoleår, eller indtil vi har forhandlet aftalen på plads. Der bliver nok ikke de store ændringer, men det bliver dejligt at få en rigtig aftale. Det er et godt signal at sende, at vi arbejder på en rigtig aftale", fortæller Louise Brandt om planerne.

Det fælles forståelsespapir er forhandlet med DLF, Skolelederforeningen i Furesø og BUPL, og sådan vil det også blive med aftalen. Det var på et møde i fredags med udvalgsformand for skole og ungdomsuddannelser Henrik Poulsen (A), at de blev enige om at gå i gang med forhandlingerne.

"I år har vi fået en tilføjelse i vores fælles forståelses-papir, sådan at nyuddannede lærere får færre undervisningstimer, en mentor, en introdag og en plan for samtaler med ledelsen og et fælles netværk. Vi har også sat det gennemsnitlige timetal ned til  760 timer, og vi har fortsat sikret fast forberedelsestid for alle, og så har vi fortsat tid på andre opgaver. Der er en forventningsafstemning, sådan at hvis der er afsat 40 timer til tilsyn med madkundskabslokalet, så skal vi ikke tælle timer, men kan bruge tiden til noget bedre. Det giver en ro, som vi håber at kunne bevare i den kommende lokalaftale", siger hun.

Desuden har lærerne en fleksibel aftale om 35 timers tilstedeværelse på skolen, ligesom der er lærerarbejdspladser på alle kommunens skoler.

Kredsformanden fortæller, at de håber, at en aftale kan styrke rekrutterings- og fastholdelsesstrategien for lærere i Furesø.