Anmeldelse

Fra kaos til kontrol

Skrid ind, før du brænder ud

Moderne hjerneforskning hjælper os til at forstå, hvad der sker, når vi bliver overbelastede, og amygdala (mandlen) producerer for mange negative tanker, og hvad der skal til, for at hippocampus (søhesten) kommer til at vokse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog bør være ”must read” for alle skoleledere og ikke mindst indgå i seminariernes undervisning. Og så tænker jeg, at de ansatte på landets jobcentre – og ansatte i Lærernes a-kasse - bør læse denne bog eller i det mindste have en viden om, hvad der sker, når lærere og pædagoger overbelastes.

Fakta:

Titel: Fra kaos til kontrol

Forfatter: Gry Bastiansen

Pris: 299,95

Sider: 160

Forlag: Akademisk Forlag

Det er nemlig sådan, at det ofte er de meget dygtige og ambitiøse lærere og pædagoger, der er i risiko­zonen for at brænde ud. Det handler om, at arbejdet udgør en central komponent af identiteten, hvilket er noget, der er fælles for mennesker, der arbejder inden for relationelt arbejde og vidensarbejde. Det værste, man kan gøre for mennesker, der arbejder med mennesker, er at tage arbejdet fra dem. Det er derfor, at det er så håbløst, når fagforening, jobcentre med videre sender lærere og pædagoger hjem eller tager deres timer fra dem og i stedet lader dem tager vikartimer. På den måde gør man mange mere syge, end de er – i stedet for at gøre dem raske.

Så langtidssygemelding, afskedigelser, langvarige arbejdsprøvninger og førtidspension kan simpelthen undgås, hvis man læser denne bog om, hvad der skal til, for at trivsel på arbejdsmarkedet kan opnås.

Man kan egentlig tænke, at hvis det virkelig er så enkelt, som det er beskrevet i bogen, hvorfor er der så alt for mange lærere, der bliver syge? Det handler jo om at skride ind, før vi brænder ud.

Bogen har fem kapitler, der hver for sig bygger op og forklarer, hvad det er, der gør, at ting lykkes, og hvad der sker, når ting mislykkes.

Kapitel et handler om hjernen, der meget hurtigt kommer på overarbejde, og om hvad der skal til, for at vi kan genvinde kontrollen. Og det er svært at forstå de øvrige kapitler, hvis man ikke først læser dette kapitel grundigt igennem.

Kapitel to handler om teamet og samarbejdet – og vel at mærke om anerkendelse og styrker. Det er alt for følsomt at gå ind på kritik og de ting, der ikke lykkes, hvis man ikke har den tilstrækkelige tillid og tryghed i gruppen. Og det er måske igen en af grundene til, at teamsamarbejdet mislykkes – netop fordi vi alt for ofte tager hul på det, der mislykkes, og finder fejl og ser på forskellighederne i gruppen – frem for hvad der forener os. Det kræver mod og overskud at kunne rumme de andres forskelligheder. Og alt for ofte bliver det til et ”dem og os” i stedet for et ”vi”.

Min egen amygdala kom på overarbejde, da jeg læste bogen, og jeg fik nogle følelsesmæssige rutsjeture, når minderne kom for tæt på. Så jeg vil på det varmeste anbefale denne bog, og læs den helst, før du bliver syg. Forebyggelse er som oftest bedre end helbredelse, for selv om det kan lade sig gøre at blive rask efter en overbelastningsperiode, så husker kroppen, og ens hukommelse bliver nok aldrig helt lige så god som før. Så læs, før det er for sent.