Jakob Wandall: Elever på fagligt svagere skoler er mindre kede af nationale test

Ved afprøvning af en onlinemåling af elevers livsfærdigheder har firmaet Nordic Metrics spurgt godt 1100 elever om deres oplevelse af de nationale test. Modsat hvad man oftest hører i debatten, er eleverne på skoler med store faglige udfordringer mest glade for testene.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I NordicMetrics' undersøgelse er der 83 procent af eleverne, der ikke synes, testene er ubehagelige. Men 17 procent svarer, at de er enige i, at det er ubehageligt at tage test. NordicMetrics har ikke spurgt de alleryngste elever, men fra 4. til 8. klasse er tendensen, at jo ældre eleverne bliver, jo mere negative bliver de.

Igennem de godt 10 år, testene har eksisteret, har forskere, lærere og Danske Skoleelever berettet om, at især de alleryngste elever og de fagligt svage bliver bange og kede af det, når de skal tage nationale test. Men i NordicMetrics' survey er tendensen, at jo yngre eleverne er, jo mere positive er de over for de nationale test. Og det er på de skoler, der har det mest udfordrende elevgrundlag, at elevholdningen til testene er mest positiv.

Egentlig stillede Jakob Wandall og hans medarbejdere kun spørgsmålene om de nationale test som en reference til nogle spørgsmål om elevernes oplevelse af spørgsmålene om deres non-kognitive færdigheder som samarbejdsevner mv. Men da de blev opmærksomme på, at elevernes oplevelser af de nationale test tilsyneladende ikke er undersøgt kvantivativt før, besluttede de at publicere resultaterne.

Flere positive på skoler med svagt elevgrundlag

Wandall kender ikke elevernes testresultater eller karakterer, men har i stedet sammenstillet besvarelserne fra 4.-8. klasse på syv skoler med de pågældende skolers afgangsgennemsnit og fundet en svag sammenhæng:

"Sammenhængen er at jo lavere karaktergennemsnit i skolens afgangsprøver, des mere positive er eleverne overfor test", skriver artiklens forfattere Jakob Wandall, Christine Nørrelund og Mette Dalgaard Nielsen og vurderer, at det kan skyldes, at skolerne med det svageste elevgrundlag har arbejdet mest med evaluering, herunder nationale test, hvilket kan have gjort eleverne mere trygge ved testene.

"Denne hypotese kunne stemme fint overens med vores erfaringer om, at elevernes holdning til test er påvirkelige af skolens/lærernes signaler og instruktion".

NordicMetrics står bag Beregneren, som kan bruges til at følge elevernes progression i mellem de frivillige og obligatoriske nationale test, og Jakob Wandall har tidligere deltaget i debatten om testene med det synspunkt, at både elevernes oplevelse af testene og deres præstationer i dem i høj grad kan forbedres ved en god og grundig introduktion til testenes virkemåde fra lærernes side.

Men har I undersøgt, om elevernes holdninger faktisk er forskellig fra klasse til klasse, dvs. fra lærer til lærer?

"Nej, det har vi ikke set nærmere på", siger Jakob Wandall til folkeskolen.dk. og understreger, at der mangler forklaringer på problemet med dårlige testoplevelser.

"Derfor skriver vi også, at en opgave for forskningen vil være at foreslå og undersøge løsninger på, hvordan dårlige oplevelser med test kan forebygges. Kan ministeriet gøre noget for at forbedre oplevelsen, fx ved at ændre testene? Kan skolen/lærerne gøre noget for at forbedre elevens oplevelse - fx sende signaler, forberede og instruere bedre og give bedre feedback? Eller kan man arbejde med dårlige testoplevelser ved at fokusere på at udvikle elevernes non-kognitive færdigheder?"

16/2 kl. 14.33: Overskriften ændret på foranledning af Jacob Wandall, da undersøgelsen ikke kan sige noget om sammenhængen mellem de enkelte elevers faglige niveau og deres holdning til testene. Redaktionen

Læs mere

Artikel: Elevernes syn på de nationaletest