Borgmester fra Herlev Kommune Thomas Gyldal Pederden er den nye formand for KL's Børne-og undervisningsudvalg.

Ny i KL-toppen: Målet er en aftale om lærerarbejdstid

Borgmester i Herlev Thomas Gyldal er blevet formand for KL's nye Børne- og undervisningsudvalget. Formanden for Herlevs Lærerforening håber, at borgmesteren bærer den lokale vilje til at lave aftaler med lærerne med ind i KL.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thomas Gyldal Pedersen, som er borgmester i Herlev Kommune, skal nu sidde ved bordenden som formand i KL's Børne- og undervisningsudvalg. Han har flere meninger om, hvad der kendetegner den gode folkeskole, men:

"Den opgave, som jeg har fået nu, som formand for KL's Børne- og undervisningsudvalg, er ikke nødvendigvis, at jeg sammen med udvalget skal definere, hvad den gode folkeskole er. Men KL har en opgave i at skabe gode rammer for kommunerne, så de kan lave gode skoler", siger han og uddyber:

"For mig betyder det, at der skal være fleksibilitet til, at vi rundt om i kommunerne kan lave skoler, som passer til de behov, der er, til de udfordringer vi har, til de muligheder der er, til de børn, der går i vores skoler og til medarbejderne. Så derfor vil det være forskelligt", siger formanden. 

KL-formand: Vi har fremlagt forslag om lærerarbejdstiden 

Formand for Herlev Lærerforening Jens Lunden forklarer, at Thomas Gyldal Pedersen har interesseret sig levende for folkeskole og dens udvikling, siden han trådte ind i kommunalpolitik. Men han håber, at den nye udvalgsformand i KL vil lade folkeskolens udvikling komme nedefra:

"Overordnet håber jeg, at hans indstilling til at man kan lave aftaler med lærerne omkring arbejdsvilkår, bæres med ind i KL-verdenen. Så lærernes stemme bliver hørt", siger kredsformanden.

Thomas Gyldal lover, at han fortsat vil gøre sig umage for at have en god folkeskole i Herlev, på Herlevs betingelser.  

"Jeg vil fortsat gøre mig umage for at lave en rigtig god skole med udgangspunkt i de børn, der går i vores skole, deres forældre og de medarbejder der er på vores skole. Det er vigtigt at skolerne skal udvikler sig på deres egne præmisser. Det gælder ikke kun i Herlev Kommune".

Herlev: Lærerne skal undervise lidt mere 

Arbejdstidsaftalen  

Det er vigtigt for Thomas Gyldal Pedersen, at der snart bliver enighed omkring forligsbordet. Det er grunden til, at han støtter, at KL har varslet stor-lockout:    

"Vi er inden for spillereglerne i den danske model. Fagbevægelserne har trukket sit kort med strejkevarsel, som gavner fagbevægelses interesser bedst også økonomisk, og kommunerne har trukket deres kort, som er lockoutvarsel. Det har vi jo selvfølgelig valgt at gøre på en måde, så vi motiverer en forhandlingsløsning", siger han.

Han understreger samtidig, at formålet ikke er konflikt, men at få en aftale.  Han håber derfor, at strejke- og lockoutvarslet fører til at parterne når hinanden i forligsdiskussionen, og dermed får lavet en aftale. 

"Mit og KL's udgangspunkt er, at vi skal have en aftale. Det vil sige at også lærernes arbejdstid skal være en del af overenskomsten. Det har hele tiden været målet. Vi har ikke brug for en konflikt, da det vil være med til at svække danskernes tillid til folkeskolen. En aftale vil være med til at styrke danskernes tillid til folkeskolen. Så derfor har vi et fælles ansvar for at finde en aftale hurigst muligt", siger Thomas Gyldal Pedersen.